Regnbuebørn

For mit vedkommende er det at få børn, et tegn på min store kærlighed til min mand. Det var en kæmpe gave at jeg blev mor, den største dag i mit liv, den samme føelse ved jeg min mand har. Vores barn er vores fælles 3, noget vi har skabt i kærlighed til hinanden. Ved godt at det lyder som noget overromatiske 'vås', men det er sådan vi har det. Dermed ikke at jeg siger at forældre der bliver skilt ikke har det sådan for selvfølgelig har de det i stunden er jeg sikker på. Jeg har den holdning at selvfølgelig kan der ske 'uheld' for vi ved jo alle hvilke koncekvenser sex har, men derfra og til at blive enligmor 'med vilje' igennem hjemmesiden regnbuen, der er lagt i min verden. Bryder mig faktisk ikke om sådan et foretagende, så kan jeg bedere lide at man så sæd fra en sædbank. Ved godt at jeg er frygtelig gammeldags, men jeg syntes altså at børn skal fødes i en fam, som udgangspunkt, og ja opdager man at man ikke kan sammen, ja så er det jo bedre at gå fra hinanden og blive to glade forældre end to ulykkelige. ang bøsser og lesbiske så mener jeg bestemt også at de har ret til at blive forældre, så dem har jeg ikke med i mine tanker når ejg skriver ovenstående

Kirle skrev:

Mht. at ønske et barn fremfor 'dig', jeg tror ikke nogen vil kunne når de først har fået lige netop deres barn/børn at forestille sig at have fået et andet barn/børn. Så jeg synes lidt I modsiger jer selv for med den indstilling er ALLE børn en både en gave - forhåbentligt - og lige netop det man ønskede sig og derfor ingen forskel... Nu er det både åben donor (i det private) og nu også regnbuebørn. De må da siges at have en far og et holdested. De åbne donorer godt nok først efter børnene er fyldt 18år - så donoren ikke skal betale for det barn/de børn de nu måtte lave. Men det er med foto og mulighed for halvsøskende.

Jeg kan ikke få øje på selvmodsigelsen? Først ønsker man sig et barn - og vil vel rent principielt hilse ethvert barn, man får, velkomment, om det så blev den ene eller den anden sædcelle, der kom først - derefter får man barnet og 'forelsker' sig i lige netop dét. Før graviditeten er det selve ønsket 'barn', man er vild med - efter fødslen er det lige netop drengen med de runde kinder eller pigen med de lyse dun, man elsker og slet ikke kan forestille sig anderledes. Groft og forenklet stillet op, så er det ikke Julius eller Sofie, man ønsker sig, men alene 'et barn'. For mig gør det ingen forskel, at man har mulighed for at møde sin far, når man fylder 18 - vel kan det sætte nogle ting på plads og blive berigende og bevægende, men jeg vil nu mene, en forælder er allervigtigst i ens barndom og ungdom. Faktisk tror jeg, at jeg godt kunne føle en vis bitterhed over først som 18-årig at møde ham, jeg havde tænkt på og drømt om som barn - og at erkende, at hans rolle udelukkende havde været at levere den vare, der kunne fuldføre min mors ønske om at få et barn. Og så ville det da kun gøre ondt værre, hvis der var sket min mor noget, så jeg i den grad havde savnet og manglet den anden forælder - som hele tiden havde været 'derude', men pga. selve 'arrangementet' omkring min tilblivelse ikke kunne/ville være der for mig.

HELT enig Charlotte!!!

Selvmodsigelsen ligger i at der INGEN forskel er på de to scenarier andet end at der i det ene tilfælde er ingen far med vilje og i det andet er det som minimum en sexpartner og måske en far. man må gerne for min skyld være 'gammeldags', konservativ eller hvad man nu vil kalde det omkring at der skal være en far i en kernefamilie eller ej. Men så kald det det og ikke bland alt muligt sammen med om barnet er ønsket eller ej. Ønsket er det samme og midlet er det samme. Uanset om man er en enlig mor eller laver et regnbuebarn. Et regnbuebarn vil jo netop have som min. 1 far og 1 mor og nogengange flere mødre og fædre. Det må da være optimalt i henhold til hvis nu 'nogen' bliver kørt over eller lign.

Charlotte d. 17. skrev:

Kirle skrev:

Den der med, at 'Jeg ønskede mig så brændende at få lige netop dig' er jo groft sagt efterrationalisering - vi ved jo ikke, at vi lige netop får dét barn med dé egenskaber, før barnet er blevet til.

Man kan jo aldrig være siker på at få netop det barn man ønsker sig, men har man fået et i forvejen med samme partner, er der da en chance for at der kommer et med de samme gen-muligheder. Hvis man ellers har det godt med ex-partneren, ville det da være det ideelle. Nu står der jo ikke noget om under hvilke forhold barnet er kommet til. Måske var det under reperationsdaten, i håb om at forholdet ville genopstå. Ikke fordi jeg er til den metode, at får vi et barn bliver vores forhold nok godt igen. Vi har selv fået vores piger via glas, men med os selv som forældre. Og det skal de da have at vide på et tidspunkt, for vi lægger jo ikke skjul på det overfor andre.

altså hvordan folk vælger i deres familiekonstallation er jeg ret ligeglad med :) det er jo op til dem. Og efterhånden er der jo så mange forskellige måder at være familie på, så det ikke er så problematisk for barnet heller.

Men jeg ville ikke kalde det for regnbuebørn, for i mit øje/øre er regnbuen et symbol på mange farver, dermed ville jeg nok mere kalde adoptivfamilier for regnbuefamilier, fordi de består af en familie i mange farver :)