Regnbuebørn

http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/familieliv/ECE1214437/ny-hjemmeside-lad-os-lave-et-barn-og-gaa-hver-til-sit/ Hvad mener i om det? Jeg er ret splittet, for jeg er jo ikke imod skilsmisse og jeg ved at mange børn med kun 1 forælder - eller 2 skilte har det fint. Men jeg syntes altså at det var lidt sært da jeg hørte om en bekendts søster som skulle have barn nr. 2 med sin exmand....

Jeg er helt på det rene med, at tilværelsen indimellem arter sig anderledes, end man havde forventet - skilsmisse, uplanlagt graviditet osv. Jeg respekterer også, at min barndomsven, som er bøsse og lever i registreret parforhold med en sød fyr, har valgt at få et barn med en god veninde, der er single. Hans datter har tre forældre, der elsker hende højt og kan give hende en god opvækst. Jeg bryder mig bare ikke så meget om den der 'Æg søger sæd'-kontaktform, hvor parterne kun knyttes sammen af (ønsket om) et barn. Jeg mener, man skal kende hinanden virkelig godt for at kunne samarbejde om at give barnet de bedste betingelser, og personligt ville jeg - nok især, hvis jeg var den mandlige part - frygte, at uenigheder og konflikter kunne føre til, at jeg røg helt ud af billedet. Til skade for både barn og far. Jeg er med på, at par, der som udgangspunkt elsker hinanden, kan blive rygende uenige efter et brud og bekrige hinanden på værste vis. Men udgangspunktet var stadig kærlighed og troen på, at man i fællesskab kunne give barnet en kærlig opvækst - og det er egentlig fortsat det bedste udgangspunkt for at få et barn efter min opfattelse.

Jeg kan slet ikke ha' det. Jeg synes, det er usmageligt. Det er ok med mig, at homoseksuelle gør det, fordi de ikke har andet valg, og fordi der her er to partnere inde i billedet samme tid, og som lever med barnet. For mig er det helt forkert, at udgangspunket er to personer, der ikke lever sammen. Det er ikke fordi jeg er gammeldags, men fordi jeg ved, hvor hårdt det er for et barn at være splittet mellem to hjem. Min datter har en veninde, der er lavet på en klinik, og hvor moren, fordi hun ikke kunne få en mand, valgte at få datteren alene. Uheldigvis er moren ikke så snu, så hun valgte samtidig at fortælle nogle andre, hvordan datteren er blevet til, og disse andre fik lige fortalt pigen det samme, inden moren selv havde fortalt det, dvs. pigen vidste intet, men det gør hun så nu. Pigen skammer sig over sin tilblivelse, så hun fortæller de andre børn, at hendes far døde, inden hun blev født... en hæslig situation, som jeg ikke kunne lade være med at fortælle om.

For mig at se er det at få et barn ikke en ret man har. Det er en gave, man kan være heldig at få - hvis det liv, man lever, giver mulighed for det. Jeg er naturligvis ikke modstander af barnløshedsbehandling, og jeg er bestemt heller ikke modstander af adoption. Men jeg synes, at det er en usik, at vi opfatter det at få et barn som en rettighed, voksne mennesker har. Børn har også rettigheder, de er bare mere uhåndgribelige, når barnet kun er en ide - og senere kan man jo ikke andet end at handle ud fra den situation, man er i, og få det bedste ud af den. Børn har brug for en tryg base - og den er jeg overbevist om er nemmest at skabe i den klassiske familie, hvor man er og arbejder på at holde sammen. Der er alt for meget, der skiller det perfekte drømmebarn fra virkeligheden til at jeg tror, at regnbuebørn generelt kan vokse op uden konflikter mellem mor og far. Hvad hvis man får et skrøbeligt barn, der ikke kan tåle skiftene mellem de to familier? Hvad hvis der er problemer i skolen, som mor og far har helt forskellige holdninger til? Hvad hvis mor får en kæreste, som far slet ikke kan klare? For mig at se er det at få et regnbuebarn det samme som at få et barn vel vidende, at der ligger et bunke problemer og venter forude - problemer, som ikke er naturgivne i den klassiske familie.

Åhh jeg synes den er svær. Det her med er det en menneskeret at få børn? Har svært ved at tro det er helt så ukompliceret som teorien bag. Der må komme følelser i klemme, ikke nødvendigvis kærlighed, men jalosi over hvem barnet er mest hos, nye papforældre, uenighed om opdragelse, forskellig økonomi osv osv.

Jeg bryder mig ikke om ideen hvis den omhandler to vildt fremmede der bare skal rører en unge sammen. Men jeg synes ideen er god blandt de partnere der måske allerede har et barn sammen i forvejen og (er blevet skilt efterfølgende) og som måske gerne vil have et barn mere sammen ( bare uden forholdet). Altså for at undgå den der med, at søskende har flere forskellige fædre/Mødre. Men hvor opvæksten bliver ens for alle søskende med samme forældre, bedsteforældre mf. Dér synes jeg så til gengæld at det holder vand! Men alt det andet synes jeg er usmageligt og enormt egoistisk, så dén ide bryder jeg mig bestemt ikke om.

Hm jeg synes der er noget smukt over nogen der ønsker et barn SÅ meget at de vælger at gøre hvad som helst for at få det, også hvis det inkl. en nærmest-fremmed. Men nej selvfølgelig skal barnet vide at det er blevet til på baggrund af et ønske om lige netop ham/hende og ikke kærlighed til den anden forældre. Det kommer også meget an på hvor man bor og om der er andre som er lavet på samme vis. Derfor synes jeg om at der er et eksempel i artiklen om en kvinde der søger ligesindede. Det vil være godt for barnet. Jeg har altid sagt at hvis jeg ikke havde en kæreste som 35årig så ville jeg lave et selv med donorsæd. Og regnbuebørn ville da også være en mulighed hvis jeg havde vidst det dengang :)

Kirle skrev:

Hm jeg synes der er noget smukt over nogen der ønsker et barn SÅ meget at de vælger at gøre hvad som helst for at få det, også hvis det inkl. en nærmest-fremmed.

Jeg synes egentlig ikke, det er smukt - det er vel groft sagt at forære sig selv en 'gave', som man bare VIL have for enhver pris. De fleste mennesker ønsker sig før eller siden at få et barn, og indimellem synes jeg, det kan være smukkere - og mere uselvisk - at give afkald på den drøm, fordi man ikke er i en livssituation, hvor det umiddelbart lader sig gøre. Jeg synes slet ikke, det er smukt at arrangere sig til det på den måde - det virker altså lidt for kalkuleret på mig. Jeg er heller ikke så vild med tanken om enlige kvinder, der lader sig inseminere med donorsæd og dermed bevidst planlægger, at barnet ikke skal have en far. Jeg synes, det er kolossalt ansvar at tage på sig alene - hvis man bliver alvorligt syg eller afgår ved døden alt for tidligt, er der slet ikke samme sikkerhedsnet, som hvis der er to forældre. Med to forældre er man dog dobbelt 'garderet', hvis det værste skulle ske. Da Michael Jackson døde og efterlod sig tre forældreløse børn, tænkte jeg netop, at han måtte have troet, han var usårlig. Og selv om alle børn i princippet kan blive moder- eller faderløse, synes jeg ikke, det er noget, man bevidst bør planlægge, mens barnet kun er en ønske. Den der med, at 'Jeg ønskede mig så brændende at få lige netop dig' er jo groft sagt efterrationalisering - vi ved jo ikke, at vi lige netop får dét barn med dé egenskaber, før barnet er blevet til.

Jeg synes heller ikke det er en speciel smuk tanke at ville have et barn på den måde. Men jeg ved da godt at mange kvinder går på bodega og knalder nogle tilfældige for at få et barn ud af det, eller tager på ferie i udlandet og lader p-pillerne blive hjemme.... Men så er det jo godt der findes programmer som sporløs, der kan samle brikkerne for de FÅ der bliver udvalgt til programmet. Rigtig mange lider under det faktum at de ikke har deres Far, aldrig har kendt ham, ikke aner hvem og hvor han er osv. Jeg kan forstå 'smuttere' og tidligt brudte forhold der gør, at der bliver en adskillelse mellem fx far og barn. Men bevidst at skabe sådan en situation for sit barn er dog for egoistisk i mit lille tryghedsunivers. Der findes adskillige klubber for voksne der ikke kender nogle af sine forældre, men der er flere klubber for voksne der ikke kender sin Far og som har brug for ligesindede for at kunne tackle deres tanker. Og specielt når de selv får børn, bliver de fleste rigtig kede af det. De fleste mennesker vil rigtig gerne kende deres ophav. Og at fjerne det fra sit barn allerede ved fødslen med fuldt overlæg synes jeg absolut ikke signalerer ikke noget smukt. Blot egoisme....og en lille smule sindsforvirring.

Mht. at ønske et barn fremfor 'dig', jeg tror ikke nogen vil kunne når de først har fået lige netop deres barn/børn at forestille sig at have fået et andet barn/børn. Så jeg synes lidt I modsiger jer selv for med den indstilling er ALLE børn en både en gave - forhåbentligt - og lige netop det man ønskede sig og derfor ingen forskel... Nu er det både åben donor (i det private) og nu også regnbuebørn. De må da siges at have en far og et holdested. De åbne donorer godt nok først efter børnene er fyldt 18år - så donoren ikke skal betale for det barn/de børn de nu måtte lave. Men det er med foto og mulighed for halvsøskende.