En forælders forpligtelse

Sikke tråde afføder tråde for tiden. Skal man pynte til jul for at voksne børn kan få et glimt af barndommens julepyntede hjem? Skal man lade barnets værelse stå når ungen flytter hjemmefra, så de altid har det at komme tilbage til når de er på besøg? Skal man blive boende i huset eller må man sælge sine børns barndomshjem for at flytte i en mindre lejlighed fx (altså også før man når plejehjemsalder)? Skal man stå til rådighed og holde barnets 25 års fødselsdag for hele familien med hjemmebagt kage eller er det ok at sige 'Du er blevet voksen, så du skal holde det selv'? Skal man redde ungen ud af økonomiske vanskeligheder når de er 22 år? Jeg vil naturligvis altid være en del af mine børns liv, men jeg mener også at der kommer en dag hvor de må stå på egne ben og ikke regne med at jeg redder dem ud af alting eller tager over når det er jul og fødselsdag. Jeg vil altid være der til at lytte, give råd, trøste, give husly og varm mad, være et fredet sted hvor de kan græde ud og samle kræfter eller bare sidde og læse til eksamen i fred. Men jeg vil ikke garantere at jeg vil arrangere deres bryllupper, bage kage til alle deres venner når de fylder 30, pynte mit hjem med barndommens nisser eller nødvendigvis være hjemme når de har fødselsdag hvis jeg fx har tilbud om at komme ud og rejse. Jeg husker stadig en gut jeg gik i gymnasium med som mente han skulle have lommepenge af sine forældre som 19-årig og mange af mine universitetsstuderende bor stadig hos mor og far og forventer klart servicering som om de var 8 år gamle (og er rystede over at samme forældre beder dem skovle sne!) Hvor går grænsen mellem uansvarlig og kold forælder og så livslang curlingmor?

Vi snakkede jul...ikke alt det andet.

Hvor går grænsen ? Tjaaa jeg mener ikke der er nogen grænse men ens egen samvittighed og hvad man har det godt med Desuden mener jeg så også at har man gjort jobbet som forælder ordenligt i første omgang er der ikke noget behov for en livslang curling mor

Og ifm julen - hvad med børnebørnene? Men det er måske lige meget, for du er videre og har eget liv?

Det findes der jo lykkeligvis ikke nogle gyldne regler for. Jeg vil mene, at det først og fremmest er et spørgsmål om, hvem man er som menneske, og hvad man selv har det godt med. Fx ville jeg da have det træls med at vide, at min mor pyntede op til jul for børnebørnenes skyld uden selv at føle det som andet end en sur pligt. Omvendt ville jeg måske også blive bekymret, hvis det kom dertil, at hun syntes, det var surt - fordi hun er 'sådan en', der hygger sig med 'juleriet'. Jeg tror også, at Kongsters børn vil kende deres forældre godt nok til at vide, at det hverken skyldes manglende interesse for dem og deres børn eller begyndende livslede, hvis der ikke er nisser og småkager i det lille hjem i december måned. Og så tror jeg egentlig slet ikke, Kongsters børnebørn vil studse over det, for de vil også lære deres bedsteforældre og deres vaner og traditioner - eller måske mangel på samme - godt at kende. Og så må det være helt op til Kongsters børn at skabe deres små familiers traditioner fra bunden - eller skabe tradition for manglende traditioner - eller noget... Jeg kan ikke vide, om min i øjeblikket hinduistiske søn vil holde traditionel jul om 20 år eller flakke rundt i Østen med en rygsæk i stedet for, og jeg håber ikke, jeg vil udstyre mine børn med følelsen af, at de er forpligtet til at komme hjem til jul og føre familietraditionerne videre. Omvendt mener jeg heller ikke, at jeg er forpligtet over for dem til at holde alle traditioner i hævd, når de er blevet voksne. Jeg tror, jeg bliver sådan en 'det-skal-være-som-det-plejer'-mor og -mormor og -oldemor, men hvis jeg nu kommer i en rivende selvudvikling - eller -afvikling - som 50-årig og hellere vil holde ikke-jul i et buddhistisk tempel, så håber jeg, mine børn vil kunne se, at det er sådan, jeg er (blevet), og at det gør mig glad - og at mine børnebørn deraf vil lære at sætte pris på deres halvtossede bedstemor. Nisser eller ej.

Jeg kan kun gribe i egen barm og sige, at mine voksne sønner er ligeglade med deres fødselsdage, de gider i hvertfald ikke holde fødselsdag med boller og lagkage, og inviterer bare nogle venner til middag og rødvin - de er ligesom kommet udover alt det der :laugh: Men de dukker da op til deres små brødres/søsters fødselsdag og fejerer på de smås præmisser. De har heller aldrig julepyntet i deres eget hjem, men har da altid brunkager og vanillekranse når man kommer - også uanmeldt. Men den ældste begynder vel at jule nu han har fået børn?? Måske ikke i år, men så til næste år.... ;) Tror mere det vil være noget deres koner får indført, for jeg tror altså ikke voksne singlemænd selv pynter op :laugh: Og altså, nej gu vil jeg ikke have ungernes værelser stående når de er flyttet - de rum er allrede udset til andre formål, hahaha...men vi ender nok med at flytte, da vi ikke rigtig har brug for så meget plads til kun mig og kæresten. Jeg ved ikke, men jeg ser mere ungerne som noget man har til låns, så derfor indretter jeg ikke mit liv efter dem når de først er fløjet fra reden. Så står de på egne ben, og det gør jeg så også! Nogen seng står der ikke til dem, men de har altid et hjem her....på sofaen, hvis den sku stå på krise i parforholdet. Men jeg har da tænkt mig at ryge og rejse når alle er ude af røret, og de skal godt nok stå tidligt op om morgenen hvis de skal fange mig. Jeg har brugt rigtig mange år af mit liv på børn (35 år, når den yngste bliver 18!) - dejlige år, men når de bliver voksne, så vil jeg altså leve livet præcis som jeg vil leve livet. Helt uden tanke om det er noget DE vil kunne lide eller ej. Synes jeg har givet mig rigeligt, og alderdommen får de altså ikke. Jeg er her hvis de har brug for mig, men fødselsdage, juleaftner med træ og pynt, og fast seng i værelset, er ikke noget de skal regne med vil være som i barndommen! :laugh:

Nu tænker jeg ikke kun på jul, men i det hele taget. Mit barndomshjem eksisterer ikke mere for huset er solgt og mine forældre skilt, så jeg kommer ikke 'hjem' men besøger mine forældre i deres nye hjem (i nye byer) hvor jeg aldrig har boet. Men jeg tænker lidt - hvordan er det at besøge sit barndomshjem? Står værelset endnu og har samme møbler? Er det som at komme hjem? Jeg tænker umiddelbart at mit liv bliver noget anderledes når ungerne er flyttet hjemmefra. Jeg glæder mig på ingen måde til at de ikke skal bo her længere, men jeg planlægger bestemt at rejse mere, måske flytte, måske uddanne mig mere. I det hele taget ser jeg det nok som en ny fase i livet og jeg kunne godt forestille mig at flytte til et andet land sådan en 5 - 10 år for så at vende hjem igen når ungerne skal til at have børnebørn. Fra de flytter hjemmefra og til de bliver gift har de jo alligevel travlt med at studere, feste, have kærester osv :-)

kongster skrev:

Nu tænker jeg ikke kun på jul, men i det hele taget. Mit barndomshjem eksisterer ikke mere for huset er solgt og mine forældre skilt, så jeg kommer ikke 'hjem' men besøger mine forældre i deres nye hjem (i nye byer) hvor jeg aldrig har boet. Men jeg tænker lidt - hvordan er det at besøge sit barndomshjem? Står værelset endnu og har samme møbler? Er det som at komme hjem?

Det er sjovt, for i et af mine (mange) romanudkast - som jeg skriver ret seriøst på lige i øjeblikket - er jeg netop 'i gang med' en ung mand, der kommer tilbage til barndomsbyen og 'opdager'/erkender, at han er frarøvet noget, fordi han ikke har et barndomshjem - forældrene blev skilt kort efter, han blev student og flyttede fra byen. Det bliver jo til rene gætterier fra min side, hvordan dét så føles - men jeg synes, det er spændende at tænke over og prøve at sætte sig ind i. Det, at man ikke kan 'komme hjem' mere. Min mor og min stedfar bor i samme, store hus - med de samme naboer ;) - og det har betydet en del for mig, at noget var, som det plejede, da jeg flyttede hjemmefra. Nu bor jeg så tæt på dem, men for min bror, der bor i USA, er det meget betydningsfuldt at komme 'helt hjem', når han er i DK - det ville være et stort savn for ham, tror jeg, hvis det pludselig var et nyt, ukendt hjem, han besøgte vores mor i. Vores gamle værelser er for længst taget i brug til andre formål, og der er ikke meget 'af os' tilbage i huset - heldigvis, ellers ville det jo være et museum. Jeg tror absolut, man kan savne et hus, selv om det bare er et fysisk sted - for nogle år siden kørte jeg forbi min mormors og morfars gamle hus med mine børn, og jeg blev rigtigt ked af det, fordi det mindede om noget, som var, og som aldrig kommer tilbage.

Nååååå på dén måde! Jamen jeg synes det er forfærdeligt at være hjemme i mit barndomshjem!! Jeg kan næsten ikke rumme det, for alt står som det altid har gjort, men indholdet og livet mangler - nu er mit barndomshjem så ikke en lille lejlighed, men en kæmpe ranch hvor der drives forretning, og på grunden bor dem der arbejder der i tilstødende huse. Og de arbejder der endnu. Og noget af min famile passer ranchen og bor der i perioder og sørger for vedligeholdelse mm. Når jeg kommer hjem, så kan min hjerne SLET IKKE rumme, at intet er som før. Jeg kan ikke forstå min Far ikke er der, og har faktisk præsteret at gå rundt og 'tale med ham' eller siddet og ventet på ham, for det føles som om han er lige på trapperne. Jeg kan drive mig selv til vanvid med det! Og jeg har det sådan lidt dobbelt med det hele, for på én måde VIL jeg have at alt skal blive stående, så jeg kan snyde mig lidt til minderne og synke ind i dem totalt. Omvendt kan jeg ikke bo der på den måde, men har ikke hjertet til at fjerne alt det gamle og totalt slette minderne og måske få et hjem ud af det. Jeg har før tænkt på at sælge det hele, men kan ikke rumme tanken om at jeg så ikke længere kan komme hjem og synke ned i minderne, selvom jeg i virkeligheden tror det er usundt for mig! Sidst da jeg var hjemme pga stormen og skulle bo der et par uger, var jeg nærmest ved at blive sindssyg. Det at ligge i min gamle seng, på mit værelse var simeplthen så surealistisk, lydene var som de altid havde været og det var ligefør jeg kunne have svoret at mine forældre gik på gangene og talte, og da jeg vågnede om morgenen, så var jeg næsten HELT overbevist om, at de sad nede i stuen og drak kaffe - og shit da hvor blev jeg skuffet over, at de selvfølgelig ikke var der. Til sidst måtte jeg tage på Motel for jeg kunne ikke klare det psykisk :laugh: Hahahahaha, totalt latterligt. Jeg ved det godt!!!

Charlotte d. 17. skrev:

Det er sjovt, for i et af mine (mange) romanudkast - som jeg skriver ret seriøst på lige i øjeblikket - er jeg netop 'i gang med' en ung mand, der kommer tilbage til barndomsbyen og 'opdager'/erkender, at han er frarøvet noget, fordi han ikke har et barndomshjem - forældrene blev skilt kort efter, han blev student og flyttede fra byen. Det bliver jo til rene gætterier fra min side, hvordan dét så føles - men jeg synes, det er spændende at tænke over og prøve at sætte sig ind i. Det, at man ikke kan 'komme hjem' mere.

Du kan jo prøve at sende mig det :-) Så skal jeg kommentere.. Og i øvrigt må i hvert fald én af naboerne da være ny ;-)