Hvor sociale er jeres mænd og i selv?

Hos os er behovet for at være social vidt forskelligt. Jeg så helst venner og familie hver weekend og lidt i hverdagene også - min mand er stort set helst fri. Hvordan er det hos jer andre og hvad gør i for at løse det?

Ja det med at løse det her, gir' jo lidt sig selv :P Jeg er egentlig rimelig social anlagt - men pga. mit slidgigt/smerter blir det ikke til særlig meget. Har indskrænket min vennekreds til nogle få, der virkelig er værd, at have ondt for :dry: deres selskab nyder jeg til gengæld også max. Ofte blir det til en omgang seriøs tøsesnak i telefonen - de fleste af dem jeg kender har børn, så vi har mest ro til at knevre, når ungerne er lagt i seng :snak: Min familie kommer i morgen (2 stk.) ;) det gider jeg til gengæld ikke, for de er sgu lige irriterende begge to!!!

Det kan familie godt være :laugh: Tøsesnak i tlf er min erstatning for den manglende sociale kontakt (specielt mens jeg er på barsel) :P

Vi er egentlig meget sociale begge to, og min mand er utrolig, når det handler om at 'samle' nye bekendtskaber op og udvide vennekredsen. Jeg må så desværre erkende, at jeg ikke orker at have gæster eller besøge venner i tilnærmelsesvis samme omfang som for 5-10 år siden. Jeg synes, det tager al min tid og mit overskud at arbejde og 'holde hus' og være mor - til trods for, at børnene er så store nu (11, 13 og 16 år). Jeg tror, at jeg arbejder alt, alt for meget - mine aftener og weekender forsvinder pga. hjemmearbejde - men jeg ved ikke, hvordan jeg skal begrænse det uden at føle, at jeg ikke gør mit job godt nok. Og det er kun blevet værre og værre de sidste par år. Mine veninder 'klynker' jævnligt over, at jeg aldrig har tid til dem, og børnene synes også, jeg altid arbejder - jeg bliver egentlig helt ked af det, når jeg tænker på det. Måske er det på tide at tvinge mig selv til at lade arbejdet ligge og være mere social. Det er slet ikke mig at være så kedelig...

Min kæreste er absolut ikke social. Han gider ikke meget sjældent deltage i noget. og da slet ikke når det er min mors side af familien. Jeg er på den anden side meget social. Som regel tager jeg bare afsted alene med Naia og han bliver hjemme. Det fungerer egentlig fint, men savner ham da ved min side nogen gange.

Jeg har en virkelig fantastisk cyberveninde (beskrevet mange gange tidligere), som jeg deler alt med. Umiddelbart er det 'nok' for mig. Så har jeg en veninde irl, som er der, når jeg har brug for hende. Ellers synes jeg, at det går meget op i arb og familie. Jeg står tidligt op om morgen, råknokler på jobbet (hvilket jeg ikke har gjort i 10år), så jeg er totalt bombet, når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Og så slapper jeg af her ved pcen. Så er der de obligatoriske besøg ud og modtagelser her og de uforudsete samme, selvom de er få. Men jeg finder det rigeligt. Manden suser aaalt for ofte afsted, synes jeg jo ;)

Charlotte d. 17. skrev:

Vi er egentlig meget sociale begge to, og min mand er utrolig, når det handler om at 'samle' nye bekendtskaber op og udvide vennekredsen. Jeg må så desværre erkende, at jeg ikke orker at have gæster eller besøge venner i tilnærmelsesvis samme omfang som for 5-10 år siden. Jeg synes, det tager al min tid og mit overskud at arbejde og 'holde hus' og være mor - til trods for, at børnene er så store nu (11, 13 og 16 år). Jeg tror, at jeg arbejder alt, alt for meget - mine aftener og weekender forsvinder pga. hjemmearbejde - men jeg ved ikke, hvordan jeg skal begrænse det uden at føle, at jeg ikke gør mit job godt nok. Og det er kun blevet værre og værre de sidste par år. Mine veninder 'klynker' jævnligt over, at jeg aldrig har tid til dem, og børnene synes også, jeg altid arbejder - jeg bliver egentlig helt ked af det, når jeg tænker på det. Måske er det på tide at tvinge mig selv til at lade arbejdet ligge og være mere social. Det er slet ikke mig at være så kedelig...

Det lyder som en god idé at geare lidt ned på det job ;) Pas nu på du ikke ender som en af de mange med stress.

Vi er begge ret socialt anlagt, så rigtig mange dage har vi enten besøg eller skal selv ud. Men vi nyder selvfølgelig også dage, hvor vi bare tuller rundt alene herhjemme (eller ude for den sags skyld). Mens jeg gik hjemme på barsel og ammede, kunne det godt være lidt trættende aldrig at kunne tage af sted alene. Selvom jeg er social, har jeg også et relativt stort behov for at være alene forstået som enten helt alene eller alene af sted med venner/veninder. Det er der selvfølgelig ikke så meget tid til nu, hvilket også er helt ok, bare det kan lade sig gøre i ny og næ ;) Jeg synes også der er rigeligt at tage sig til i hverdagen, og nogle gange kommer vi til at 'overbooke' os. Manden har sin fodbold et par gange om ugen og af og til en spilleaften, så i perioder synes jeg det kan være lige i overkanten ;) Det tror jeg dog ikke han kan overbevises om :laugh: Én ting der dog kan irritere mig en anelse er, at han ikke rigtig gider, hvis han fx bliver inviteret med til en af mine veninder (ikke én bestemt veninde, det er generelt), det kan fx være til parmiddag eller børnefødselsdag - mens han tager det som en selvfølge, at jeg gerne vil med til tilsvarende hos hans venner :huh: På den anden side er hans venner så stort set alle blevet fælles venner, mens de fleste af mine veninder stadig 'bare' er mine veninder :silly:

Jeg er ikke særlig social anlagt. Har nogle få nære venner og min skønne søster. De kender mig heldigvis så godt at de ved de ikke skal komme rendende hele tiden. :P Manden har fodbold og nogle nære venner som han har behov for at se jævnlligt - passer mig fint så jeg kan få lidt alene-tid. Og så er der de fælles venner med børn - vi ses når det passer, alle ved jo det ikke er nemt at få tid med børn, job osv.

Jeg tror jeg generelt er mere socialt anlagt end min mand, men det ændrer ikke ved det faktum at vores kalender simpelthen er propfyldt hver eneste fridag og weekend.... Det er faktisk selv for meget af det gode for mig og jeg synes heller ikke jeg kan byde min datter det, da jeg tror at også hun har brug for en total 'off-day' en gang imellem. Men synes det er rigtig svært efter at jeg er startet med at arbejde igen, synes det hele bliver meget komprimeret og det kan godt stresse. Jeg arbejde i det offentlige sygehusvæsen og har vagter på alle døgnets tider og dermed heller ikke altid fri på helligdage og i weekender med mere, så for os er det en udfordring at finde den balancegang med det sociale. Er dog begyndrt at palnlægge hvilke dage vi vil holde helt for os selv og det er fakktisk rigtig dejligt :)