Det er en stor lettelse at kunne sætte et mærkat på problemerne.
Min datter har Valproatsyndrom (bivirkninger af min epilepsimedicin). Det tog 7 år, at få sat navn på. Undersøgelser af psykologen efterfølgende har defineret problemerne nærmere, så alle kunne se, at der var noget galt, selvom der kan gå meget lang tid før man opdager, at hun ikke er 'almindelig'.
Psykologens undersøgelse bekræftede jo, at det ikke var mig, der var skør. Jeg har trukket hende rundt til mange undersøgelser i syv år, for at få sat navn på (eller bekræftet Valproatsyndrom, som det hele tiden har været mistænkt). Det er rart at få at vide, at man ikke har 'brugt samfundets ressourcer' på unødvendige undersøgelser ved at være hypokonder på sit barns vegne.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at der var noget galt, men jeg ville så gerne have en 'diagnose'. Har man en diagnose, har man mulighed for at finde ud af, om det er problemer, man skal lære at leve med, eller om det er noget, man kan 'træne' sig ud af. Og ikke mindst, hvad de fremtidige perspektiver for hendes udvikling er.
Anmeld