Hej allesammen
Jeg skriver fordi jeg har et problem, og jeg vil med det samme skrive at dette indlæg bliver langt, så er I advaret!
Jeg er gift med S og har en datter C på 5½ år.
Vi har kendt hinanden i 11 år og været gift i de 7 af årenene.
Min mand er arbejdsnarkoman med stort A. Han arbejder i det daglige som jord- og beton mand i 'felten'. De har altid travlt så for øjeblikket arbejder han extremt meget. Dvs. op om natten ved 2-tiden og hjemme fra arbejde ved 5-tiden, nogle gange lidt tidligere. Weekend arbejder forekommer også en del for tiden. Udover sit almindelige arbejde, arbejder han også ved siden af (sort) + hjælper familie, venner og naboer med alt forfaldent arbejde. Hvornår holder den mand dog fri, tænker du sikkert og svaret er: ALDRIG!
Her er det så at mit spørgsmål kommer ind. Hvormeget skal jeg finde mig i?
Jeg er af forskellige årsager førtidspensionist og klare derfor det med hjemmet. Derudover klare jeg alt hvad der skal klares med vores datter. Dette er også helt i orden, jeg går hjemme til det samme.
Min mand er som før beskrevet aldrig hjemme. Når han kommer hjem fra arbejde, er han træt, går i bad, spiser aftensmad og tumler en ½ time med vores datter. Nogle aftner trodser han trætheden og bliver lidt længere oppe for at være sammen med mig, men det er ikke ret tit. Weekenderne bliver brugt til arbejde. Er han endelig hjemme bare en søndag f.eks. bruges det på det han forsømmer ellers, nemlig havearbejde og at hjælpe sine naboer.
Vores datter var meget ked af sidste år at hendes far aldrig var hjemme. Hun savnede ham meget og græd mange gange om aftenen når hun skulle sove over at hendes far ikke var hjemme og sige godnat. Hun var også meget ked af at han aldrig deltog i diverse aktiviteter på udefronten.
Men nu et år efter er det lige som om hun har accepteret det. Hun græder næsten ikke mere når far ikke kommer hjem, og de forskellige ture hun og jeg tager på, bliver hun ikke ked når vi siger at far ikke skal med fordi han skal arbejde. Jeg er ikke i tvivl om at hun savner sin far, men hun ved nu godt at far arbejder.
hun spørger tit sin far når han kommer hjem om de skal lege sammen, men han siger næsten altid nej pga. af træthed.
Min mand og jeg har siden vores datter blev født skændes så tagstenene byttede plads. Jeg har altid været træt af at han skulle arbejde så meget og jeg stod alene med ansvaret for vores datter. Han deltager ikke meget i hvordan hendes trivsel er og mange gange må jeg henvende mig til min erfarne mor for at få et godt råd om hvordan jeg skal takle dette og hint.
Min mand og jeg er næsten altid uvenner over opdragelsen af vores barn eller vores ægteskab. Jeg synes han arbejder alt for meget og ikke spenderer ret meget tid på os. Han synes jeg skælder ham for meget ud, fordi han arbejder så meget. Jeg kan i følge ham ikke forstå at han gerne vil arbejde og tjene penge. Jeg har sagt at han selvfølgelig gerne må arbejde, men at han arbejder for meget. Dette vil han ikke høre på. Jeg har med tiden måtte affinde mig med at han arbejder meget og aldrig er hjemme.
Men min mand kan også finde på at blive sur over små ligegyldigheder. Når han så ved at jeg har ret bliver han eddike sur, råber og skriver af mig og begynder at 'køre' på mig. Han siger mange gange i vores datters påhør at mor skal til at vågne op og lære hvordan man opfører sig. Mor er et børnehavebarn der ikke ved hvordan man skal opfører sig som et voksent menneske.
Den sidste han fandt på var en lørdag. Jeg var gået ind på sofaen for at hvile mig en ½ times tid, da han kom ind sammen med vores datter (de havde leget i haven). Han sagde så at nu sover mor IGEN. Vores datter ville gerne lege med barbiedukker, og han sagde så at det ville han gerne lege med hende, for mor gad jo ikke. Hun skal altid sove. Jeg ignorerede det. Pludselig spurgte han vores datter om ikke han skulle skaffe en barnepige der kunne lege med hende når hun kom hjem fra børnehave, for mor gad jo ikke og ville ikke. Det synes vores datter selvføligelig var en god ide. Hun foreslog selv at mormor kunne komme. Men dette sagde han blankt nej til. Han skulle nok få betalt for at en fremmed barnepige skulle passe hende. Vores datter troede så at det var fordi mor ikke var hjemme, men han fortalte så at det er mor.
Jeg blev rasende, og prøvede med alt den rolighed jeg kunne, at sige at det kunne han altså ikke være bekendt.
De havde rodet godt og grundigt på gulvet med barbie og min mand vidste godt at jeg ville vaske gulv. Han sagde så at mor ville rydde deres rod og, fordi jeg nu brød ind i deres leg og skulle vaske gulv. Jeg var i mellemtiden blevet meget såret og var også blevet vred. Sagde at det da ikke var mig der skulle rydde deres rod op. De begyndte så at ligge det op på spisebordet, jeg tænkte at jeg da så godt kunne hjælpe med at ligge det derop. Da jeg begyndte råbte han efter mig at jeg aldeles bare skulle holde mig langt væk fra det legetøj, for det var hun og ham der nu legede. Jeg gik i total frustation. Gik udenfor og ringede total grædende til min mor. Hun sagde at jeg skulle holde lav profil og evt. kunne køre ned til dem og overnatte hvis det hele blev for meget. Jeg valgte dog at blive hjemme.
Når han ved jeg har ret og han selv bliver kørt op i et hjørne begynder han på sådanne ngoet. Jeg kan ikke fortælle hvormange gange jeg er blevet lyncet på denne måde. For en del måneder siden valgte jeg derfor at cutte ham af. Dvs. at jeg selvfølig stadig bor her, men at jeg ingen følelser visr ham, rør ham ikke og giver ham ikke sex. Det var svært i starten, men jeg brød ikke min regel. Han skulle mærke og opdage når han skældteud. Nu er der så gået nogle måneder, hvor der også har været skældud, men nu er jeg kommet så følelsesmæssigt langt ned over for ham at hans skældud efterhånden ikke mærkes mere.
Men nu er jeg så kommer til det sted hvor jeg ikke føler noget for ham! Hvergang han rør mig, giver mig kys, kram eller kæler med mig, føler jeg absolut INGENTING. Jeg kan ikke finde den gnist jeg havde førhen. Jeg har prøvet via et brev at fortælle ham det, men det gider han ikke hører på. Jeg tager ikke selv initativ til at gøre noget ved ham, for jeg føler ingenting. Jeg har flere gange prøvet at få følelser frem for ham, men der er ingen at få. Jeg har regnet ud at det er fordi han har såret mig så meget. Jeg stoler ikke længere på at vi kan blive gode venner og få vores liv til at køre igen.
Forleden ville han have sex på sofaen. Viste ham at jeg ikke gad ham. Han satte sig over på den anden sofa og sagde at han prøvede og prøvede at vise mig den kærlighed han føler for mig, men at han ingenting for igen. Kunne simpelthen ikke for mig selv til at sige at jeg ikke føler noget for ham.
Jeg har hele tiden gerne ville i parterapi. Jeg har spurgt ham mange gange, men han har blankt afvist mig. I sidste uge sagde jeg så lige ud til ham at jeg ikke har lyst til at være i dette hus mere, jeg har ikke lyst til at bo her mere og kunne jeg flytte samme dag ville jeg gøre det. Han blev stille og jeg sagde så at han skulle give en forklaring på HVORFOR han ikke ville i parterapi. Han sagde så at det ville han så gerne nu.
Jeg blev selvfølgelig glad. Men er efterfølgende kommet i tanke om at den eneste grund til at han nu gerne vil det er fordi jeg højlydt har givet udtryk for at jeg gerne vil væk fra vores hjem.
Efterfølgende er vi så blevet så gode venner at vi har droppet terapien.
Ja, jeg kunne blive ved med alt dette, men skal jo også begrænse mig lidt :blush:
Nu sidder du nok og tænker på, hvorfor fanden jeg dog ikke forlader ham. Har jeg da også tænkt på 10.000 gange. Men jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen. Vil ikke bo hos mine forældre igen, og tror ikke jeg kan finde ud af at bo for mig selv. Venner er der ikke mange af og dem der er, kan jeg ikke bo hos. Han vil ikke flytte og ej heller skilles.
Min dygtige psykolog har mange gange sagt at jeg skal se at komme væk og flytte og få et bedre liv.
Jeg kan selvfølgelig søge om en lejlighed, men har ikke overskudet til at bryde vores liv op og starte mit eget.
Jeg er trykshedsnarkoman og har det bedst med en hos mig. Er nok også derfor jeg ikke flytter. Bryder mig ikke om at bryde op i mit liv. Vores datter vil desuden blive MEGET ulykkelig, hvis vi blev skilt og hun vil så absolut ikke bo hos sin mor. Ved også at min mand vil gøre ALT for at hun skal bo hos ham, og vil manipulerer hende til at tro at hendes mor er så tosset at hun ikke kan passe på hende. Derved vil hun med sikkerhed ikke se mig. Ved godt at der er offentlige forvaltninger til den slags, men det hjælper jo ikke meget hvis hun skriger når hun skal være hos mig, og bare vil hjem til sin far, og hendes far modarbejder mig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det er helt tydeligt at jeg ikke ønsker at være sammen med min mand mere og jeg MEGET gerne vil væk. Men har som sagt igen steder at tage hen. Hvad skal jeg gøre???? Er så fortvivlet og ulykkelig.
Er der dog ikke en der kan hjælpe mig og fortælle hvad keg skal gøre???? Og hvor jeg kan få noget hjælpe????
Har mange gange tænkt på at jeg ikke gider leve mere, for så er al smerten da væk!
Hjælp mig!!
Hilsen
den ulykkelige!!!!
Anmeld
