Vælge sine kampe med omhu... eller??

Ind imellem hører eller læser jeg noget, som bare i dén grad sætter mit pis i kog... bliver enormt frustreret over det og har virkelig lyst til at kommenterer det og fortælle, hvad jeg tænker og føler omkring et emne.... omvendt VED jeg også bare at jeg får absolut INTET ud af det, da jeg taler/skriver for døve ører - risikerer måske oveni købet at blive angrebet/svinet til i stedet for at blive lyttet til :( Omvendt føler jeg bare SÅ meget, at jeg går på kompromis med mig selv, hvilket bestemt heller ikke er en rar følelse... sidder tit og tænker 'den der tier samtykker' og dét gør jeg bestemt IKKE, men magter heller ikke konfrontationerne :blink: Hvad gør I andre i sådanne situationer???

Ork ja! Tænker du noget specielt eller et bestemt sted?

sådan set ikke, oplever det mange steder... lige nu er det et par udtalelser på arbejde + herinde der fylder!!!

Jeg vil ikke sige, at jeg vælger med omhu, men jeg tier stille, hvis jeg ikke har behov for at deltage. Det går ret nemt, synes jeg ;)

Herinde prøver jeg bare at tie stille, hvis jeg kan se hvor det bærer henad. -Det lykkes dog ikke altid ;) Men her har jeg jo heller ikke noget i klemme, jeg kan bare gå min vej, hvis jeg ikke kan lide lugten i bageriet. På arbejde ville jeg nu nok foretrække at få løst op for en situation, inden den går i hårdknude, for dér skal vi jo alle have en hverdag til at fungere sammen.

Hvis du er interesseret i min mening skal jeg nok svare dig. Men siden jeg ved godt hvorfor er den tråd her vil jeg ikke drille dig mere ;)

herinde n man jo heldigvis trække på skulderen og fuldstændig ignorere de indlæg/debatører man finde brokkende, uinteresante eller bare provokerende. Altså provokerende bare for at sætte gang i tingene og få lukket en masse dårligdom ud :dry: Det vælger jeg så at gøre. På mit arbejde, og i mit privat live har jeg nok tidligere gået lige på og taget konfontationerne hvis jeg følte jeg havde brug for at få luft, og det er selvfølgelig ikke altid blevet vel modtaget :unsure: Nu om dage er jeg nok mere bevidst om hvilke 'kampe' jeg gider bruge tid og energi på, og især i forbindelse med mit arbejde mærker jeg meget efter om det virkelig er noget jeg vil gå ind i....

Pikora skrev:

Herinde prøver jeg bare at tie stille, hvis jeg kan se hvor det bærer henad. -Det lykkes dog ikke altid ;) Men her har jeg jo heller ikke noget i klemme, jeg kan bare gå min vej, hvis jeg ikke kan lide lugten i bageriet. På arbejde ville jeg nu nok foretrække at få løst op for en situation, inden den går i hårdknude, for dér skal vi jo alle have en hverdag til at fungere sammen.

1. Klog og simpelt sagt. 2. Det er ikke altid man kan løse op. 1. Hvis den person er ekstemt dum 2. Hvis den person ikke vil løse op, men vil bare af med dig og intet andet hjælper 3. Hvis den person ikke vil at løse op men vil pine dig på grunde som man ikke vil indrømme. Det kan være at du har manden som hun gerne vil have, du ser bedre ud end hende, du er klogere end hende, du har noget hun ikke har men meget gerne vil have eller du er generelt det hun ikke er men meget gerne vil være... og hun er bare pinefuld misunderlig, du står på vejen af hende til at opnå noget.... det kan være alt muligt. Hvis det er det det bedste er 'skilsmisse'

B) :( :) :laugh: :cheer: ;) :P :angry: :unsure: :ohmy: :huh: :dry: :lol: :silly: :blink: :blush: :kiss: :woohoo: :side: :S .....jeg har lige valgt en kamp med omhu ;)

Så'n er dét... nogle gange er man bare nødt til at holde munden lukket og sige til sig selv, at tavshed ikke er lig med samtykke. Hvis man hele tiden skulle åbne munden, hver gang man er uenig med nogen, ville jeg i hvert fald få masser af fjender. Det er en rigtig god øvelse i selvadministration og behovsudsættelse nogen gange at gå efter devisen: 'Hvis ikke jeg har noget godt at sige, tier jeg'. Jeg er skolelærer, og hvis du vidste, hvor tit jeg har lyst til at sige nogle forældre et par borgerlige ord, men af naturlige årsager ikke kan komme til det... det er virkelig en situation, hvor man lærer at holde igen og sætte en bremse for sine ærlige følelser - men det ændrer jo på ingen måde min reelle mening. Den kender jeg stadig godt og på ingen måde svigtet, blot fordi jeg ikke får den sagt højt. Jeg er af natur en person, der helst skal dele mine tanker og meninger med ALLE, men da jeg jo i sagens natur har høstet mange øretæver på den konto, har jeg nu i et par år arbejdet og trænet med en strategi, der går ud på, at jeg kun må sige min (negative) mening, når jeg bliver spurgt - ikke uopfordret. Mine børn lærer jeg, at man gerne må have sine egne holdninger, uanset om de er negative eller positive, men man må ikke lufte dem, hvis de gør andre ked af det - apropos 'din næse ligner et møllehjul' etc.