\"mor - du elsker mig ikke\" - citat carl 2½ år

I går havde vi lige en helt fantastisk hysteritur i forbindelse med at prinsen skulle have nattøj på... Da jeg siger han skal ud at have nattøj på - fuldstændig som vi plejer, bliver han stiktosset og vil ikke og siger så ovennævnte citat.. Det er ikke spor sjovt... Carl gemmer sig og vil ikke, jeg tager ham op, og går ud for at give nattøj på - men så går han helt op i limningen og bliver mege hysterisk, slår og sparker.... det vil jeg ikke finde mig i, så han får en pause, så han lige kan køle lidt ned inde vi begynder på en frisk.(Han er blevet så hysterisk, at jeg ikke kan holde ham og give han nattøj på uden det vil udarte sig i vold - og det er jo ikke lige frem meningen med det hele) Og mens han så står der og holder pause, råber han de væreste ting efter mig..som 'mor- gå med dig, du behandller mig dårligt' 'du kan ikke lide mig' 'de elsker kun far' osv.... Det såre helt vildt - selvom jeg godt ved at han ikke er fuldstændig klar over alle ord og begræbers betydning. Når, men da han så, efter 3-4 min, var kølet lidt af, og jeg gik ud til ham, og snakkede med ham og vi var blevet gode venner igen , sagde han 'far skal give mig nattøj på, fordi det er meget hyggeligere' Great.... så føler man sig lidt som en fiasko.. selv om det er lidt sjovt alligevel... Hvordan gør man???

Det hedder selvstændighedsalderen, og det kan være rædselsfuldt - jeg husker det tydeligt! Jeg tror, dit eksempel er klassisk i og med at det viser et eksempel på noget, hvor din 2 1/2-årige på den ene side demonstrerer, at han vil selv, på den anden side (måske?) ikke er parat til det, bare på vej... min 4-årige har fx længe taget tøj på selv, kommer bare og beder om hjælp med knapper og lynlåse. Helt konkret har jeg det råd til dig, hvis det er påklædningsseancerne, der typisk ender i konflikter, at du lærer drengen selv at tage (nat-)tøj på. Lav en leg ud af at give ham en bukseble, som han selv skal trække op over numsen (så kan du lige rette til, så den sidder ordentligt). Og giv ham noget let nattøj på: Bukser, han selv kan trække op, og en t-shirt han kan stikke armene igennem selv. Måske synes han at det er ok, at du tager knapperne, men hvis han vil helt selv, så prøv at klare jer med 'nemt' tøj. I det hele taget gælder det i den alder om at undgå så mange konflikter som muligt. Ikke ved at give efter for hysteriske anfald og mærkelige ønsker, men ved at undgå de situationer, der plejer at blive til konflikter. Måske er det med at 'far er meget sødere' bare noget han siger, men måske kan du også se på, om drengens far rent faktisk gør noget på en bedre måde, når han giver tøj på... som du kan kopiere. Måske drejer det sig i dit tilfælde også fx om at drengen synes, at han bliver for hurtigt revet ud af en leg og ikke har rid til at omstille sig til nattøj & seng - og så kan du arbejde med rutinerne omkring nedgearing og hvordan du 'varsler' at det nu er ved at blive sengetid. Held og lykke!

Tak...

Ja er meget enig i hvad Johanna siger dog vil jeg indskyde at jeg synes det er alt for tidligt til at et barn i den alder skal være ked af det alene. Når Tjalfe en sjælden gang bliver så ked af det at han siger 'mor gå væk' så siger jeg til ham at når jeg kan se at han er SÅ ked af det så går jeg selvfølgelig ingen steder og så ændrer hans ked af det hed fra panik til at komme ud med det. Det er vigtigt at man kan rumme alle ens barns følelser. Jeg synes mere at det lyder som om han bliver presset lidt for meget måske med 'nej' eller 'gør det selv' og så må man sætte tempoet ned :) Skriv endelig og spørg hvis mere. :)

Jeg syns det lyder helt vildt at et barn i den alder kan finde på at sige sådan , han må jo ha hørt det et sted . . . Ellers meget enig med både Johannamor og Kirle

Soap skrev:

Jeg syns det lyder helt vildt at et barn i den alder kan finde på at sige sådan , han må jo ha hørt det et sted . . .

Jeg bliver faktisk lidt ked af det når du skriver sådan.... for det virker meget bebrejdende! og det er i hvertfald IKKE hjemme han hører det! Vi er en meget homogen familie, og diskuterer (på den negative måde) sjældent, og hvis vi gør - så er det altid når han ikke er tilstede. Om det er vildt at han kan sige sådan ved jeg ikke, men generelt er mine tilbagemeldinger fra både læger og pædagoger som ser ham (og så arbejder med bør i den alder), at han er meget velformuleret og virker på den måde meget ændre end han er... Hjemme hos os, går vi meget op i at være søde og kærlige ved hinanden. Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vi hverdag siger til hindanden og til Carl 'jeg/mor/far elsker dig' - men samtidig må man lære at der er grænser for, hvad man kan tillade sig (og her er at slå og sparke IKKE tilladt og det har en konsekvens) Lige til Kirle - pause er altså ikke i flere timer med 2-3 minutter (en testet og afprøvet metode, som ikke giver nogle skader eller men, men giver helt små børn en forståelse for at der med handling er konsekvenser) Carl brokker sig normalt lidt, når han skal have nattøj på og i seng, men kun sådan jeg vil ikke, jeg vil hellere... og sådan.. men det er bare snak og når vi så kommer ud til nattøj og tandbørste så er det en hyggestund ligesom godnathistorien. Det var bare hele denne situartion, hvor han gik helt agurk - men sådan er jeres børn tilsyneladende ikke kan jeg forså (bliver aldrig sure og hysteriske fori de ikke lige må det de geren vil, men det er jo også dejligt og hvor må det være let) Johannamor... Synts dit svar var meget brugbart og giver en idé om, at jeg ikke er den eneste som har et barne som har en stærk vilje/selvstændighedstrang.

Mit barn er 'kun' 23 måneder og kan få de vildeste hysteriske anfald. Hun er en charmetrold, en rigtig krammer (giver de bedste kram), og pige der vil fremad. MEN meget hysterisk når hun ikke får sin vilje. Hun kan sidde på gulvet og sparke i jorden, stå og halv skrige hysterisk osv. Og sådan er hun bare, hun er bare en af de børn der har super meget temeprament og har det MEGET svært med nej. Men det er ikke ensbetydende med at vi føjer hende, hun skal stadig lære hvad der er rigtig og forkert, må ikke må osv. Og så må hun jo stå og skabe sig lidt indtil hun finder ud af at det ikke nytter noget. Vi prøver at aflede opmærksomheden osv, men er sku ikke altid det virker. Har damen fået en ide, så er det dælme svært at ændre hendes tankebane. Jeg tror at når han jo får at vide i elsker ham, må det jo i hans overfortolkende verden betyde at hvis jeg ikke må det her så er det fordi i ikke elsker mig. Ligesom med så mange andre situationer hvor de overgeneralisere eller overfortolker. Han er jo ikke så gammel endnu, så for ham er jeg elsker dig og du er sød osv akkurat det samme, men for dig er der stor forskel, og du har nok en større betydning for ordet elsker end din dreng har. Jeg ville ikke ligge så meget i det, når han ikke er ældre.

Jeg syns det er utroligt at man ikke kan skrive noget herinde efterhånden uden nogen ska ta det ih og åh så personligt Glem jeg skrev det , glem hvad jeg egentlig mente ... Bar glem det ..

Jeg regnede også med at en pause var det antal minutter som barnet er :) Men der er meget delte meninger omkring hvornår man bør starte med time-out. Vi gør det ind imellem.Tror måske vi har gjort det 5gange i alt. FOrdi når han slår eller reagerer så er det jo også kommunikation. Det er mindre hensigtmæssig kommunikation ja men det er gråd jo også kan man sige :) JEg tror det er meget individuelt hvordan man vælger at opdrage sine børn. Men der er ingen tvivl om at det er de voksne som er de ansvarlige for de gode ting som børn gør og de dårlige. Det er det som er min pointe. Du er den voksne du vælger om der skal 'spids' på. Det kan være du er stresset eller skal lave mad og derfor er han lidt i vejen når du får 40. gang skal ind og se på Brio togbanen og den negativitet imiterer barnet. Og små børn kan bare ikke overskue konsekvenserne af god overfor dårlig opførsel. Men jeg synes du skal skrue forventningerne lidt ned og så se om der sker en ændring i løbet af en uges tid eller ej. Nogengange ligesom voksne har børn også bare dårlige perioder det er forventeligt - de er jo også mennesker :) Men som oftest kan meget afhjælpes ved at træde et par skridt tilbage :) Og jo det at kunne rumme sit barns negative følelser er også meget vigtigt. Det skal jo helst ikke være sådan at barnet føler at det bliver straffet fordi det føler at det ikke bliver hørt eller er ked af det måske endda retfærdigt, for vi kan jo ikke vide eller se alt. JEg håber at det smøre jeg har skrevet kan sætte nogle tanker igang om hvordan du måske kan gøre noget anderledes :) Pøj pøj med det hele :)

@als... Det er jo også mig som bliver ked af det - ved god han ikke forstå foreskellen, men alligevel blev jeg ked af det... Det er jo det samme som at sige 'du er dum' eller ligende.... @Soap... Det er ikke sådan ment - men nogle gange må man huske på - at skrevne ord er meget svære at betone, og derfor er man nødsaget til at tænke over sin formuleringer, hvis man ikke vil virke bebrejdene eller negativ... OG jeg taler af egen erfaring... jeg er nemlig mester i at være direkte og ikke ligge kortene imellem - det giver knops! men man må jo bare lære og bliver klogere hvergang. Når, men nok op det.... I øvrigt - lære de jo meget alle steder fra. EKS sad vi sidste sommer og spiste og pludslig ud af den blå luft sagde ungen 'hold kæft' - tja... og hvor kom den fra sad vi med åben mund og polypper... Vi talte med dagplejen, og den store dreng (14 med. ældre end Carl) som gik der, tja.. han sagden den slags, selvom hun var efter ham. Og faktisk lagde jeg efterfølgende mærke til, når jeg hentede samtidig med denne drengs mor, at hun talte sådan til sit barn.... uhhh. hvor jeg krummede tær. Men det går jo alt sammen - ingen grund til at være sur over det - ville bare gerne høre andres oplevelser og god råd til at takle sådan en situartion - det er jo ikke ligefram hvardagskost.