Kvinder, har jeres mænd nogensinde....

hvordan I har det, hvordan I føler sig, har i brug for noget...? Jeg finder det ret mærkeligt at min mand aldrig har gjort det i mere end 6 år nu. Der var et par gange vi talte om det, jeg spurgte ham hvorfor han aldrig spørger mig noget men... intet er forandret. Han siger at hvis jeg har noget at fortælle ham det ville jeg selv gør. Men i mine øjne ser det ud som om han er ligeglad og interesserer sig ikke for mig. Og eftersom han laver noget hele tiden herhjemme (læser nyheder eller ser TV) ser det ikke passende ud at jeg begynder at tale om mig selv uden at nogen spørger mig. Han er bare så koldt og egoistisk i mine øjne. Jeg ved at det er den danske kultur ikke at vise følelser og jeg har accepteret det. Men stadigvæk ser det unormalt at ske i sådan en grad i ægteparret. Jeg selv spørger ham tit om sådan nogle ting fordi han ikke er typen der vil fortælle om han føler sig skidt eller har problemer på jobbet. Er det det samme hos jer?

Kære Nikifin. Det gør mig trist at læse dine indlæg, for det lyder ikke som om at du og din mand har det særlig godt sammen. Desværre vælger du at tolke hans væremåde som særlig dansk. Det du beskriver synes jeg ikke lyder som den gennemsnitlige danske mand - og jeg tror faktisk ikke, at man kan generalisere om nationaliteter på den måde - lige så lidt som man kan generalisere om kønnene. Jeg kender ingen mænd der opfører sig på den måde som du beskriver. Min mand er meget opmærksom på om jeg har det godt. Han vil gerne høre om hvordan min dag er gået, og hvis jeg er ked af det forsøger at han at trøste mig. Personligt, så synes jeg at det hører med til et parforhold at bekymre sig for hinanden og tale med hinanden. Måske skulle du få børnene passet en dag, så du og din mand kan få talt sammen uden en masse der forstyrrer? Fortæl ham dog hvad du gerne vil have. For helt ærligt - selvom min mand er sød og betænksom, så kan han også være lidt sløv i optrækket. Og jeg tror at det er helt almindeligt at mænd ikke er helt så meget oppe på dupperne som kvinder, hvad angår det følelsesmæssige - ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke opfatter tingene på samme måde som os. Og vi kan jo have en tendens til at være lidt (for) følsomme.

Enig med Spunk, det rammer som en flad øretæve når man læser en sætning som ''. Jeg ved at det er den danske kultur ikke at vise følelser og jeg har accepteret det'' - jeg synes du ret ofte skærer alle mænd over én kam, eller gør kulturen til syndebuk for de fleste problemer i jeres forhold. Personligt tror jeg mere, at du lige præcis har trukket nitten op af posen! For jeg genkender ikke de danske mænd havende specielt patent på at være følelses kolde og uopmærksomme - tværtimod. Dog vil jeg indrømme, at der på bunden af samfundet, findes den slags mænd, men de er somregl dårligt uddannede, indskrænkede, mentalt sløve, og er opdraget af deres Mødre til at blive serviceret i hoved og røv ..og somregl har de en Far der er lige sådanne. De mænd er ikke interesseret i andet end en husholderske, lidt sengevarme og hjemmelig hygge med faste spisetider og rent tøj i skabet. Det er dem alt rigeligt. Og nej, sådan er det bestemt ikke her, selvom jeg i realiteten skulle have endnu dårligere odds ved at have en arabisk kæreste som tilmed er muslim. Ikke engang HAN udviser den slags. Jeg har været gift og skilt 3 gange, og de var heller ikke sådan.

Den sætning kalder man også racisme.

Hm - jeg har nogle gange følt mig lidt 'omsorgssvigtet' og oplevet, at min mand ikke spurgte til, hvordan jeg havde det. Så gik det op for mig, at jeg har været rigtig, rigtig dårlig til at spørge til ham - at jeg har forventet, han viste mig omsorg og interesse, men at jeg ikke altid var så god til at give det den anden vej. Det var lidt af en øjenåbner for mig - jeg har, helt åndssvagt, haft en lidt rigid kønsopfattelse, hvor min 'store, stærke' mand selvfølgelig havde styr på tingene, og hvor det var hans opgave at tage sig af mig. Da jeg først havde slugt den erkendelse og begyndte at være mere opmærksom på ham (igen - det havde jo ikke altid været sådan) - kom der balance i tingene igen, og siden har vi begge været meget opmærksomme på ikke at glemme eller overse hinanden i en travl hverdag med børn, der kræver opmærksomhed og omsorg. Jeg tror faktisk, at en del mænd er lidt ensomme i deres ægteskab indimellem, fordi kvinden har 100 % fokus på børnene og glemmer manden lidt. Følelser taler vi gerne med veninderne om - hvem taler med manden, der måske går og har det lidt skidt? Dette er selvfølgelig en grov generalisering, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du måske kan bryde mønsteret ved at vise din mand lidt mere opmærksomhed - hvis du ikke gør det så meget i forvejen? I jeres parforhold må han let kunne føle sig lidt overflødig og 'i vejen', fordi du har påtaget dig stort set hele ansvaret i forhold til børnene og hjemmet. Aner ikke, om jeg rammer noget...

KH Bibi skrev:

Den sætning kalder man også racisme.

Nej Bibi, det er det ikke. Det er, som Helene skriver det, fordi NikiFin nok har truffet nitten... Danskerne har helt sikkert en anden mådet at vise følelser, end folk fra Middelhavet fx... Så kan de godt virke følelseskolde, selv om de ikke er det...

Jo, det er racisme, når man skriver, at den danske kultur ikke viser følelser. racisme sb. (o. 1965) - afstandtagen til bestemte grupper af mennesker - frygten for det, at andre er anderledes - udøver forskelsbehandling Århushistorier er racistiske...

KH Bibi skrev:

Jo, det er racisme, når man skriver, at den danske kultur ikke viser følelser. racisme sb. (o. 1965) - afstandtagen til bestemte grupper af mennesker - frygten for det, at andre er anderledes - udøver forskelsbehandling Århushistorier er racistiske...

Jamen så har jeg også været racist i flere år, efter min ankomst til Danmark... da jeg mødte min eks gik det op for mig, at danskerne var ligeglade med familiebegrebet, fordi sådan var min eks.

Racisme er efter min opfattelse blevet et 'gummibegreb', som bruges i flæng. Oprindeligt gik det jo netop på opfattelsen af visse racers overlegenhed i forhold til andre, og hvad der ligger i den danske kultur at gøre eller ikke gøre, kan jo i hvert fald ikke tilskrives vores race. Men nu er racisme nærmest blevet synonymt med fordomme, generaliseringer og selv godmodige drillerier. Jeg forstår godt, at folk fra andre kulturer opfatter (mange af) os danskere som lukkede, kolde, afvisende, og at det kræver et grundigt kendskab til os, som vi er 'bag facaden', at finde ud af, det ikke hænger sådan sammen. Derfor synes jeg også, det er en skam, at du, NikiFin, ikke har fået erfaringer, der har overbevist dig om, at mange af os både har og kan vise følelser - det er bare på en anden måde end i så mange andre kulturer. Jeg kan i hvert fald på ingen måde blive stødt over generaliseringen om, at vi 'ikke viser følelser', for vi har, sammenlignet med mange andre kulturer, en noget alternativ/lukket måde at gøre det på - når vi færdes uden for hjemmets fire vægge, og det er dér, den er gal, NikiFin: Hvis din mand virker kold og lukket hjemme, også sammen med sine børn, så handler det ikke om hans nationalitet, men om hans væremåde og personlighed, og der mener jeg bestemt, I begge har noget at ændre på. Husk, at hvis du forventer, han 'er sådan, fordi han er dansk', så udfylder han let den rolle, du tiltænker ham - ligesom du, hvis du forventes at være temperamentsfuld og ilter, også let vil føle dig 'låst' i den rolle. I må ud af jeres negative forventninger til hinanden og KOMMUNIKERE sammen. Det lyder, som om der er meget at tage fat på. PS: Har du ikke nogle gode, danske veninder, som har vist dig varme og gode følelser?

Min mand er meget interesseret i mit og vores børns velbefindende - hvis jeg er ked af det eller har meget at tænke på, så er han den første som mærker det på mig - og vice versa. Min mand er min kæreste, mine børns far og min bedste ven. Alt andet og mindre end det kunne jeg ikke leve med.