Hvor pylret er du?

Min tre-årige dreng har netop bevæget sig ind i en ny fase, hvor der igen skal klatres meget højt og hoppes utroligt højt opppefra :unsure: Det er jo dejligt med energifyldte børn med mod på udfordringer, men kan I med ro i sindet nyde kaffen på legepladsen, når jeres børn står på et ben på legehusets tag? Måske er jeg en lidt pylret type, men jeg må til tider vende ryggen til og minde mig selv om, at det heldigvis ikke er så ofte man hører om fatale ulykker - 7-9-13. :blink: Vender I ryggen til og beder en lille bøn eller er I helt rolige?

uh det e rlidt forskelligt og kommer an på i hvilken sammenhæng og hvilket overskud der lige er. Tit er jeg den mest rolige af mig og kæresten. han tror jeg nogle gange hun går i stykker af at falde og slåsig lidt. Jeg vil ikke være 'pakke datter ind i bobleplast typen'. Er det decideret farligt så er jeg der ellers må hun tage de slag det giver og så står jeg klar med en krammer og plaster.

Jeg er megapylret... Vi lader ikke vores søn på nu 2 år og 8mdr - heldigvis kalder han på os (endnu) når vi sætter os eller ikke lige forstår at vi nu skal løbe... :) Ved ikke hvordan jeg vil have det med at han klatrer oppe på et tag... Tror jeg vil bede ham om at holde mig i hånden hvis han virker usikker og hvis han virker sikker vil jeg nok bare stå ved siden af og håbe at han falder mod mig og jeg kan gribe ham skulle uheldet være ude. Generelt synes jeg at han er rigtigt dygtig til at kende sine egne begrænsninger så hvis han er usikker så beder han som regel om en hånd :)

Nej, jeg er ikke pylret og nej, jeg vender ikke ryggen til. Jeg har tre måder at håndtere det på. 1) du KAN falde og slå dig meget, så bare du er forsigtig, sker der ikke noget 2) NEJ! (Såsom ved bratte kanter og stejle skrænter - får opkastningsfornemmelse af angst) 3) hvis du slår dig, får du tæv med en tændstik! Drengene selv er meget lidt pylrede. De bliver nærmest flove, hvis de har så ondt, så de skal græde. Tim især - han er jo opereret og efterladt med grater i gipsen i hælen uden autoriteterne tog notits af det og JEG måtte slå en mand ihjel for at få den skiftet *grr* Jeg må ofte fortælle dem, at man skal/bør/må/har behov for at græde af og til :)

Jeg er ikke pylret. Begge mine har gået i udflytterbørnehave og hvad de ikke har været med til der... Jeg har kigget på at de kravlede rundt på tage, svingede sig i tove der hang højt oppe i luften og løb ned af stejle skrænter. Begge kan også håndtere en økse og en dolk. I min datters børnehave var der faktisk én der brækkede et håndled - i puderummet! Og jeg har en god ven hvis søn faldt ned af en skammel i køkkenet (ca 20 cm høj) og brækkede armen to steder. En kollegas knægt faldt i skolegården og brækkede armen. Pointen her er, at de kan komme til skade de mest utrolige steder og det vigtigste er at lære dem at kende egne grænser og give dem en god motorik. Og det får de kun hvis de får lov at kravle og at slå sig lidt. Hvis det virkelig er farligt (kravle på gelænder med 2 meter fald til betontrapper i kælderskakt) så får de ikke lov og de gør det heller ikke, for de ved godt at det er farligt når jeg siger nej. Ligesom de ikke må svømme i havet uden en voksen. Eller gå over Frederikssundsvej alene. Men der er faren også meget reel og risikoen er ikke at de bare slår sig lidt. Det er en daglig hændelse herhjemme at en af ungerne får knubs ved at klatre, slås med far, gynge i trapez etc, men de piver ikke.

Nogen gange vender jeg ryggen til og håber på det bedste. Forddi et er hvis de brækker benet eller lign. MENNN de kan jo osse brække nakken og dø af det. Ja, sorry.. Man er vel MOAR. Men lige så tit synes jeg egentlig at han skal have lov. Det er lidt lige som når jeg opdrager. tager ikke alle kampe, noegn gange vender jeg ryggen til og lader som om at jeg ikke ser at han er en møgunge. For tror man skal tage dem der er vigtige.

Synes egentlig ikke at jeg er pylret. Det er mest med ting som, at gå inde i siden af vejen, blive inde på perronen til toget holder. Altså der hvor der er en risiko, hvis ikke de følger reglerne. De må hellere end gerne kravle op og falde ned - de skal jo lære det. Hvis ikke mindst en af dem kommer hjem med en skramme et sted, har de nok kedet sig. PS: i børnehaven må man snitte med kniv, når man er 4 år - ikke mine, de må vente til de er 4 og 20 :S

kongster skrev:

Hvis det virkelig er farligt (kravle på gelænder med 2 meter fald til betontrapper i kælderskakt) så får de ikke lov og de gør det heller ikke, for de ved godt at det er farligt når jeg siger nej. Ligesom de ikke må svømme i havet uden en voksen. Eller gå over Frederikssundsvej alene. Men der er faren også meget reel og risikoen er ikke at de bare slår sig lidt.

Se; præcis dér går mine grænser også, men det kalder jeg ikke at være pylret; det er ansvarlighed! Ellers har jeg totalt is i maven, når de balancerer og klatrer; jeg tror på, at de kan klare det, og -vupti- så kan de det også. Der kommer aldrig bemærkninger om at passe på; hvis først de bliver nervøse, er det mere sandsynligt at det går galt. Blå mærker op og ned ad benene er en kronisk tilstand for min datter - hun aner ikke engang hvornår hun har fået dem :P

Tøsen væltede den anden dag på ru asfalt og fik en grim hudafskrabning på arm, knæ og i hånden. græd i to minutter og de eneste hun nu siger når hun ser såret er : i stykker, se i stykker.

Hos mig har aldrig været muligt at nyde kaffen og snakken med venner mens børnene løber rundt. Jeg er altid sammen med dem, de vil have mig med hele tiden, især Eva er klistret til mig og hiver mig hele tiden. Mine børn er selvmorder og der er ikke 'at nyde livet' når vi er sammen