I dag har jeg officielt fået vikariatet på den anden skole og meddelt min ledelse, at jeg tager det. Jeg har fået lov selv at bestemme, hvor hurtigt, jeg vil skifte, selv om jeg egentlig har en måneds opsigelsesvarsel, og jeg valgte at stoppe på 'min' (?) skole fredag d. 4. og begynde på den 'nye' mandag d. 7. Jeg kunne have valgt at stoppe om en uge, men vil lige have sjælen med.
Jeg har tjekket kalenderen for resten af skoleåret: Det bliver noget med 6 uger på den nye skole, derefter påskeferie, så en 6-7 uger igen, og så er der læseferie. På et 10. klasse-center 'lukker' undervisningen på hele skolen jo til læseferien, så fra sidst i maj og indtil sommerferien står den udelukkende på eksamination og censorater - og det elsker jeg! Desuden har jeg fri hver torsdag - her kan jeg så få læst op på alt det stof, jeg ikke kender.
Jeg har haft ét tilfælde af 'second thoughts' med tudetur om natten, men min mand sagde, at han var sikker på, at når jeg først kom hen det nye sted, så nogle elever og hørte om de faglige udfordringer, ville jeg være fyr og flamme - og det fik jeg så bekræftet i dag. Det bliver jo SPÆNDENDE!
Jeg kommer også til at tude over at skulle væk fra skønne kolleger og elever, men det ville jo alligevel komme til juni - og nu får jeg det værste overstået, så det ikke kommer til at fylde hele min sommerferie.
Mine kolleger og ledelsen har stor forståelse for min beslutning. Nu håber jeg, at dejlige, dejlige 8.a også vil kunne om ikke andet bære over med mig.
- og så må I lige krydse fingre for, at kristendomskundskab bliver udtrukket til eksamen på den skole, jeg nu forlader, for så får ledelsen noget af en opgave - jeg er den eneste lærer på skolen, der har ført elever til afgangsprøve i faget før, og det er ikke nogen lille opgave at udarbejde og forberede 25 eksamensspørgsmål... Det må godt gøre LIDT ondt på ledelsen at skulle finde den, der lige går ind i den opgave!
Kongster citerede engang sin kloge mor for noget i stil med, at 'Du skal træffe en beslutning og sørge for, at det bliver den rigtige'. Sådan har jeg det - det her skal blive rigtigt, basta.
Anmeld