Hun slår!

Vi er glade forældre til en dejlig 5 årig pige. Men vi har fået et problem med hende som vi ikke ved hvordan vi skal løse. Hun slår når hun bliver sur og frustrerede. Hvis der f.eks er noget hun ikke får lov til (få en is, slik, gøre et eller andet) og hun får et nej, bliver hun enorm gal, smider det første og det bedste hun har inde for rækkevidde ned på gulvet i frustration og slår ud efter en. Vi har forsøgt at fortælle hende at vi ikke vil have at hun slår og sendt hende utallige gange på været værelset. Hjælper ingen steder. Lidt efter kommer hun ud igen og trods det at vi sætter hende på værelset straks derefter kommer hun ud igen, og dette kan fortsætte nogle gange. Tilsidst løber hun ind i stuen og smækker døren hårdt i med et ordentlig brag. Mange gange lader vi hende så være, og andre gange tager vi hende i armen og bærer hende ind på sit værelse igen - altsammen uden effekt. Vi aner snart ikke vores levende råd om hvad vi skal gøre. Det er som om hun har vat i ørenene. Hun er garanteret frustreret over noget helt andet, men hvad ved vi ikke. Børnehaven tilbød os før sommerferien at hun kunne snakke med en psykolog fordi hun også var gal dernede, men vi har efterfølgende snakket om at det ønsker vi ikke. Hun skal i skole til næste år og vi ønsker ikke at der skal stå i hendes papirer at hun har adfærdsproblemer,er ikke ligefrem det fedeste at have stående i sine papirer, ved det hun faktisk er en utrolig sød og dejlig pige som der ALDRIG har været noget med. Nogle der kan give et godt råd om hvad vi skal gøre? Hilsen de frustrede forældre

Hvis man nu krydsrefererer lidt, så kan man se at du i en anden tråde fortæller om at du og din mand har haft det dårligt sammen, at du overvejer skilsmisse og generelt har mistet interessen for ham.. Så virker det for mig ikke så mærkeligt, hvis din datter er frustreret. De mærker det hele, gør de små... Hvad man så kan gøre ved det? Jeg ville i hvert fald ikke sende hende på værelset, men give hende et knus. Min søn er også meget fysisk og kunne - især da han var mindre - slå og kaste med ting når han blev vred. Vi snakkede med ham om det og om at man kunne slå i en dyne eller tæve en madras eller smide puder ind i væggen, men ikke slå på andre eller smadre tingene. Han har bare brug for at få afløb for kræfterne når han er sur. Og så har hans far slåsset og kæmpet en masse med ham og lært ham om hvor man kan slå og hvor hårdt og at det altid kun må være for sjov - man må aldrig slå i vrede. Men for sjov skal jeg lige hilse og sige at de går til den og vores datter er også med og får lige så mange knubs. Nogle børn er bare mere fysiske end andre og skal lære hvordan de får afløb for det - i glæde og i vrede.

Kan det ikke tænkes, at hun kan mærke at du og din mand ikke har det så godt, og at det er den dybereliggende grund til at hun er vred og opfarende? I dk har vi sådan en ting med at det er pinligt at gå til psykolog og at hvis du først gør det, så er du nærmest klar til indlæggelse på den lukkede. Men det kan faktisk være en rigtig god ting. Jeg går selv til psykolog lige for tiden, og det er skønt at lukke en masse møg ud dernede. At man går til psykolog betyder jo ikke nødvendigvis at man har eller får en diagnose.

Jeg kan ikke forstå at så mange mennesker frygter at sende deres barn til psykolog. Pædagogen siger det jo fordi de mener det kan hjælpe jeres datter. Og NEJ man bliver ikke stemplet. Jeg synes det er en styrke at man 'tør' hjælpe sit barn og i skal se det som en hjælp - ikke et nederlag. Jeg har selv lige været oppe og snakke med skolepsykologen angående min store søn. Der var nogle problemer jeg ikke selv kunne løse omkring ham og jeg ville meget gerne have noget hjælp og vejledning. Efter to samtaler med hende føler jeg mig meget bedre rustet til at takle hans begyndende teenage-alder. Det blev slet ikke nødvendigt at sende min søn derop - jeg skulle bare have noget hjælp til at takle ham. Jeg indrømmer gerne at jeg synes det er svært at være forælder engang imellem og derfor bad jeg om hjælp.

Jeg synes I skal tale med børnehaven om at I kan tale med psykologen. Jeg ser det også som en reaktion på familiens situation og tænker at det er en helt normal reaktion hos et helt normalt barn som hendes forældre har brug for redskaber til at tackle. Og så har jeg altså svært ved at se det forfærdelige i at der i evt. papirer fra børnehaven står at man i en periode slog og at det blev løst af forældre og professionelle i fællesskab - jeg synes faktisk det er værre hvis der et eller andet sted fremgår at børnehaven har observeret nogle problemer men at forældrene ikke er indstillet på at modtage den tilbudte hjælp. Har du evt. overvejet at søge psykolog-/pædagog-/anden hjælp et andet sted. Synes jeg har set flere private organisationer der tilbyder den slags - og jeg tænker at I måske i det hele taget kunne have godt af at vende familiens situation med en professionel.

I USA er det lige omvendt, der bliver man nærmest mobset hvis ikke man får en psykolog til sit barn :laugh: Psykologer er rigtig fede værktøjer til at få løst op for nogle problemstillinger, og som en anden er inde på, så er det ofte alt rigeligt at man selv snakker med psykologen!! Tænkte iøvrigt præcis som Kongster, din datter kan garanteret mærke at der er noget galt mellem jer, børn er som kalkérpapir og opfanger lynhurtigt en 'forkert og/eller anden mis trivsel' og ret ofte tror børnene fejlagtigt, at den dårlige stemning skyldes dem, og at det er deres skyld, hvorfor de ubevidst/bevidst prøver grænser af for at se jeres reaktion......

Welcome in our team. Vi skal ikke skilles men har 3 børn som din. Har din datter altid været sådan eller er hun blevet det på det sidste? Hvad jeg selv gør er at låse døren(når de skal være ind men gider ikke og kommer ud hele tiden). Der skal være noget der skræmmer dem åbenbart. Deres far behøver ikke at låse døre fordi han ser skræmmende nok ud. Men jeg er for sødt og skal bruge andre metoder. Eller spørger jeg om jeg skal tage pinden, den virker også skræmmende for dem. Hvis det spørgsmål ikke hjælper tager jeg bare pinden og som regel hjælper det, jeg behøver slet ikke at slå. Det er mine metoder og kun jeg bruger dem fordi jeg ikke har fundet nogle bedre. Desværre virker de kun for kort og snart er de store banditter igen. David har en støttepædagog i børnehaven og er meget glad for hende. Det er jeg også. Men det hjælper kun dem i børnehaven, herhjemme er han stadig den samme, no change at all. Men jeg føler mig tryg når David er sammen med hende for han har brug for en der passer kun ham. Hun er bare så sødt ved ham. Jeg ved ikke om det er en mask men hun snakker til ham med så meget kærlighed...

Mht til ts, så vil jeg også anbefale at den lille pige får et følelsesmæssigt helle i form af en psykolog :)

Nu er jeg ikke moderator på denne tråd, men jeg har bedt moderatoerer/webbie om at flytte alle irrelevante indlæg, så trådstarter kan få sin tråd tilbage. Jeg synes det er tarveligt og uhøfligt at bruge en forholdsvis ny brugers tråd til en mere eller mindre privat diskussion (som vi har snakket om 1000 gange ikke skal ødelægge trådene). Hvis vi gerne vil have nye brugere, skulle vi måske sørge for at de føler sig velkomne når de er her. Og ja - jeg har selv været med til det og undskyld musen. Jeg håber tråden kommer tilbage til dit emne igen.

Hej alle, En lignende tråd har vi tidligere haft, hvor NifiFin mener, at alle danskere slår deres børn. Har man behov for at debattere dette igen - i en ordentlig tone - så er man velkommen der. Alle indlæg i denne tråd, der ikke har relevans til trådstarters indlæg vil nu blive slettet.