For snart mange år siden havde jeg en patient der røg, desværre fik han også stillet diagnosen KOL i svær grad, og var vitterligt syg.
Jeg forklarede ham naturligvis hvad den forsatte rygning ville betyde for ham, og for hans sygdom.
Så han fortalte at han pr dags dato ville stoppe med at ryge. Jeg synes det var en rigtig god beslutning, og fortalte ham naturligvis, at det var en klog beslutning.
Som alle KOL patienter, havde han mange nedture og kom jævnligt på hospitalet. Men hver gang jeg mødte ham ude på gangen, vinkede han så nervøst og KIGGEDE efter mig, og først senere fandt jeg ud af at han stadig røg - den gang måtte man ryge i rygerummet, og når han fik øje på mig, så strøg han ud af rummet, eller skyndte sig ned af gangen 'som om intet var hændt'...
En dag stoppede jeg ham på gangen og sagde ''jeg ved godt du ryger, og fortsæt da endelig med det, men lad være at gå og gemme dig for mig''. Jeg forklarede ham på en pæn måde, at jeg personligt var lige glad med om han røg. Min mission var at fortælle ham at det var dumt, farligt og ville få store konsekvenser, og at han ville få en langsom og pinefuld død. Men at jeg da naturligvis hverken ville forbyde ham at ryge, eller ville synes mindre om ham, selvom han pulsede på sine smøger.
Som jeg forklarede ham, så SIGER jeg det bare som det er. At han så hellere vil ignorerer det og fortsætte med at ryge, jamen det er hans valg.
Han døde også kort tid efter, stadig med sine smøger i brystlommen. Men sådan er dét.
Hvis folk vil ryge, jamen så vil folk ryge. Kan de ikke få smøgerne i landet, så dyrker de selv tobakken eller køber det i udlandet. Min pointe er, at forbud hjælper ikke en brik. Hvis folk ikke vil stoppe, jamen så stopper de heller ikke.
Anmeld
