Kollegial etik?

Frede skrev:

Jeg synes, det er fint nok at involvere ledelsen, men jeg synes til gengæld bare, det så skal komme fra rette vedkommende selv.

Nu kan interne stridigheder jo altså også være en belastning for omgivelserne, så nogengang må man altså selv tage affære, hvis de involverede parter ikke selv vil.

Charlotte d. 17. skrev:

- er man så en skiderik, når man nævner problematikken for sin leder, fordi man ikke selv evner at trænge igennem til A?

Nej! Man er aldrig, aldrig forpligtet over for en mobber. Jeg syn's faktisk man har en forpligtigelse til at gribe ind - helt på samme måde som hvis der var tale om fysiske overgreb.

Frede skrev:

Jeg synes, det er fint nok at involvere ledelsen, men jeg synes til gengæld bare, det så skal komme fra rette vedkommende selv.

Det er jeg slet ikke enig i. Folk der bliver mobbet og chikaneret skal netop ikke være overladt til at klare sig selv. Det er en svær situation at være i i forvejen. Det er netop der man som kollega skal hjælpe; forpligtelsen og loyaliteten skal ubetinget ligge hos den der bliver overfaldet, ikke hos den der overfalder. Desuden er Charlotte jo den der ved, at det sker som bevidst chikane. Ville du være i tvivl hvis der var tale om fysiske overgreb? Sex-chikane?

Charlotte d. 17. skrev:

Lærere er generelt meget autonome og bryder sig ikke om, at ledelsen blandes ind i, hvad der foregår i 'det skjulte'. I dette tilfælde er vi imidlertid helt ude i noget, der ligner hetz og chikane, og når jeg ikke selv kan påvirke A, kan jeg ikke se andre udveje.

Hvis der er nogen, der anfægter andres autonomi hér er det vel A? Hetz og chikane skal man sige fra overfor - også selvom det er pakket mere eller mindre pænt ind.

Hvis du ønsker helt rene linjer, kan du jo lige orientere A og B om at du er gået til ledelsen. Men naturligvis skal du gøre noget ved det, når du ikke kan trænge igennem selv. Jeg kender godt lærer-miljøerne hvor man skal være mere 'venner' end kollegaer og ikke må 'sladre', men det er dét man har en ledelse til. Go!

Kunne det være en mulighed at tilbyde B at gå MED til ledelsen - fortæl B hvad du oplever og tilbyd din hjælp? Uanset hvad B siger, påvirker det jo dig, så synes på ingen måde, at du overskrider noget som helst - nærmere at du er en skiderik hvis IKKE du handler ;)

Hvad er det med As 'arbejdsmetoder'?

Jeg har talt med lederen, bl.a. for at forberede ham på, at dette nok fører mere med sig. Og jeg har talt med B, som var glad for, jeg havde fortalt det - hun var bange for selv at 'sladre' og evt. blive opfattet som nærtagende. A er en af mine allernærmeste samarbejdspartnere. Han er 60 og er desværre blevet fejlfinder og 'gammel, sur mand' de sidste par år. Sidste år vendte han tilbage til fuldt skema efter at have været TR i ca. ti år, og det har været hårdt for ham - der er også en såret stolthed, fordi han blev 'væltet' som TR. Hele sidste skoleår brugte han på at beklage sig over, hvem der bestilte for lidt, og at arbejdsbyrden var ulige fordelt. Han havde/har bestemt en pointe, men blev meget personlig og fandt syndebukke, som han næsten konstant talte dårligt om. I år har han så fået øje på, at nogle af 'de unge' - bl.a. B - arbejder FOR MEGET (!!) efter hans opfattelse. At en ung kollega fx kommer på skolen weekend efter weekend for at rette opgaver osv. Denne kollega har et lille barn og foretrækker derfor at sidde på skolen i fred og ro. Vedkommende har det godt, er ikke stress-ramt eller noget i den stil - og gør altså bare tingene på den måde, der passer ham. Så er der B, som er et energibundt, der altid er i sving. Hun har tre små børn og får derfor også udnyttet tiden på skolen meget effektivt for at få noget fra hånden. A mener, hun 'stresser rundt', og at det påvirker os andre negativt, når hun fx i frikvartererne sidder og kigger på afleveringsopgaver, klipper og klistrer osv. Han ønsker, at 10- og 12-frikvartererne skal være 'arbejdsfri' i den forstand, at man skal kunne spise sin mad uden at se på kolleger, der sidder og arbejder... Og så har han altså fortalt mig, at han vil være 'efter hende', så hun 'falder ned' - og det har han så i den grad været. Små, stikkende bemærkninger, 'trusler' om at tage det op på et fællesmøde, at der skal være arbejdsfri zone i frikvartererne, 'Hold nu op med at sidde og tale fagligt hele tiden, B!' osv. Jeg kan sige meget godt om A, men mest i datid, desværre. Jeg ønsker virkelig for ham, at han får et godt eftermæle, men han er ved at ødelægge det for sig selv, og jeg har meget svært ved at trænge igennem til ham og fortælle, hvad jeg - og andre - ser.

Øh??? Jeg kan sagtens sætte mig ind i en bekymring for en kollega der arbejder for meget. Det har jeg selv oplevet og jeg har taget fat i både kollegaen og ledelsen. Men det var udfra omsorg og bekymring og fordi det ikke virkede til at kollegaen havde det godt. At klage over at folk arbejder når de er på arbejde - det er da helt hen i skoven!! Man SKAL da ikke snakke privat i arbejdstiden? Det virker som om A er sur over at kollegaer 'ødelægger akkorden' ved at arbejde meget og dermed sætter ham i dårligt lys

Altså jeg vil strække mig så langt som til at det kan være fint nok at tale om at nogle steder er pausesteder og nogle steder er mere faglige - jeg har ind i mellem rigtig meget brug for at lægge det hele fra mig i 10 min. selvom jeg er på arbejde. Men det kan aldrig blive noget som én person definerer og det kan slet overhovedet ikke berettige at man er efter nogen. Hvor var det godt at du gik til ledelsen, det lyder som om det var lige den opbakning, B havde brug for.