Er den metode pædagogisk ?

Børn har hver deres måde, at skulle falde i søvn på. Da min datter var mindre, børstede vi tænder, tissede godnat, læste en historie og sang en godnatsang inde i sengen - det var hendes måde. Som regel faldt hun så i søvn, for det passede til hendes temperament. Men har da også nogle gange rendt frem og tilbage flere gange :dry: Min søn er helt anderledes B) Han er selvfølgelig ikke så gammel endnu, men der skal ikke være nogen form for 'underholdning'. Han får nattøj på, får børstet tænder, en lille ammetår, og så er det bare i seng og godnat og sov godt skat. Jeg går ud af værelset, og så ligger han og 'snakker lidt', rejser sig måske - men efter kort tid ligger han sig til at sove. Hvis jeg begynder at synge for ham, tror han der skal være fest :laugh: han rejser sig i sengen, ser glad ud, pludrer og vil bare ikke sove - det er ikke fordi han ikke er træt, han reagerer bare anderledes på en godnatsang. Børn er forskellige - det gælder om, at afkode hvad der lige præcis passer på hvert enkelt barn.

Faktisk efter den historie prøvede jeg (bare til at prøve om det virker) at presse min datter til at sove til middag men i min tilfælde var det en fuld fiasko. Hun kunne åbenbart ikke forstå hvad er det jeg laver og hvad for fanden sker der med hendes mor og hun grædt hele tiden og var bare så bange og forvirret...

- at tro at man kan afprøve en metodes succes med et enkelt forsøg er en total misforståelse. Hvis man har en situation, der ikke hænger sammen i familien (fx manglende middagslur) tænker man situationen grundigt igennem (forskellige familiemedlemmers forskellige ønsker, behov og personlighed) og lægger en plan for, hvordan man gerne vil have, at det kører for fremtiden. Derefter giver man den nye rutine MINDST en uge, hvor man holder sig til planen. Efter ugen er gået kan man revidere sin plan, hvis den ikke fungerer. Iøvrigt fatter jeg ikke, at du kan se en situation, midt om natten, der får det til at vende sig i dig, og som handler om at forhindre et barn i at sove - og få inspiration til at tvinge din datter til at sove middagslur???

Johannamor, jeg ved godt at 1 gang ikke er nok til at prøve en metode, jeg er ikke idiot. Men jeg måtte være en idiot hvis efter sådan et tragisk (i det mindste tragisk for mig) forsøg prøver jeg igen. Jeg prøvede da Eva var yngre og sov som regel om eftermiddagen. Jeg havde prøvet alt jeg kunne finde på og det var det eneste jeg ikke havde prøvet. Derudover jeg har altid troet at jeg ved ikke hvordan at opdrage mine børn på den rigtige måde eftersom de andre danskere har ikke mine problemer. Og hvis de bruger den metode og den åbenbart virker skulle jeg også prøve. Jeg troede at den ikke virker med mig og mine børn og at jeg ikke kunne udholde den men man kan aldrig være sikker før man prøver selv.

Jeg tænker straks; hvad foregår der så ikke bag lukkede døre.. For mig lyder det umiddelbart som frygt og ikke respekt der foregår.. Jeg blander mig ALDRIG i børneopdragelse når børnene er til stede, for man skal ikke underminere den respekt der er opbygget mellem barn og forældre, MEN straks når børnene er væk, må man gerne sige at en situation virkede lidt voldsom. Måske får man en forklaring på det, måske tager forældrene det til eftermæle.

NikiFin skrev:

jeg ved godt at 1 gang ikke er nok til at prøve en metode, jeg er ikke idiot. Men jeg måtte være en idiot hvis efter sådan et tragisk (i det mindste tragisk for mig) forsøg prøver jeg igen. Jeg prøvede da Eva var yngre og sov som regel om eftermiddagen. Jeg havde prøvet alt jeg kunne finde på og det var det eneste jeg ikke havde prøvet. Derudover jeg har altid troet at jeg ved ikke hvordan at opdrage mine børn på den rigtige måde eftersom de andre danskere har ikke mine problemer. Og hvis de bruger den metode og den åbenbart virker skulle jeg også prøve. Jeg troede at den ikke virker med mig og mine børn og at jeg ikke kunne udholde den men man kan aldrig være sikker før man prøver selv.

Jeg forstår simpelthen ikke hvad de 2 historier har med hinanden at gøre - et barn som bliver holdt vågen til midnat og et barn som bliver tvunget til at sove til middag?!?!?! Eller har jeg misforstået det helt??? I øvrigt synes jeg ikke det er ok, hverken den måde familien i historien behandler barnet på - ELLER at ingen (f.eks. dig) kommenterer det, når det påvirker dig så meget! Er muligt faderen ignorerer dig, men omvendt kunne det give stof til eftertanke, så han forhåbentlig begynder at behandle sit barn ordentlig!!!

dittelouisea@hotmail.com skrev:

Jeg tænker straks; hvad foregår der så ikke bag lukkede døre.. For mig lyder det umiddelbart som frygt og ikke respekt der foregår.. Jeg blander mig ALDRIG i børneopdragelse når børnene er til stede, for man skal ikke underminere den respekt der er opbygget mellem barn og forældre, MEN straks når børnene er væk, må man gerne sige at en situation virkede lidt voldsom. Måske får man en forklaring på det, måske tager forældrene det til eftermæle.

Jeg må indrømme at jeg ikke tror på at børnene gør eller ikke gøre noget på grund af respekt til den person. Det kan være alt muligt men ikke respekt. 1. Barnet lyder fordi det er bange 2. Barnet lyder fordi det ikke kender personen og hvad ikke rigtigt hvad kan forvente af den. Med andre ord et slags fear frygt igen 3. Barnet kan ikke lide at forældrene skælder det ud. Slags frygt igen. 4. Barnet kan ikke lide at gør sine forældre o.l. andre folk ked af det. Jeg kan huske da jeg var barn undrede jeg mig hele tiden hvad ulykke at lave fordi jeg kunne godt lide at genere folk og fordi jeg var ligeglad hvordan de føler sig. Det var bare sjovt for mig. Derudover hvis jeg gerne ville gøre noget så gjorde jeg det selvom jeg vidste godt at jeg ikke måtte, jeg var bare så fristet at gøre det alt andet var ligegyldigt, jeg kunne bare ikke kontrollere mine ønsker og jeg følte det som en utålelig tragedie hvis jeg ikke gøre hvad jeg vil. F.eks. vi boede ved siden af Donau og jeg var vild med at svømme der. Selvfølgelig var det helt forbudt at gå der alene men jeg gjorde det alligevel og min stakkels mor kunne ikke gøre noget (det var sådan dengang at min mor skulle på arbejde og vi passede hinanden mig og min søster). Min søster prøvede altid at overbevise mig at jeg ikke måtte gå på floden fordi jeg kan drukne og mor bliver ked af det men jeg var TOTAL ligeglad. Så hun var nødt til at komme sammen med mig til at passe på mig (hun er 1 år yngre og på den tid var vi omkr. 8-9 år gamle). Selvfølgelig fandt min mor altid ud af hvad vi havde gjort og hun blev rasende og det kunne jeg selvfølgelig ikke lide. Men næste gang gjorde jeg det igen bare fordi jeg ønskede det så stærk. Derfor tror jeg at måske mine børn ligner mig og derfor siger jeg de ting jeg siger men nogle folk tror ikke på dem. ;)

jeg ved godt at 1 gang ikke er nok til at prøve en metode, jeg er ikke idiot. Men jeg måtte være en idiot hvis efter sådan et tragisk (i det mindste tragisk for mig) forsøg prøver jeg igen.

Jeg kan godt forstå, hvis dine børn er rundt på gulvet: Der er jo ingen linje i din måde at opdrage / påvirke dem på (hvis altså det, jeg har læst i dine mange indlæg i forskellige tråde, og hvis ikke jeg misforstår noget pga sproglige knaster). Her forsøger du at afprøve en 'metode', der drejer sig om at holde ovetrætte børn vågne på at få dit eget barn til at sove middagslur. Du afprøver en metode, du opfatter som totalt væmmelig. Du afprøver en metode, som du ikke tror på. Og så afprøver du den en enkelt gang. Nej, børn har brug for tydelighed, klare linjer og konsekvens. Her demonstrerer du alt det modsatte. I dine indlæg henviser du ofte til, at dine børn ikke er som almindelige danske børn, da de har bulgarske gener. Jeg kan - som biolog - love dig for, at det ikke ligger i generne, at det ene eller andet folkeslag er mere eller mindre hysterisk. Når jeg læser dine indlæg og danner mig et (lyd-)billede af livet hjemme hos jer kan jeg til gengæld for mig selv fuldt forklare, hvorfor dine børn giver dig så mange hovedbrud, som de gør. ALT tyder for mig på, at du ville få nogen helt andre børn, hvis du lagde en anden stil i den måde, du behandler dem på.

NikiFin skrev:

Jeg kan huske da jeg var barn undrede jeg mig hele tiden hvad ulykke at lave fordi jeg kunne godt lide at genere folk og fordi jeg var ligeglad hvordan de føler sig. Det var bare sjovt for mig. Derudover hvis jeg gerne ville gøre noget så gjorde jeg det selvom jeg vidste godt at jeg ikke måtte, jeg var bare så fristet at gøre det alt andet var ligegyldigt, jeg kunne bare ikke kontrollere mine ønsker og jeg følte det som en utålelig tragedie hvis jeg ikke gøre hvad jeg vil.

Hmm... Det lyder bekendt :laugh: :laugh: :laugh: :laugh:

Johannamor skrev:

Nej, børn har brug for tydelighed, klare linjer og konsekvens. Her demonstrerer du alt det modsatte.

Kunne ikke være mere enig - ofte hører jeg ordet 'konsekvens' som en negativ handling, men er overbevist om, at man sagtens kan være tydelig og konsekvent på en god og kærlig måde, uden at udsætte børnene for overgreb mod deres personer, hverken fysisk eller psykisk... !

Johannamor , generelt er bulgarere mere temperamentsfulde end danskere, det er et faktum. Men jeg siger ikke at kun de bulgarske gener er grunden til at mine børn er sådan. Mine børn er heller ikke som de bulgarske børn, de er mere vilde. Alligevel er jeg helt sikker at det er noget genetisk. Hverken jeg eller min mand er de mest rolige og balancerede mennesker i verden. Det kan måske også være et slags uforenelighed mellem bulgarske og danske gener. Selvfølgelig også opdragelse, vi er begge to det modsatte af stædige og skrappe personer, vi er faktisk ret milde og følsomme indenfor og lige meget hvad vi viser kan børnene se hvordan vi virkelig er. Man kan opføre sig på forskellige måder men kan ikke andre på sine gener. Nu lærer jeg ved hjælp af mine børn at være stædig, men det er svært når den ikke kommer indefra. Alligevel faktummet at alle tre gradede og larmede mest af alle spædbørn på barsels afdelingen klart viser at det ikke er kun opdragelsen, temperament og stærke stemme er medfødte og opdragelsen kan ikke ændre på dem. Min man er dansk og jeg kan se at han gøre tingene på den danske måde - snakker til børnene meget stille og roligt, gentager mange gange. Men altid når jeg ser ham gøre det begynder jeg at grine indefor fordi jeg ved godt at det ikke virker med vores børn og til sidst bliver han nødt til at råbe MEGET HØJT. Og det jeg forventer sker næsten altid. Jeg undrer mig hvorfor overhoved prøver han stadig en metode der ikke virker. Det er spild af tid. Men ... lad os se... Måske om 30 år lærer de at høre når man taler til dem med normale stemme. :lol: