Foretrækker du drenge eller piger?

Mine to ældste børn er også drenge, og da folk fik at vide, at det var en pige jeg ventede mig tredje gang, fik jeg også hele tiden at vide, hvor dejligt det måtte være for mig - og jo, selvfølgelig er det da dejligt også at prøve at have en pige, men en dreng mere havde altså været nøjagtig lige så velkommen. Jeg ville gerne have et BARN mere - kønnet var underordnet. Synes også nogle gange, at det var synd for mine sønner, når folk sagde det, for det lød ofte som om piger skulle være højere i kurs :huh:

Jeg synes, du skal meldte klart ud over for din familie, om hvordan du har det, med det de siger - og hvordan det ødelægger din glæde ved at skulle have en lille ny - der måske ikke bliver en dreng. Det er ikke sikkert, der er klar over, hvor sårende det er. Kærlig hilsen Barbara

Min kommentar var til FUZZBOX! Jeg synes, vi alle skal glæde os over vores børn - om det er så er drenge eller piger. Og lade os glædes os over dem, uanset hvad andre siger. Hvis nogen er utilfreds med at der ikke er kommet en dreng/pige i familien, så må de selv adoptere ;-)

Pia S skrev:

Jeg er revnende ligeglad - vil bare have et sundt og raskt barn. Men når det er sagt vil jeg da sige, at jeg i dag er superglad for at have fået en dreng. Jeg har altid selv været en drengepige, så det der med Barbie og lyserødt ligger meget fjernt :side:

Jamen Pia; så kan jeg -ud fra egne erfaringer- fortælle dig, at hvis du selv har det sådan med Barbie og lyserødt, så er der en vis sandsynlighed for, at dit afkom får det på samme måde, også pigerne! (-arv eller miljø!?). Min ni-årige datter har altid leget rigtig godt med drenge, og allerede som 4-årig udtalte hun: 'Jeg HADER Barbie'! Så her har den mere stået på træklatring og Pokemon end alt det dér dukke-fis. Bortset fra det, så har vi aldrig ønsket os et specielt køn, heller ikke tredie gang efter to drenge. Erfaringen har så vist os, at der er større mental udfordring i at få en pige; men andre mener det er omvendt, så det er nok mere person-afhængigt! ;) Stor glæde bringer de jo alle; uanset køn!! :)

Jeg ønskede mig en pige første gang - og fik det. Anden og tredje gang betød det ikke så meget, hvilket køn, jeg fik - men jeg ville gerne have i hvert fald én datter mere og var så heldig at få to dejlige drenge. I dag aner jeg ikke, hvorfor ønsket om en pige var så stort første gang. Jeg kan ikke huske, hvad mine tanker gik på - måske var det bare noget med lyserøde sparkedragter? Jeg faldt pladask for mine to drenge - præcis, som jeg gjorde for deres storesøster - og jeg er meget fascineret af at følge deres udvikling og blive klog på, hvordan små drenge bliver mænd :) Det sjove er, at jeg forventede, at mine drenge ville blive ret 'ens', både pga. kønnet og det, at de er pseudotvillinger, og så har det vist sig, at det er vores datter og 'midtermanden', der minder mest om hinanden både mht. udseende og personlighed. Lillebror er helt sin egen. Med en nu 16-årig datter i huset må jeg så også tilføje, at jeg godt kan glæde mig lidt over, at vi ikke skal igennem udfordringerne med en teenagedatter igen - jeg holder hovedet højt i en indædt tro på, at drenge slet, slet ikke volder nogle problemer i puberteten. ;) Selv om jeg selv har 'været der', så kan jeg i dag blive næsten forarget, når gravide medsøstre drømmer om yndige pigebørn - så stort har det været for mig at få sønner. Misforstå mig ikke - jeg elsker min datter lige så højt som drengene - men det, at jeg som udgangspunkt mente, at det ville være bedst for mig med (mindst) en pige, har nok gjort oplevelsen af at få to skønne sønner så meget desto mere fantastisk. Min mand er tilsvarende den, der bliver blødest i knæene og er mest overbærende over for vores datter - det er vist meget freudiansk...

Inden vi fik børn, har jeg altid forestillet mig drenge. Ikke fordi jeg foretrækker dem, men kunne måske bare bedre se mig selv som mor til nogle friske drenge. Har tidligere arbejdet i børnehave, og kunne bare bedre relatere til drengene, de er ofte mere ligetil end pigerne... Da jeg så blev gravid havde vi så bare begge en forestilling om, at det blev en pige og glædede os til det...- det blev jo så verdens bedste Anton i stedet :laugh: - Men det vidste vi allerede fra uge 12, så vi blev ikke overraskede. Han er bare verdens bedste dreng og det ville være fint med begge køn næste gang (som bliver den sidste)...kønnet afgør jo ikke personligheden, som er den man elsker :)

Vi prøvede på at få børn i fem år og da det endelig lykkedes at blive gravid, var det bare skønt :) . Vi var begyndt at indstille os mentalt på adoption og havde tænkt, at vi ville søge om et lille barn fra Asien. Derfor havde vi i tankerne i flere år, at vi nok fik en lille sød pige fra Kina eller Korea. Det blev så til en lille og lige så lækker dreng :P

Ønskede mig egentlig bare et helt barn første gang. Bagefter er jeg sikker på, at en pige havde gået mig på nerverne. Da vi så fik Mads, blev jeg klart enig med mig selvom, at jeg bare var superglad for, at jeg ikke skulle have piger. Er slet ikke til fletninger, nips og tingeltangel. Nej, sådan behøver piger ikke være, men jeg ved også, at jeg helt klart ikke ville vælge at opdrage en drengepige ;) Jeg har to drenge, som garanteret tangerer piger på mange punkter - men de er mine drenge og perfekte i mine øjne. (Hvad prøvede jeg egentlig lige at sige der? Nogen der forstår det???)