Hvad far gør... Hvad mor gør.... - Erfaringer

Hjælp mig lige med at forklar... Vores søn er meget far glad - ikke på nogen overdrevet måde, men far er bare bedst til alt ting... mor kan få lov hvis det virkelig skal være.. Det har aldrig været det modsatte. Er det bare sådan - eller hvordan er jeres erfaringer?

Hjemme ved os er det mest noget der skifter lidt, i den ene periode er det mor og i den næste er det far. Men der er nogle ting kun mor må og nogle ting kun far må, eller rettere hvis den 'forkerte' gør det kan hun blive edder rasende og hysterisk. Vil jeg klippe negle på hende går hun total i baglås, men er det far så sidder vi bare pænt og kigger på. Men hvis det skal deles op er der nokl flere mor ting end far ting.

Hos os har drengen på snart 6 perioder, hvor han er mest glad for far - andre hvor han er mest glad for mor. Med pigen på 4 er det anderledes - hun foretrækker næsten altid mor. Med drengen forklarer jeg det sådan, at han var mest glad for mor - lige indtil han blev storebror og måske lidt tidligt følte sig 'smidt ud' af mors favn, hvorefter han har fundet sig rigtigt godt tilpas hos far også. Pigen derimod har aldrig været 'smidt ud', så hun er bare stadig mors pige. Jeg ved ikke, om det bare er sådan, eller om det også kan forandre sig hos jer? Men hvis I er enige om at drengen foretrækker far, og hvis det er et problem for mor, så kunne I arbejde bevidst på at mor giver drengen gode oplevelser, som far ikke tager del i.

I lang tid var det blevet sådan hos os, at vi nærmest delte børnene. Drengen var fars dreng og pigen var mors pige. Det kom til udtryk når vi puttede i seng om aftenen, når vi legede om eftermiddagen, når vi lavede ting ude af huset etc etc. Vi kom til at snakke om det og om at det var ærgerligt. Min datter og jeg ligner hinanden meget og ditto med sønnen og faderen, så vi var bare mest sammen med det barn vi forstod bedst. Det vi gjorde var at huske os selv og hinanden på at mor godt kan læse for sønnen og far godt kan snakke med tøsen om hvordan skoledagen har været. Vi har lavet nogle ting med børnene hver for sig, hvor det har været mig og sønnen for sig og far og datter for sig. Det har faktisk hjulpet en del. Far er stadig den bedste til at slås og mor er den man altid kan tigge sig til en is hos, men vi er mere sammen med begge børn begge to. Vi laver også flere ting sammen allesammen.

Delt ligeligt. Far er god til dit og mor til dat, begge kan bruges til dut. Mads er nok mest hældende til mig og Tim til far. Men stadig er det på forskellige områder forskelligt :dry:

Her er der ikke rigtig noget at vælge imellem... :silly: Min datter har kontakt til sin far, men hun bruger ham ikke rigtigt til noget - men siger, at han er nemmere at lokke slik og is ud af. I vinters var det mig, det havde hende med på skøjtebanen (med lillebror i bæresele B) ), og lærte hende at stå på skøjter - ikke fordi det er noget, der er forbeholdt fædre, det var bare dem, der var flest af :cheer: Sådan noget kunne hendes far aldrig drømme om - det er for 'besværligt'. Der er KUN mig for min søn, så jeg håber jeg også blir god til at lave 'far-ting' - har lige været ude, og købe en fodboldtrøje til ham (selvom fodbold ikke interesserer mig en dyt). Men det kommer sikkert :P

Jeg gik faktisk herind idag med den tanke at jeg ville starte en lignende tråd. Hos os er det et kæmpe problem at vores datter på næsten 3 år stort set ikke gider sin far når jeg er der. Idag begyndte sønnen på 10 måneder så at klynke fordi jeg gav ham til min mand. Han blev ved med at række ud efter mig, og da manden så skulle ud og tænde grillen og jeg tog vores søn stoppede klynkeriet omgående. Jeg kan mærke at min mand bliver rigtig ked af det hver gang han bliver afvist hvilket jeg udemærket forstår. Sagen er den at jeg er på det sidste af min anden barsel på 3 år og derfor har været meget mere sammen med børnene end min mand. Men han gør alt for at være sammen med dem når han har mulighed for det og han er meget bedre til at lege med dem end jeg er. Han er virkelig på når han kommer fra arbejde. SÅ jeg vil også VIRKELIG gerne høre hvordan andre har taklet problemet. Skal man lade barnet vælge og tro på at det kun er en periode eller skal man bestemme at nu gør far det og sådan er det bare? (Jeg håber det hjælper når jeg starter arbejde og arbejder weekender hvor de så er alene, selvom jeg synes vi jævnligt deler os).

Vores datter på 16 er meget fars pige, men også i høj grad mors. Sønnen på 13 har været fifty-fifty, men er nu totalt fars dreng - han ser enormt op til ham og minder mere og mere om ham. Sønnen på 11 er rigtig, rigtig meget mors dreng og har været det altid. Det sjove er, at 'fars børn' - de to ældste - ligner mig meget af ydre, mens 'min' dreng ligner sin far kolossalt. Indeni er det lige omvendt - især med drengene. Groft sagt er jeg den voksne, der fylder mest i billedet herhjemme - som rent fysisk er mest/oftest til stede - og som de kan regne med er der. Min mand er mere flyvsk, og jeg tror, det er medvirkende til, at de to ældste forguder ham sådan - jeg er der jo bare, fast inventar ;) Men jeg er også overforstående, forhandlende, blødsøden osv., mens min mand er meget mere tydelig, håndfast og urokkelig, og det sætter de meget stor pris på. Hellere et tydeligt 'Nej' af ham end mine 'Du kan vel godt forstå, at...' og så videre og så videre.

Vi har en meget bevidst strategi om at læse godnathistorie for hver sit barn på skift - altså: den ene aften læser jeg for drengen, den næste for pigen (børnene puttes samtidigt og har lidt forskellige læse-behov, så vi er stort set altid to om at læse godnathistorie). Det startede med at jeg følte mig afvist af drengen og at far følte sig afvist af pigen - og så er det bare blevet ved. Og det giver os jo så lidt kvalitetstid alene med det ene og det andet barn. I perioder kan børnene finde på at brokke sig lidt, og det er jo også helt naturligt, at man kan have mere lyst til den type godnathistorie som mor (eller far) fortæller, men vi holder altså ret konsekvent fast i 'deleordningen'. Noget andet er at vi bevidst forsøger at undgå at blande os - hvis fx far er ved at trøste pigen med et plaster på knæet, så blander jeg mig ikke, selvom jeg måske også har lyst til at trøste - og selvom det måske ville gå hurtigere at få hende glad. Bare et par tip til, hvordan man KAN håndtere situationer med børn, der foretrækker den ene forældre i hverdagen.

Her hos os, har den store, snart 5år, altid været mors pige. Og den lille, 3 år, er for tiden mest fars pige. Hun skifter lidt, men hælder nok mest til far. Vi gør ikke meget ud af det. Det er f.eks fars tur til at læse den pågældende dag og så er det sådan. Det er fint med pigerne. Og mht til den store, så dur far også, hvis jeg ikke lige kan hjælpe el.lign. Men hvis hun kommer ind om natten er det kun til mig. Der kan far ikke bruges.