Jeg tror, at den største udfordring for de fleste af os er, at selvom vi vil vores børn det bedste, og selvom vi gerne anstrenger os, så gør vi tit tingene 'forkert'. Vi lever ikke op til vores egne forestillinger om den harmoniske familie, den venlige snak, den udviklende meningsudveksling osv. Vi bliver kede af det, når det ender i konflikter, gråd, hyl, surhed osv. Og vi er følsomme omkring det, har ikke lyst til at andre borer i det, vi ikke gør godt nok, for vi gør det jo ikke med vilje dårligt, og vi vil jo så gerne gøre det godt nok.
For mig at se lyder situationen med voldsomme reaktioner på 'ingenting' som en helt almindelig reaktion hos en 2-årig. Om ungen så råber 'du elsker mig ikke' eller kaster sig skrigende & tomatrød på gulvet i supermarkedet - det er underordnet, problemet er den afmagt, som barnet føler, fordi det vil mere end det egentlig kan - fysisk og/eller psykisk. Og faktisk er jeg 100% sikker på, at ALLE mødre til 2-3-årige kan fortælle dig om situationer, der til forveksling minder om din. Selvfølgelig er børn forskellige, så nogen reagerer mere end andre. Og selvfølgelig er mødre forskellige og alt muligt andet i hverdagen - jeg er fx ikke et sekund i tvivl om, at grunden til at vi havde flere konflikter med drengen end vi havde med hans lillesøster små 2 år senere var lige præcis at min evne til konflikthåndtering med en 2-årig og en baby i huset led under den manglende nattesøvn og umuligheden i at opfylde to børns meget presserende og forskellige behov samtidigt.
Jeg tror, at noget af det vigtigste man kan gøre, er at snakke åbent om sine udfordringer med andre forældre - og at tage åbent imod de kommentarer, der kommer. Man kan tage den inspiration, man kan bruge - og hvis nogen helt har misforstået situationen, så ved man det jo bedst selv. Ikke mindst et sted som her kender vi jo kun en redigeret udgave af sandheden omkring livet i den enkelte familie, så den enes gæt kan være lige så godt som den andens. Men lige præcis det at dele med hinanden, at vi alle hver især har vores udfordringer med de 2-årige, kan give styrke i at man indser, at man altså ikke er en dårlig mor, bare fordi den 2-årige får gentagne voldsomme vredesudbrud. Det hører simpelthen med til den alder. Morens opgave er så at håndtere reaktionerne på en hensigtsmæssig måde og hjælpe barnet over den svære alder.
Den gode mor er ikke hende, der gør tingene godt - men derimod hende, der ihærdigt arbejder på at gøre tingene bedre...
Anmeld
