Langt nede

Nu er det så to uger siden, jeg blev varslet fyret, og jeg føler ikke, jeg er kommet et skridt videre i forhold til at erkende og håndtere situationen. Jeg har læst om krisereaktioner og været til et arrangement i kommunen med deltagelse af en psykolog, der gennemgik de faser, man typisk går igennem - så jeg ved med min forstand, at det er en proces, der tager tid, og at det er naturligt og 'rigtigt' at reagere. Jeg kan bare ikke holde det ud - jeg vil have det godt og være 'mig selv' igen! Jeg går på arbejde og underviser med samme entusiasme som altid - jeg glemmer virkeligheden lidt, når jeg er 'på', og det er guld værd for mig, ingen tvivl om det. Men samværet med kollegerne, der stadig er vrede, uforstående og meget omsorgsfulde, er næsten ikke til at holde ud. De minder mig jo hele tiden om realiteterne. I sidste uge begyndte en af dem at græde, da vi talte sammen, fordi hun er så berørt af min situation. Jeg har et kæmpehul i brystet hele tiden og må stadig gå i enerum og græde mange gange i løbet af en dag - primært herhjemme. Jeg kan ikke samle mig om at læse og har svært ved at håndtere besøg af veninder, fordi jeg lige pludselig bare vil være alene og græde i fred. Jeg har ingen appetit og ikke lyst til noget som helst. Og det, jeg kæmper allermest med, er et ubegrundet håb om, at det hele ændrer sig med et trylleslag, og at beslutningen gøres om. Jeg ved, det er spild af tid og håb, men har bare en indre fornemmelse af, at det her MÅ være en fejl, der bliver ændret. Hvis bare jeg kunne søge nyt job nu og få fremtiden 'på plads', ville jeg nok kunne skille tingene ad og så småt se fremad. Men de ledige stillinger kommer først til april eller maj. Og der er godt nok længe til. Det er som nævnt to uger, der har set sådan her ud nu, og jeg ved, det ikke er unormalt at reagere sådan - men skal jeg, som nogle af kollegerne foreslår, tage imod tilbuddet om psykologhjælp, eller afvente, at tiden gør det hele lidt mere udholdeligt?

Hvor man dog føler med dig når man læser dine indlæg. Det gør mig ondt for dig at du skal føle den slags når du lyder som om du har været helt vild med dit job og dygtig til det! Jeg kan godt sætte mig ind i at du føler at veninderne kommer 'for tæt' på når de forsøger at hjælpe, det ville jeg nok også føle hvis situationen var min egen. Jeg tror jeg ville sige ja tak til lidt hjælp fra en psykolog, som kunne stille de gode spørgsmål, som kunne gøre at du måske kunne komme lidt hurtigere igennem kaos-fasen. En psykolog er jo også en som ikke selv har følelserne med i sagen, så du ikke føler at du skal håndtere deres sorg oveni i din egen. Held og lykke op igen.

Øv hvor er det træls. Føler med dig. Kan desværre ikke hive noget op at hatten, der kan ændre din situation. Jeg ville helt klart vælge at tage imod psykologhjælp, hvis jeg var dig. Det er for mig at se altid brugbart med samtale med en professionel - uvildig part. Venner, kollegaer, familie og andre tæt på, kan godt hjælpe og støtte op, men er samtidig tæt på dig og ked af det på dine vegne. Det kan nogle gange farve hjælpen, og modsat kan det bremse dig i ikke at komme frem med alt væsentligt, for ikke at tilføre mere 'ked ad det hed'. Ved godt, tid gør meget, men jeg synes, du skal reagere ud fra den måde, du har det på her og nu, og derfor søge hjælp her og nu. Der er lang tid til april og ledige stillinger. Altså kan det hele se sort ud i lang tid endnu. Jeg ville derfor benytte psykologen til at klarlægge tingene.

Irriterende for dig. Kan ikke komme med et 'sådan gør du', men måske du skulle overveje at holde lidt afstand til arb, altså blive hjemme. Noget tid, kortere eller længere. Jeg ved godt, at dit håb om at få lov at blive der ikke gavnes, men det er vigtigere, at du har dig selv med i det hele. Og ikke går ned af den årsag, men rent faktisk har mod og psyke intakt, når du starter i noget nyt/andet. Det gavner ikke altid kun at 'holde en låge åben'...

Det er jo kun dig selv der ved om du inderst inde har lyst til at gå til psykolog. Jeg tror at mange af os har sådan en indbygget indstilling om at man skal klare tingene selv. Jeg går selv til psykolog lige for tiden og har gjort det i 8 måneder. I starten var det vildt mærkeligt og jeg havde slet ikke lyst til det - men følte alligevel bare at det var værd at prøve fordi jeg havde brug for hjælp. Den første gang var jeg rigtig nervøs - jeg syntes lidt at det var noget hokuspokus og var vildt bange for at hun lige pludselig skulle hive et eller andet ud af mig som jeg ikke selv havde været klar over før da. Men nu er jeg rigtig glad for det. Det er så fedt at komme derned og hælde vand ud af ørerne. I starten var det rigtig hårdt - også dagen før og dagene efter fordi det gav mig en masse at tænke på, men nu er det en enorm lettelse af få sagt nogle af de ting jeg spekulerer på højt. Nogle gange indser jeg først tingene når de lige pludselig vælter ud af min mund dernede. Det er dejligt med en der lytter og giver indspark og også modspil til det jeg siger. Og det er guld værd at hun ikke er følelsesmæssigt engageret - at jeg kun skal bekymre mig om mig selv og ikke om hvorvidt hun nu bliver ked af det og bekymret for mig. Hvis du på nogen måde kan holde tanken ud, så synes jeg at det er værd at afprøve. Det lyder meget som om du går igennem en sorgproces - og når du har været på skolen i så lang tid kan det vel også sagtens sammenlignes med et dødsfald. Jeg kan i hvert fald sagtens genkende følelsen af at jeg nok snart vågner fra den her drøm og så er alt det dumme væk. Oven i købet har du jo også andre ting der gør dig ked af det og bekymret, så lad du bare kommunen komme til lommen.

Tak for svarene - jeg 'hører', hvad I siger. Jeg har gået til psykolog - og psykiater - i en del år for snart længe siden, så jeg har ikke fordomme eller berøringsangst over for det. Jeg ved bare, at det er hårdt arbejde, selvom situationen her er noget helt andet end at bearbejde og grave i en fjern fortid. Det gør det måske mere overskueligt, så jeg tror, jeg skal have gang i det. Om ikke andet, så er det nu, jeg kan få hjælpen gratis - det ville være surt at nå frem til efteråret og erkende, at det var nødvendigt, og så skulle betale for hele gildet selv... Bibi, jeg forstår dine overvejelser og kan også indimellem komme i tvivl om det kloge i at komme så hurtigt op på hesten igen - og så lige dén hest... Men jeg er verdens dårligste til lediggang og bliver hurtigt rigtigt, rigtigt depri, når der ikke er struktur på dagen. Nu kan jeg i det mindste 'stikke af' fra tungsindet, mens jeg underviser. Og så tror jeg også, det kan blive angstprovokerende for mig at komme tilbage - i et hvilket som helst lærerjob - hvis jeg har været væk fra det for længe. Nu får jeg dagligt bekræftet, at jeg KAN det der - og at jeg ikke er blevet fyret, fordi jeg er en dårlig lærer. For lang tid under dynen kunne godt nedbryde min selvrespekt og -tillid, tror jeg. Omvendt har jeg da i baghovedet, at det næste halve år IKKE skal være en tid, hvor arbejdet dræner mig for energi og overskud, så hvis det bliver for meget for mig, så sygemelder jeg mig. Og de 9. klasser, jeg skal have til afgangsprøve, må så blive ledelsens hovedpine - det må være en risiko, de har valgt at kalkulere med.

Se, dét er ord, som klinger i mine ører. Det skal nok gå, Charlotte - jeg hepper på dig!

Der er intet som skriger at det du gør er usundt. Det er helt normalt at have perioder af 'glemsomhed', for ellers kan man jo ikke komme igennem en svær tid. Sådan noget tager tid og det ved du jo. At det så er sværere at leve med hver dag er noget helt andet :) Du klarer det flot og jeg tror at du kommer til at have det meget bedre ligeså snart du igen kan tage kontrol over din situation og begynde at søge jobs istedet for at sidde i denne venteposition. Det er der ingen som har det godt med. Jeg tror på dig og hepper på dig! :D

Det er da også virkeligt en træls situation, du er havnet i! Jeg ville have reageret på nøjagtig samme måde, og selv om det ikke giver mening for dig lige nu, så er jeg sikker på, at den fase, du er i nu, er rigtig for dig, fordi du på den måde får det ud af kroppen. Der er folk, der i din situation ville være handlingslammede og slet ikke kunne reagere, hverken med gråd eller vrede, men bare gå i stå. Du skriver, at stillingerne først bliver slået op senere på foråret, men lad nu være med at lave den fejl først at søge dem for sent. Allerede nu tænker skolerne i kommende personale, så var jeg dig, ville jeg allerede nu gøre obs på min tilstedeværelse. Jeg håber virkeligt for dig, at du får et nyt job, og jeg beundrer dig virkeligt for, at du stadig kan arbejde engageret - det havde jeg helt sikkert ikke kunnet.

Frede skrev:

Du skriver, at stillingerne først bliver slået op senere på foråret, men lad nu være med at lave den fejl først at søge dem for sent. Allerede nu tænker skolerne i kommende personale, så var jeg dig, ville jeg allerede nu gøre obs på min tilstedeværelse. Jeg håber virkeligt for dig, at du får et nyt job, og jeg beundrer dig virkeligt for, at du stadig kan arbejde engageret - det havde jeg helt sikkert ikke kunnet.

Det sidste tror jeg ikke, man ved, før man står i det - og jeg ved sådan set heller ikke, om jeg giver helvede i skolen om en uge eller en måned... Jeg har verdens bedste og største netværk i form af veninder og bekendte på skoler i både Silkeborg, Skanderborg og Århus - og i lille Ry, hvor jeg bor - så jeg har jungletrommerne i gang. Og i forbindelse med jobbanken - som gælder for alle skoler i Silkeborg Kommune - er der meget strikse regler for, hvordan og hvornår, vi må søge, og dér må jeg vente, til stillingerne bliver slået op. Til gengæld er vi kun 27 om at søge dem - hvoraf nogle formentlig springer fra forinden og går på uddannelsesorlov, skifter branche eller finder noget i en anden kommune. Vi har nok heller ikke allesammen de samme fag - så det ser lyst ud, men bare det var NU! I øvrigt skal du glæde dig over at være sent uddannet. Der tegner sig et tydeligt mønster af, at alle fyrede er på min alder eller ældre, så det virker til, at man har taget os 'dyre' overlærere... Jeg brød mig ikke om SIFU-reglen fra 'gamle' dage, men nu ser det nærmest omvendt ud - når man vel at mærke husker, at de 'rigtigt' gamle er tjenestemænd og ikke kan fyres. Med andre ord er det noget skidt at have 'middel'-anciennitet.