Angst

Tak. Det vil jeg kigge på:)Det er altid godt med lidt input og ikke mindst at se at andre oplever det samme :)

Du skal bare være opmærksom på, at det ikke er en direkte stabil angst, og det ikke er en angst der udvikler sig og bliver værre. Det skulle meget gerne blive bedre indenfor realtivt kort tid og må også gerne rykke sig lidt - fra at være bange for buske, til at blive bange for træer, men ikke stadig være bange for buske. Det må helst ikke gå hen og blive noget han får bygget op på, sådan så han bliver bange for det hele...og hen af vejen bliver bange for endnu mere. For skal skal du gå til lægen med ham. Børn kan nemlig godt udvikle behandlingskrævet angst præcis som voksne. Men det du beskriver hér, lyder velkendt. Og det plejer at hjælpe med nogle gode samtaler og lidt grin og fjol :)

Ikke for at male fanden på væggen, men er der sket noget nyt i hans liv? Da min datter gik i sin første børnehave ændrede hun sig fra at turde alting, til at være bange for hele verden. Hun havde det rigtig skidt i børnehaven og vi fik hende selvfølgelig flyttet da vi indså hvor slemt det stod til. Det tog laaang tid at få hende bygget op igen og jeg er ikke stolt af at hun gik der så længe inden vi tog affære. Er han nogen steder hvor du har en dårlig mavefornemmelse med det? Eller sammen med nogen, som du ikke er helt sikker på er gode for ham?

Er angsten efterhånden gået over nu? Som tidligere nævnt er det normalt, at børn er ængstelige, men det går hos stort set alle børn stille og roligt over. Angst som en decideret lidelse er der nok ikke tale om. Ellers tal med pædagogerne, som nok kender til angst hos børn via deres arbejde. Håber, at det står bedre til nu :)

Jeg har Oliver på 6 år, som har det samme. Han har haft det i lang tid, hvor han ikke tør sove på sit værelse, hvis han vågner i løbet af natten, og går derfor ind i stuen og sover på sofaen. Han har været bange for at gå på toilettet alene, men det er langsomt ved at gå over nu. Han tør ikke gå ind på et værelse medmindre lyset er tændt.

Der er dog også sket utrolig mange ting for ham det sidste år. Vi er flyttet i en anden lejlighed, flyttet sammen med min forlovede, han har fået en lillebror, han er startet i SFO nu, og mine forældres hund som han elskede meget højt er blevet aflivet. Så der er intet at sige til hans hovedet er fyldt op, og det er mange ting et barn skal forholde sig til.

Vi væbner os med uendelig tålmodighed herhjemme, snakker meget med ham om tingene, og går med ham hver gang han har brug for det.

Som sagt er det hele begyndt at vende nu, langsomt.

Tror også det er en helt almindelig ting børn går igennem i perioder. For os er det og har været en lang periode, men det er der jo en god forklaring på.

Din dreng nok skal komme igennem det, tror bare man skal give dem plads og tid, og en masse kærlighed :)