Jubiii endelig lidt videre!

Min yngste søn har, som jeg vist har skrevet til dig før, AS. Han er nu 12 år, og han er det mest harmoniske og rolige af vores tre børn. Han er meget vellidt af sine klassekammerater og begår sig godt socialt. For ham var det en fantastisk positiv omvæltning, da han begyndte i skole. Strukturen og forudsigeligheden dér var en kæmpegevinst i forhold til børnehaven, som han oplevede som forvirrende og ustruktureret (ikke hans ord, men vores observationer). Desuden passede det ham rigtigt godt at lære noget, og han er en rigtig lille 'nørd' med en kolossal paratviden. Dette har også givet ham en høj status blandt de andre i klassen. Han har så også den force at have to ældre søskende, der 'forsyner' ham med indsigt i teenagelivet og ligesom hiver ham lidt væk fra alt det 'nørdede' - han får simpelthen ikke lov af dem til at blive alt for sær og gammelklog, fordi det fyger med jokes, frække vittigheder og 'slemme' ord herhjemme - det giver jo lidt street respect ikke kun at kunne tale om græske heltesagn og historiske begivenheder ;) Der er selvfølgelig ikke to børn med samme diagnose, der er ens, og jeg har haft flere elever med AS, som er vidt forskellige fra ham. Fælles for de fleste af dem er, at det, de har 'manglet' i forhold til sociale færdigheder og forståelse, har de efterhånden kunnet kompensere for med deres intellekt. De ser, hvordan andre gør og imiterer den adfærd for ikke at stikke for meget ud fra mængden. I din datters tilfælde tænker jeg også, at når hun fungerer godt med voksne mennesker, så er der givetvis ting, der bliver svære for hende at klare i samværet med andre børn - men på langt sigt er der uden tvivl perspektiver for hende, når hun skal fungere med voksne mennesker. Jeg tror også, det er blevet meget sværere at 'få lov til' at være asocial og en enspænder. Vi har så travlt med, at alle børn skal være sociale og have jævnaldrende venner, endelig ikke sidde alene og nyde bare at være sig selv - og der er vi velmenende voksne nogle gange alt for fokuserede på, at man skal 'lykkes' socialt. Jeg tror, der er nogle succeskriterier, vi skal se lidt mere skeptisk på - som forældre, som fagfolk og som samfund.

Charlotte d. 17. skrev:

Jeg tror også, det er blevet meget sværere at 'få lov til' at være asocial og en enspænder. Vi har så travlt med, at alle børn skal være sociale og have jævnaldrende venner, endelig ikke sidde alene og nyde bare at være sig selv - og der er vi velmenende voksne nogle gange alt for fokuserede på, at man skal 'lykkes' socialt. Jeg tror, der er nogle succeskriterier, vi skal se lidt mere skeptisk på - som forældre, som fagfolk og som samfund.

Ja, det har jeg også tit tænkt. Min datter har også før oplevet at få at vide til en samtale i skolen, at hun måtte vente lidt med de faglige udfordringer, som hun higede sådan efter, fordi det var vigtigt at hun nu koncentrerede om det sociale. -Som om det sociale bliver lettere at gå til, hvis man mistrives på andre områder?! Børn bør da opmuntres til at føle, at deres interesser er OK og helt i orden, også selv om de de sidder med dem for sig selv, og ikke lige deler med flertallet af de andre børn!

Jeg har også som barn været en type der havde brug for tid til mig selv. Jeg brugte som regl en halv til hel time hver dag hvor jeg bare tullede rundt på mit værelse, hørte musik tegnede eller bare stenede ud af vinduet. Alle har hvert sit behov og nogle har bare ikke det der konstante behov for at være sammen med andre og ja jeg tror faktisk at i dag ville forældre ikke se det som 'normalt' men heldigvis kendte mine forældre mig så godt at de vidste at det nu engang var mit behov.

als skrev:

Jeg har også som barn været en type der havde brug for tid til mig selv. Jeg brugte som regl en halv til hel time hver dag hvor jeg bare tullede rundt på mit værelse, hørte musik tegnede eller bare stenede ud af vinduet. Alle har hvert sit behov og nogle har bare ikke det der konstante behov for at være sammen med andre og ja jeg tror faktisk at i dag ville forældre ikke se det som 'normalt' men heldigvis kendte mine forældre mig så godt at de vidste at det nu engang var mit behov.

Min storebror var sådan en enspændertype, og det fik han lov til. Han har gode og nære venner i dag, er godt gift og har klaret sig fremragende. Jeg syntes dengang, det var direkte pinligt, at han som teenager kunne finde på at gå i biografen alene - TÆNK, hvis nogen så ham og tænkte, at han ingen venner havde!! - men i dag kan jeg godt se, at det var ham, der var stærk og mig, der var alt for fokuseret på, hvad andre tænkte. Når man ser på jobannoncer i dag, handler de meget om sociale kompetencer - evnen til at teamworke - etc. Og i skolen laver vi sociogrammer over eleverne og bekymrer os, når nogen ikke 'er inde' - selv om nogle af dem trives fint i eget selskab og ikke har behovet for 70 'venner'. Det er skidt, hvis man SLET ikke har nogen og ufrivilligt tilbringer al sin tid alene, men det kan være lige så skidt at føle sig ensom og utilpas med ti 'venner'. Blandt mine elever er det ordet 'populær', der er det allervigtigste - og går man dem på klingen, betyder det bare, at man er en del af en større flok, uanset, om man trives med flokken eller ej. 300 FB-venner og en kontaktpersonliste på 100 på mobilen - så er man lykkelig! Eller også ser det bare sådan ud...