Har jeres børn hørt grimme ord

Børn er børn, Nikifin, de fødes og de udvikles. Der er normal udvikling, og den slags udvikling der bekymre og hvor man kan fornemme at børnene ikke trives med udviklingen. Af den ene eller den anden årsag. Som regel skyldes mistrivsel forældrene, men det kan også skyldes en diagnose...altså noget hvor børnene simpelthen ikke forstår simple spilleregler og derfor gentagne gange får bragt sig selv i problemer. Tror de fleste forældre til et barn med en diagnose vil kunne nikke genkendende til, at de har følt sig misforstået og har måtte kæmpe store seje kampe med barnet, dem selv, omgivelserne, pædagogerne, de andre forældre mf. Indtil diagnosen kom som en åbenbaring der kunne samle og give fred. Men engang i mellem, så er der altså bare sunde og raske børn der er blevet opdraget forkert, og som næsten har samme symptomer som et diagnostiseret barn. De laver de samme vilde ting, er lige så flabede og provokerende, kan ikke forstå et nej, kan ikke tale ordenligt (kan sikkert godt men vil ikke!), og hvor man - jo mere man skrider ind, blot får endnu mere ondt i panden når man rammer muren. Disse børn plejer at være UTROLIG intelligente, men er simpelthen vejledt/opdraget SÅ forkert, at deres intelligens bliver brugt på magtkamp, grimt sprog, grænsesøgen og i mange tilfælde løgnehistorier, aggressioner og måske vold. Vi lever alle sammen det liv vi kan! Vi kan kun gøre det så godt vi nu engang kan, med det vi har med i bagagen. Men engang i mellem er det ikke godt nok, og så må man have nogle professionelle med ind over, der udefra bedre kan overskue problemstillingen og danne det overblik man ikke selv kan, og som kan komme med nogle brugbare ideer til hvordan man får vendt skuden, så barnet igen kommer i trivsel og kan udvikle sig til at blive et harmonisk menneske. Barndommen er jo de grundsten der senere skal bære hele deres identitet, og hvis barndommen går skævt, så følger det resten af livet. Så det er da bare om at få grebet det nu, så det ikke bliver værre.... Og selvfølgelig går man i forsvarsposition når pædagoger stiller spørgsmålstegn ved ens egen måde at håndtere børnene på. Det gør da ondt!! Men de har jo kontakt til rigtig mange børn, de ældre har måske haft 200 børn under vingerne, og de er gode til at spotte!, de ved hvornår et barn er ved at køre af sporet, og selvom du bliver vred, så er det jo sagt i en god mening og med dit barns interesser for øje. Jeg er selv RET DÅRLIG til kritik, men jeg har lært med årene at se det som en hjælp, i stedet for en irritation eller en jagt på min personlighed.

Man skal starte med sig selv, så først og fremmest, undlad at omtale dig selv som en idiot. Børn, alle børn, siger bare hvad de hører. Så hvis du bander, og de bander i tv, er det jo en del af deres hverdag. Bliver man truet med alskens ulykker, (hiven i ørerne, varme numser) er det også en del af hverdagen. Og det er jo rigtigt, hvis din søn melder dig for at have slået, har pædagogerne faktisk pligt til at gå videre med det. Og du kan komme i fængsel. Så selv om det er svært, skal du tage dig sammen og få rettet dig - for børnenes skyld.

Alle børn hører grimme ord, og alle børn har en periode, hvor de tester omgivelserne ved at bruge dem. Det ved pædagogerne - det har de lært i deres uddannelse. Jeg synes, du har en usædvanligt negativ indstilling til pædagogers faglige kunnen - og det er et problem. For pædagoger kan det, som du som mor ikke kan (og det gælder alle os mødre): De kan se problemerne udefra, adskille dem fra deres egne følelser. Pædagoger lærer om børns udvikling - hvad der er normalt og hvad der falder udenfor normalen - og de lærer, hvordan man kan hjælpe børn positivt videre i udviklingen, hvor den ikke er på rette vej. Jeg vil vælge lægen som ekspert, hvis jeg har ondt i maven, biologen som ekspert, hvis jeg vil høre om et områdes dyreliv og ingeniøren som ekspert, hvis jeg vil have bygget en holdbar bro. Pædagogen er den ekspert, som jeg har til at passe mine børn - og jeg stoler på, at pædagogerne generelt tilrettelægger dagen, så den er glæde for både mit eget barns og børnegruppens bedste udvikling som helhed. På samme måde burde du også værdsætte, at dine børn kan få omsorg og støtte af pædagoger, når nu dit eget liv ikke er sådan, at du vil / kan passe dem selv. Jeg forsvarer ikke den ene eller anden pædagog, som du har oplevelser med, for selvfølgelig findes der også inkompetente pædagoger. Men hvis du igen og igen oplever, at en hel flok af pædagoger samstemmende mener noget andet end du selv - så kan du være ret sikker på, at de har ret og du tager fejl. Mit bedste råd til dig er at samarbejde med pædagogerne...

Jeg hører hele tiden at specialisterne er gode men hvorfor virkeligheden viser det modsatte? Hvorfor kan de ikke magte børnene? De er med børnene måske længere tid end jeg er med dem så er det dem der opdrager dem faktisk og børnenes opførsel er resultat ef den opdragelse. Hvorfor er det min skyld at de ikke kan få børnenes respekt? Det er det nemmeste at give skylden for sine nederlag til andre, det kan jeg også selv om jeg ikke har gået i skole til at lære hvordan man opdrager børn. Min erfaring viser bare at specialisterne er ikke bedre end mig til at opdrage børn især hvis der er tale om børn som er anderledes end mængden. De kan bare ikke magte dem og i stedet for at indrømme at de ikke duer beskylder de forældrene. Jeg er heller ikke 'normal' men ved ikke ikke hvorfor jeg ikke har fået diagnose. Det ville ellers blive rart at undskylde alle mine ulykker med en diagnose :lol:

De er med børnene måske længere tid end jeg er med dem så er det dem der opdrager dem faktisk og børnenes opførsel er resultat ef den opdragelse.

Det er da på ingen måde pædagogernes opgave at opdrage dine børn! Opdragelsen skal ske derhjemme, og det kan sagtens lade sig gøre, selvom børnene har lange dage i institutionen. Javist, pædagogerne er sammen med børnene i mange timer hver dag, og der skal selvfølgelig være et samarbejde mellem hjem og institution, men i bund og grund er børnenes opførsel dit ansvar. Jeg ville iøvrigt ikke tøve et sekund med at flytte mine børn, hvis forholdet til deres institution var så dårligt, som det du beskriver...