Debat - opvækst - land vs. by ?

Kære forældre! Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres mening om hvor børn har bedste af at vokse op, og hvor I selv vælger at jeres børn skal vokse op! Jeg er selvf blevet mor for 5 mdr. siden og bruger enormt meget energi på at tænke over hvor mit barn har bedst af at vokse op... Vi bor pt. i København og er begge opvokset på Fyn. Jeg har en videregående uddannelse og finder uden tvivl de mest interessante jobs her i storbyen, men har alligevel oevrtalt min kæreste til at vi skal flytte tilbage til fyn, da jeg mener at vores datter får den bedste og tryggeste opvækst der. Et sted hvor vi let kan få råd til den store villa med have som vi drømmer om, noget som er væsentlig dyrere her nær hovedstaden. Hvor skal jeres børn vokse op? Hvilke tanker har i gjort om dette ? En anden ting jeg har overvejet meget er hvor vidt man kan have karriere og være mor ? Jeg får dårlig samvittighed når jeg tænker på, at jeg gerne vil se hvor lang jeg kan drive min karriere, da jeg ved at det jo til en hvis grad vil tage noget af tiden fra mine børn... Lad mig høre hvad karrierekvinderne og husmødrene har på hjertet. kh Juel

Jeg tror ikke at man kan sige, at børn har bedst af at vokse op, f.eks. på landet. Børn har godt af at have glade forældre! Og så er der måske nogle bestemte rammer, som f.eks. en have eller nem adgang til at grønt areal der kan være godt. Jeg er selv vokset op på landet ved en lille landsby. Har altid haft det sådan at sådan et sted gad jeg ikke at bo igen - der var alt for meget sladder, og man kunne ikke slå en skid uden at alle vidste det. Jeg har også boet 4 år i en af Dks største byer og nød det - men jeg savnede nu naturen selvom jeg boede tæt ved grønne områder - det var bare ikke den 'rigtige' natur. Nu bor vi i udkanten af en lille provinsby, og det er jeg rigtig glad for. Vi har tænkt meget over beliggenheden - og synes selv at vi har det perfekte sted. Markudsigt fra haven, tæt ved fjorden og mellem 2 forskellige skove - og alligevel 3 km til centrum. Det synes jeg er det perfekte sted for mit barn at vokse op - hun kan få lov til at lege mange forskellige steder, og vi behøver ikke at bekymre os meget om trafik, narkomaner og den slags ting som man måske tænker på i storbyen. Jeg er ikke karrieremenneske - er offentlig ansat og er rigtig glad for mit job, men karriere kan man vist ikke kalde det. Men jeg tror aldrig at jeg ville overveje at blive hjemmegående - har simpelthen brug for at have andet og mere at lave end at passe min familie. Det er da ikke noget at have dårlig samvittighed over - som tidligere sagt har børn godt af at have glade forældre. Og du kan til gengæld gøre nogle ting for dine børn (økonomisk) som du måske ellers ikke kunne. Nu ved jeg jo ikke om du arbejder 80 timer hver uge, men man skal da ikke skamme sig over at passe sig job. Det er kun dig selv og din familie som kan mærke om i gør det rigtige.

Ja, nu har spunkens mor jo sagt, hvad jeg straks tænkte: børn har bedst af at have glade forældre! Tænk, hvis man følte at man ofrede hele sit liv på at bo et træls sted, fordi man mente at dét var det bedste for børnene! Det lyder ellers som et rart sted, du beskriver. Vi bor også landligt -i en landsby,og tæt på en provinsby- og det er dejligt; men jeg føler, at jeg er lidt for langt fra en lidt større by, gider ikke altid at skulle køre i bil for at mærke pulsen. -Og så kan jeg også føle,at miljøet er lidt indspist; her er uhyggeligt mange, som er vokset op på egnen, har gået i skole sammen, kærestet med naboens storebror og sådan. Så efter 15 år føler jeg mig stadig lidt som tilflytter ;) Det er fint nok for børnene, her er mange fritidstilbud, og flere skoler at vælge imellem. Her er udendørs tumleplads lige uden for døren, og ikke så meget at passe på. Til gengæld er der langt til nogle af vennerne pga at det er landdistrikt, og landeveje er ikke så cyklistvenlige. Derfor er der også mange børn som benytter skolebus i stedet for at gå/cykle. Så egentlig er jeg ALLIGEVEL dér hvor jeg gerne snart ville noget andet, men bliver boende for børnenes skyld. I hvert fald for de to yngste, med én i gymnasiet, og én i 3. kl. der allerede har prøvet at skifte skole. Den ældste derimod skal bare væk herfra, og det bliver meget snart, men IKKE sammen med mor og far :P Det er jo i grunden svært at vide, hvor man vil trives mange år ud i fremtiden, for ens livssituation ændrer sig; for mig er tanken først opstået nu, hvor jeg ikke længere har små børn P.S. Har spunkemor egentlig overvejet at opdatere brugernavnet svarende til den aktuelle situation :lol: ?

Ja, det har jeg. Men ved faktisk ikke hvordan jeg gør, og så ved i jo heller ikke hvem jeg er ;) . Men nu har jeg jo tilføjet en lille tæller, så dem der ikke kommer her så meget også kan se at spunken er kommet ud. Og med lidt god vilje kan man jo godt sige at der ligger en spunk - eller et par millioner - eller i hvert fald frø til en spunk.

:lol:

Vi bor i et område hvor alle min søns venner er i gåafstand. Det synes jeg er en fordel. Desværre er det et meget dyrt sted og det gør at vi ikke har råd til at rejse ret meget. Vi har ikke boet her så længe og har fået to børn siden vi flyttede hertil, så det betyder jo også noget for økonomien. Det bliver forhåbentlig bedre med tiden ;) Egentlig synes jeg vi bor for langt ude uden egentlig at bo ude. Vi har 4 km ned til centeret og stationen, men det er nok til at man skal med bus eller køre i bil. Vi har valgt kun at have en bil mens jeg er på barsel, så jeg føler mig faktisk ret bundet. Det er det område min mand er vokset op i, mens jeg selv er vokset op 25 km herfra. Det betyder at alle mine venner bor 25 km væk og så smutter man ikke lige forbi med det offentlige. Det hjælper helt sikkert når jeg begynder at arbejde igen for så ser man jo ikke helt så mange i hverdagene. Men kunne jeg gøre det om var jeg aldrig flyttet hertil. Jeg håber på at min mand bliver moden til at flytte på et tidspunkt. Jeg keder mig her. Institutionerne er enormt dyre og der er stort set ingen fritidstilbud til børnene. F.eks koster en klubplads 1200 kr om måneden og en vuggestue 3200 kr. Hvad giver i andre? Fra sommeren hvor vores lille også skal gå i institution kommer vi til at lægge 5400 kr om måneden :woohoo: Fordelen her er at det på en måde er et lokalsamfund - vi hilser på mange (men heller ikke mere) selvom vi kun har boet her i knap 3 år, det er de samme ansigter man ser, og der er trygt at færdes for børnene. De sidste to steder jeg har boet hilser man ikke engang på naboen :blink: Jeg ville egentlig helst bo meget centralt eller længere på landet. Centralt fordi der er liv og på landet fordi folk kommer hinanden mere ved og fordi det er billigere, så der ville være råd til nogle gode rejser og hvad man ellers har lyst til. Det her midtimellem er sgu ret kedeligt. Tror, hvis jeg skulle vælge, at vi ville havne i et nybygget område i en mindre by på landet :) får desværre nok bare ikke manden med og han er jo meget sød for det meste :silly:

Jeg er opvokset midt i byen - og jeg kunne ikke forestille mig andet. Jeg kan huske jeg besøgte kammerater i forstæderne, og endda på landet, og, altså - gaaab. Byen er fuld af kammerater, mennesker, liv, puls, oplevelser. Det er så fedt at være barn i byen. Min 8-årige ville gøre oprør hvis jeg flyttede hende ud af byen - væk fra skøjtebaner og børnejazzklub og museer, væk fra tivoli og la glace og skøjtebaner hele vinteren, væk fra de små sjove butikker og musikundervisning og kreativ dans, væk fra fornemmelsen af by. Og mig? Jeg ville blive tosset af at bo i en lille by. Det holder ikke. Jeg hører til her. Og dig - tror du virkelig du gavner dit barn med det der martyrium? Tænk, hvor en kæmpe ansvar de skal bære på - 'mor og far har ofret deres eget liv og alt det de gerne ville for jer - kan i så se at være glade og succesfulde'. Man kan ikke leve sit liv gennem sine børn. Se nu at få fokuseret lidt på at ha' et godt indhold i dit eget liv; dine børn får nok at gøre med at få skabt mening med deres eget liv - det er faktisk ikke fair at de osse skal give deres mors liv mening. Hvis en karriere i byen er det der er dig, så gå dog efter det. Gør noget hvor du stortrives, og del al det overskud og den glæde det giver med din familie.

Karrierejob har jeg ikke - men et ansvarsfuldt og udfordrende job, der svarer til, hvad man kan få, når man har en universitetsuddannelse bag sig. Og jeg ville aldrig flytte et sted hen, hvor min mand og jeg ikke kunne få et job af den type. Jeg er opvokset i forstæderne til København og bor også nu i forstæderne - godt nok i Malmø, fordi husene for et par år siden var endnu mindre til at betale, end de er i dag. Men det er alligevel indenfor 'penderlafstand' til jobs, venner, familie og underholdning i København - selvom en hel del af vores fritid nu foregår på den side af Øresund, som vi bor på. Børnene har det perfekt, hvor vi bor - i et område med masser af jævnaldrende, masser af legepladser, gåafstand til børnehave, fodbold & gymnastik (og skole, når det bliver aktuelt til sommer). Institutionerne er billige og gode. Selv kunne jeg godt tænke mig at komme lidt tættere på arbejde (og dermed få en lidt kortere 'arbejdsdag' væk fra børnene) og på København. Men det er ikke et ønske for enhver pris - og min mand og jeg arbejder i hver vores del af storbyen, så kortere transport for mig ville nok betyde mere transport for ham. Nej, for mig at se er der ingen grund til at vælge 'Langtbortistan' for børnenes skyld. Man kan undgå den ene eller anden ghetto ved at vælge Hellerup eller Nordvest fra afhængigt af, hvordan man tænker, men den største ulykke, man kan udsætte sine børn for er at begrænse sine egne udfoldelsesmuligheder så meget, at de ikke oplever en glad mor og far.

Det er sjovt som små byer altid beskrives som 'lokalsamfund'. Jeg har aldrig oplevet mere lokalsamfund end da jeg boede på Vesterbro. Vi kendte alle i nærheden. Nogle kendte vi godt og andre hilste vi bare på. Kioskejere, grønthandlere og alle i gården kendte vores unger og vidste hvor de hørte til. Det er ikke helt det samme nu, hvor vi bor i Brønshøj. Jeg må indrømme at jeg havde en romantisk drøm om at ungerne legede på vejen og kom til at kende hinanden, men det holder ikke stik. De er i SFO om eftermiddagen og hvad de laver i sommeraftenerne og weekenden ved jeg ikke - for de er i hvert fald ikke ude på gaden. Jeg ville gerne tættere på byen men vi kunne ikke finde noget, der var til at betale, da vi skulle flytte i større lejlighed. Når så det er sagt så er det skønt at have grønne områder, men stadig have kiosk med døgnåbent på den anden side af vejen, masser af butikker 5 minutter herfra, bibliotek i gåafstand (datteren på 9 går selv derned), busser til døren, indre by indenfor cykelafstand etc. Da vi skulle vælge bolig valgte vi efter at have så meget tid i hverdagen som muligt. Dvs vi har en andelslejlighed, der er nyrenoveret, så der er minimum af vedligeholdelse. Vi har ingen have, der skal holdes, intet hus der skal holdes, minimale forpligtigelser og masser af tid til museer, zoo, læse højt, flade ud, koncerter, biftur etc. Derudover har vi så et familiesommerhus i Asserbo som vi bruger rigtig meget fra forår til efterår. Der får vi stillet vores lyst til have og havearbejde og frisk luft og sand mellem tæerne :-) Perfekt kombination for os!

Jeg er helt enig med Lars i, at ungerne - oftest - trives, når og hvor forældrene gør det. Jeg er vokset op i et lillebitte landsbysamfund, og jeg elskede det. Måske mest, fordi jeg var så heldig at være omgivet af skønne nabofamilier, hvor vi kunne rende ind og ud af hinandens hjem. Flere af naboungerne fra dengang er mine venner for livet, og deres forældre er mine reserveforældre. Jeg kunne dog ikke se mig selv bo på landet nu. Jeg vil have butikker i nærheden, og børnene skal kunne transportere sig selv i skole og til fritidsaktiviteter og kammerater osv. Derfor bor jeg i den 'store' by - ca. 12.000 indbyggere ;) - og, heldigvis, tæt på større byer som Silkeborg og Århus. Samtidig har vi fem minutters gang til strand og skov - og til toget. Jeg elsker pulsen i større byer og kunne sagtens se mig selv bo i Århus og såmænd også København - helst Christiania :) - men jeg trives også stort med at kunne transportere mig til Århus på 25 minutter, og det er helt fint. Mine unger kan lide at bo, hvor vi gør, fordi de altid har gjort det - og teenagedatteren er glad for sit togkort.