Vil ikke informere om hvilket køn barnet er . . .

Jeg faldt lige over denne artikel i min vej rundt på internettet og kunne rigtig godt tænke mig at høre i andre meninger og holdninger omkring dette Om i mener det er ok at lave sig sådan et lille eksperiment ? Om i mener barnet 'tager skade' ? Og hvad i nu ellers har af tanker i denne retning ? Fandt den både på svensk og engelsk, desværre ikke på dansk så håber det går Svensk : http://www.svd.se/nyheter/idagsidan/barnunga/pojke-eller-flicka-det-sager-vi-inte_2559041.svd Engelsk: http://www.thelocal.se/20232/20090623/ Jeg er ikke selv færdig med at vende den i hovedet men vender tilbage når jeg er :) ;)

uh det er kontroversielt emne.... Forstår godt pointen at folk ikke skal kommes i stereotype kasser med forudtaget kønsroller. Kan godt se at barnet for muligheder for 'selv at vælge'. Og så længe at de snakker forskelle derhjemme er det for mig fint for barnet er jo ikke nægtet at gå i lyserød/ kjoler eller blå drengetøj. Var lidt noget andet hvis barnet så altid var klædt neutralt. Men jeg mener også at det måske ikke er barnet kamp men forældrenes...kan ikke hlet se hvorfor dette barn skal være en del af forældrenes ideologi. Vi har jo nu engang forskellig køn af en årsag. Hormoner for os til at gøre ting der passer med de roller der nu engang høre med til at være kvinde eller mand. mener måske man i stedet skal sørge for at ens dreng også leger med dukker og barbie og ens pige klatre i træer og leger med biler.

Egentlig kan jeg godt lide tanken om at barnet får lov til at udvikle sin personlighed - uden at blive puttet ned i en drenge- eller en pige-kasse, som det skal passe ind i. Selv har jeg både en dreng og en pige, og selvom de som små lignede hinanden som to dråber vand (den ene dog skaldet uden tænder, den anden med krøller og med tænder), har de hurtigt udviklet sig helt vidt forskelligt - og jeg ser ikke, at det er noget, jeg og resten af menneskene omkring dem, har påduttet dem, fordi de er hhv. dreng og pige. I høj grad ser jeg det som udtryk for, at drenge og piger medfødt er forskellige: Drengen har haft de der 'typiske drenge-perioder', hvor han har været helt optaget af et emne - indtil videre har det været mariehøns, pirater, dinosaurer... og længe nu (han er snart 6) har han været i en 'shane-bygge-periode'. Pigen har simpelthen ikke haft den samme brændende interesse for noget som helst. Jo, hun er da glad for Hello Kitty og for Disney prinsesser, for lyserød og glimmer, for perler - og hun følger storebrors interesser, men det er altid mange ting samtidigt. Jeg kan ikke se, at det på nogen måde skulle være skadeligt for barnet, at man ikke klistrer en drenge- eller pigeplakat på ryggen fra starten af. Og disseher forældre skjuler jo ikke noget for barnet selv. Jeg gætter, at der ikke kommer til at gå mange måneder - max 1 år - før alle og enhver tydeligt kan se, om det er en dreng eller pige, de har foran sig, simpelthen fordi barnet vil udvikle sig til at være dreng eller pige og opfører sig som sådan, uanset om flyverdragetn er lyserød eller huen med spiderman-mærke. Men det kunne faktisk være sjovt at læse en opfølgende artikel om 2 år...

Jeg synes det er lidt langt ude. Hvis behov er det virkeligt?? Kønnet er jo ikke kun miljø bestemt. Vi fødes (langt æangt de fleste gange) ind i det. Udseendet er anderledes og hormonerne er anderledes - der ER forskel på man og kvinde, uanset opdragelse. Helt bestemt, vi påvirker vores børn når vi opdrager dem dreng/pige. Men basis er grundlagt. Jeg tror man kan ende ud med et barn, der har enormt svært ved at relatere til sig selv og definere sig selv. Jeg'et er utoligt vigtigt og hvis man nærmest er intetkøn, tror jeg det kan være svært at udvikle sig positivt. Måske ikke som lille, men senere hen. Folk der er tvekønnet eller født i den forkerte krop, har det jo enormt svært. Man har brug for en identitet. Og så synes jeg det er en anelse Pop (! :laugh: )smart at gå denne vej, Hvem er det lige det går ud over, hvis det viser sig at være en rigtig skidt idé ?? Istedet for, så kunne man jo prøve med en fri opdragelse istedet, altså i forhold til kønsroller. Jeg kan helt ærligt ikke se det farlige i, at vi er mænd og kvinder og der er forskel. Jeg er med på, at man bliver mærket ud fra kønnet og man har muligheder alt efter hvad du er, men måske man skal arbejde med det istedet, og ikke opdrage ens barn 'kønsløst'.

Jeg er enig i mange af de ting i alle har nævnt at på en eller anden måde kan jeg godt li´at barnet får lov at udvikle sin personlighed uden en kasse men vender jeg den om så kan jeg også godt blive bange for om barnet kommer til at mangle den kasse som fast ramme til netop at danne egen identitet i Jeg har også tænkt at hvem´s behov er det der lige og må indrømme at det Bellis´udsagn : ' Jeg tror man kan ende ud med et barn, der har enormt svært ved at relatere til sig selv og definere sig selv. Jeg'et er utoligt vigtigt og hvis man nærmest er intetkøn, tror jeg det kan være svært at udvikle sig positivt. Måske ikke som lille, men senere hen. Folk der er tvekønnet eller født i den forkerte krop, har det jo enormt svært. Man har brug for en identitet.' Også genspejler min holdning glimrende :) Jeg håber flere byder ind med deres mening

jeg er enig i det meste af hvad der er sagt : Det lugter lidt af forældrenes projekt og ikke barnets. At det kan fritstille men også hæmme. - men en ting som jeg studser ved, og måske fordi jeg principelt er enig med de forældrer dog slet ikke i så ekstremt, og det er omkring identitet. Det er ikke fordi barnet ikke for en identitet, men at det bliver frataget en KØNSLIG identitet. og ved at der bliver stillet lighedstegn mellem den overordnede identitet og den kønslige gør at jeg stejler lidt. For nu er identitet mere end kønslig og det er jo ikke fordi forældrene samtidig giver barnet hormoner (må man gå ud fra) så det samtidigt ikke har den kønslige opfattelse af forskelle. Og en personlig kropslig forskel. Mine kritikpunkter går på, at nu indgår barnet i et fællesskab der bla. er meget forankret i køn (for meget efter min mening) og derved kan man sige at det bliver til en 'ting' at barnet ikke er synligt det ene eller det andet. Ikke i henhold til barnet men i omverdenens reaktion på barnet for vi er ikke alene, vi er i kraft af interaktioner og i kraft at blive mødt med forventninger og opleve at blive forstået. Derved mener jeg at et sådant eksepriment bør være fra forældrenes side og ikke qua barnet. At forældrene kan udfordre kønsrollerne derhjemme i praksis og så lade barnet selv finde ud af sin egen identitet i stedet for at blive påduttet et intetkøn.

Stoppede efter få linier, for det er fame for sært. Hvor skal h*n bade i skolen? Ai, dybt godnat.

Som andre har nævnt, så er et menneskes identitet så meget andet end dets køn. Og ved at 'fravælge' Pops køn som det, andre mennesker (bl.a.) skal kende ham/hende på, har forældrene til gengæld givet Pop det 'stempel', at det er 'barnet uden køn'. Det er da i den grad også en 'kasse' at blive placeret i - også på langt sigt, for selv om Pops køn inden længe vil være umuligt at skjule, vil han/hun også om ti og tyve år være stemplet som ham/hende, der var 'kønsløs' som lille. Indirekte synes jeg også, forældrene lægger et vist pres på barnet. Hvad nu, hvis Pop er en pige, og hun udvikler sig til at være meget feminin og 'lyserød' og allerhelst vil være pædagog eller, oh rædsel, fotomodel? Eller en meget maskulin mand med forkærlighed for motorer og maskiner? Har eksperimentet så slået fejl? - er Pop så 'mislykkedes', eller vil forældrene slå sig til tåls med, at livet er mangfoldigt og uforudsigeligt? Og omgivelserne? - hvad vil der mon blive talt rigtigt meget om i de små hjem, hvis Pop bliver homoseksuel eller blot eksperimenterer med sin seksualitet? Rent videnskabeligt er tanken bestemt interessant. Men i praksis ville jeg ALDRIG lægge barn til mine egne ideologiske korstog på den måde. Pop er jo IKKE et 'neutralt' menneske kønsligt - han/hun er det indtil videre kønsløse barn, og den kasse er han/hun helt alene om at være placeret i.

Lige så snart ungen får kendskab til sit køn, og når at svare før forældrene, så er det afsløret og med deres næste barn, så er katten også ude af sækken. Det er den normale måde de genus-forældre går på røven i Sverige (og jo..kender et par magen til). De forsøgte skam også at holde ideologien kørende ved at isolere barnet fra jævnaldrende, for at undgå at deres barn fik sit køn at vide/at hemmeligheden skulle slippe ud. Hver gang de var sammen med venner og familie (hvoraf ingen på nogen måde måtte passe eller lignende (for ikke at røbe noget), så omtalte de konsekvent barnet som Den :blink: Poden blev taget med bukserne nede på en strand .. hvor et andet barn råbte 'se han har også en tissemand' :laugh: :laugh: Der var han 4 år og han blev derefter aldrig set iført kjole og hårsløjfer (og i den alder, så var det altså ikke svært at gætte kønnet ud fra udseendet) De er ekstremt kønsforskrækkede i Sverige - det er ikke et spørgsmål om ligestilling og ligeværd men regulær kønsforskrækkelse.

Jeg synes det er vildt langt ude. For mig virker det bare som endnu en måde at gøre sit barn (og sig selv) speciel på (hvilket jeg synes der er en tendens til for tiden). Der er virkelig gået for meget projekt i at få børn - alt omkring den lille skal være helt rigtigt, intet må overlades til tilfældigheder. Børn har sgu godt af at lære at de bare er en af milliarder af mennesker. Selvfølgelig er de noget helt særligt for mor og far, men i det store hele er de ikke mere specielle end alle andre. Lad dog børnene være børn af det køn de nu engang har, men giv dem frie rammer til at lege med det de vil. Og jeg er helt enig i at det må give en eller anden forvirring hos barnet når vi nu lever i sådan et 'kønsligt' samfund som vi gør. Det er et meget spændende eksperiment, men ikke et der skal lægges barn til. Det kunne være sjovt at høre hvordan barnet bliver som voksen.