Skal/skal ikke gå??? (laaaaaaaangt brev!)

Der er vist ikke nogen der SKAL noget!

Kan godt forstå du blir utryg ved tanken om, at klare dig selv - det er noget andet end du er vant til og tænker det er derfor det 'skræmmer' dig, for selvfølgelig kan du 'finde ud af' at bo selv, tager sikkert tid at vænne sig til, men på mig lyder det absolut som den bedste løsning! Løser ikke jeres forhold... men du er også nødt til at passe på dig selv, så du kan passe ordentlig på din datter! At han tilsviner dig i hendes påhør, er simpelthen for lavt efter min mening!! HVIS I skal blive sammen, vil mit råd også være terapi, både sammen og evt. hver for sig - kan jo være han har noget med i rygsækken, som gør, at han opfører sig som han gør, så han også har brug for at få nogle ting bearbejdet! Og sådan et KÆMPE arbejde tager laaaaang tid - så tænker også det er vigtigt du gør op med dig selv, HVOR meget du vil kæmpe og for hvis skyld - din eller hans? Gir absolut INTET for det der med at blive sammen for børnenes skyld, for DE kan om nogen mærke når der er noget galt 'hvad børn ikke ved, har de ondt af'!!!!! Held & lykke - uanset om I blir ved at være 3 eller ender ud med 2 ;)

Ja, der skal to til at slås. Jeg kender det selv alt for godt, men vi bruger ikke vores datter mod hindanden, og er nok ikke så 'onde i sulet' endnu. Hos os er det desværre ikke en helt realistisk mulighed at skære ned på arbejdet - så bliver underskuddet bare endnu større (min mand er selvstændig). Jeg ved jo ikke noget om jeres situation der, men spørg ham (og dig selv) om, hvad I skal med penge, som I ikke har tid til at bruge. Jeg ved jo heller ikke, hvad I bruger de penge på, I har, så jeg kan ikke stille det rigtige spørgsmål, men det er noget i retning af: Hvad skal vi med en stor fladskærm / en ny bil / rødvin / ...... hvis I ikke har tid og mulighed for at glæde jer over det. Min mand bliver også gladere af sex, selvom jeg nemt kunne leve uden, men du må ikke bruge det som belønning eller afstraffelse. Det er et skråplan at handle med hinanden i et forhold. Man skal gøre ting fordi man kan lide det eller fordi man gerne vil gøre noget for den anden. I det øjeblik du begynder at veje gerninger op mod hinanden med 'hvis jeg gør noget, skal han også gøre noget', 'hvis han gør sådan, gør jeg i hvert fald ikke noget for ham', 'nu har jeg givet ham sex, så skal han også gøre noget for mig'. I må ikke 'handle med' kærlighed og tjenester. Det er et absolut skråplan. Hvis en af jer synes fordelingen er skæv eller forkert må I snakke om det og finde en løsning og genoprette balancen. Det er svært, men den eneste reelle løsning. Husk i den forbindelse, at man ikke altid skal dele ud af det, man selv ønsker sig mere af. Det er ikke sikkert den anden er interesseret. Han var måske blevet gladere for at modtage noget helt andet. Min mand vil gerne have sex. Det gør ham glad. Men han gør ikke mig glad ved at 'overøse mig' med sex. Den vare er jeg slet ikke interesseret i. Jeg vil hellere have samvær, så hvis han skal gøre mig glad, skal han være noget mere hjemme. Her skal I heller ikke handle og måle, men hvis I ved, hvad den anden part værdsætter, bliver det nemmere at give det, som giver størst chance for at få det igen, man selv ønsker sig. Den anden skal bare vide, hvad man ønsker sig.

Det er sgu noget lort... Har selv været i samme suppedas - men vi var ikke gift. Først og fremmest skal du tænke på DIG, og hvad DU vil/har lyst til. Jeres datter er jeres fælles ansvar, og hun skal ikke være årsagen til at I bliver sammen - ej heller at I skilles. Har du lyst til at leve på denne måde resten af dit liv? Har du lyst til at din datter skal leve med et par forældre, der ikke kan finde ud af det sammen? Tro mig, hun vil være bedre tjent med at I skilles end hvis I bliver sammen og du er ulykkelig. Har du et godt netværk (veninder, familie), så bliver du ikke alene. Måske det endda ville være godt for dig at komme ud for dig selv at bo? Jeg er også tryghedsnarkoman og har tidligere været i et dårligt forhold ALT for længe! Det tog mig lang tid at indse, at jeg ville være bedre tjent uden ham. Og jeg var endda gravid i 6. måned, da jeg gav ham ultimatumet, som resulterede i, at han flyttede. Og jeg har aldrig følt mig så lettet før! Pludselig var alle mine bekymringer væk, selvom jeg vidste, at jeg ville blive alenemor. Jeg fik hjælp at venner og familie, og kom på fode igen, så jeg blev klar til at få min datter. For at vende tilbage til dit deilemma: Der findes en mand derude, der er bedre end ham, du har. Du kan ikke ændre på din mand. Han vil altid være sådan, uanset han lover noget andet. Så derfor skal du gøre op med dig selv, om du vil leve med ham resten af dit liv på den måde, som du gør i dag. Alternativt kan du ændre på dig selv. Men som jeg ser det, vil det ikke kunne lade sig gøre, uden at du kommer til at gå på kompromis med dig selv. Og det skal man ALDRIG gøre! Så igen: Vil du leve resten af dit liv på denne måde? Eller vil du være lykkelilg? Der findes altid en løsning. Så hvis du vil væk, skal du bare finde en lejlighed og flytte. Da jeres datter ikke er så gammel endnu, vil hun ikke skulle vælge imellem jer. Hun kan bo hos dig, hvis det er det, du vil have. Statsforvaltnignen kan i øvrigt hjælpe med en samkvemsaftale. Og din datter vil naturligvis skulle være hos sin far hver 2. weekend som minimum - men med hans arbejdsvaner, er det ikke sikkert, det kan lade sig gøre. Så på den front har du de bedste kort :-) Og han vil ALDRIG kunne tage din datter fra dig! Så op med humøret og se på dine muligheder frem for at lade dig begrænse af din hang til tryghed - du er bedre tjent uden ham, hvis han ikke kan gøre dig lykkelig! Held og lykke. Knus og kram

'Kids will rather be FROM a broken home than live IN a broken home', siger Dr. Phil (om ham kan man så mene hvad man vil) ...men citatet er godt, synes jeg! Hvis du går på kompromis med dig selv alt for ofte, mister du dig selv, og så mister din datter sin mor og får en sur mokke i stedet. Og, JA gu' er det da til tider hårdt at være alene uanset årsag...men det har også sine fordele, hvis alternativet er kaos og ufred.