Positive input savnes til dårlige morgener

Vores nat er efterhånden et velkendt problem :) som jeg derfor ikke kommer nærmere ind på. Morgenerne starter ca 5.30 ( plus/minus). Bliver vækket af en høj kontinuerlig skrigelyd, uden pauser og stop. Farer forskrækket op, hjertet banker for nu skal der bare fart på. Møder en fuldstændig arrig, ked af det, gal, sparkende lille fyr der står og knalder hovedet/tænderne ind i kanten af sengen fordi han hopper af arrigskab. Det er her blevet så svært for mig smilende med blød kærlig stemme at sige 'god morgen mit livs lys'. Forsøger stille og rolig at vriste ham fri af sin seng og undgå at blive ramt af diverse ting. Hovede, ben og arme. Skrigeriet fortsætter, for tror altså ikke helt han er udsovet, men prøv liiiige at forsøg at lægge ham igen ?! :S Resten af morgene foregår som at gå på glas. Èn forkert bevægelse eller misforståelse, så er den gal igen. Der behøver ikke engang være en grund. I dag fik jeg ham lagt ud i barnevognen hvorefter jeg gik op på førstesalen og bare stod og skreg. Min krop lukker simpelthen ned om morgenen når min dag starter sådan. Kan ikke finde overskuddet til at kunne grine af det. Nogle gange har jeg sat ham ved siden af mig og bare ladet ham skrige. Han gør det jo uanset om jeg har ham eller ej. En sød veninde fortalte så at børn jo kan mærke hvis man bliver irriteret/sur/ked af det etc etc..... Ok ja, jeg overgiver mig, for kan ikke være en lykkelig supermor når jeg bliver vækket på den måde. Hver dag! Hvordan vender jeg det ? Lader ungen skrige og går i stalden så jeg ikke kan høre ham :P ? Står op kl 4 og meditere al min positive energi tilbage i kroppen så jeg kan være klar til at servicere smilende ? :unsure: :)

Jeg er sikker på, at du ikke skal gøre så meget lige nu andet end forsøge at gøre det samme hver morgen - og så vente på, at du får ham udredt for alle de symptomer du mener, han har. Måske de dumme morgner så bliver bedre med tiden, er jeg også sikker på. Derudover mener jeg jo, at 'han ikke er fyldt 18' og med det mener jeg, at man godt kan kræve og sætte på plads på hans alderstrin (nu får jeg nok på puklen, men skidt nu med det ;)). Han skal ikke styre og regere, vel at mærke, hvis han er sund og rask. Er det fordi der er noget 'galt', så er der jo en væsentlig årsag til sagerne. Jeg håber, at du snart har klarhed og facon på dagene...

Bibi - du har ret. Tænkte det samme, men med al min ævlen, tilbageblik og spekulationer, ville indlægget så blive for langt :D. Tænkte at der måske var et lille håb for at nogen kunne se at 'ahaaa, måske du skulle prøve.... ?! ....'. Mht '18 år... osv....' du får ikke på puklen af mig ihvertfald, for det er befriende at ihvertfald èn mener at nu er det altså at de/han har alderen hvor man godt må sige stop ! :) Tager hans symptomer i betragtning. Klarheden starter i morgen :)

Dit morgenproblem hænger jo nok så meget sammen med dit natteproblem, at du ikke kan løse det, før du har fået drengen til at sove bedre om natten... og så sker det helt af sig selv. Men her er to små ideer indtil da: Er der lys på drengens værelse? Hvis du ved, at han vågner kl. 5.30 og alligevel ikke kan sove mere, kan du prøve at tænde en meget svag lyskæde (tænd-sluk-ur) kl. 5.25 - så drengen ikke vågner til mørke. Måske gør det, at han ikke har helt så travlt med at blive taget op - han kan jo opleve noget på egen hånd, indtil du dukker op. Næste ide, der jo så kræver lidt lys, er at placere lidt legetøj i / i nærheden af sengen, så drengen kan lege lidt med en bamse, bladre i en bog el.lign. På sigt skal drengen selvfølgelig lære at sove længere, men her er lidt, der måske kan forlænge din egen søvn så meget, at du får bedre overskud - eller lade dig vågne lidt blidere, så det samme sker. Sov godt!

Puha Jeanie, det lyder sørme ikke rart for nogen af jer! Har ikke en hel masse gode råd at komme med, men kan godt forstå at energien ikke sprøjter ud af dig med sådan et natteforløb. Går selv helt kold over manglende søvn... Men ja, lidt lys og lidt legetøj kan måske være løsningen og tænker da lidt ligesom Bibi, og dig selv, også at når i begge er stået op og han laver sådan en scene, så kan man godt sige stop. Held og lykke

Jeg kan ikke huske hvor gammel han er? Jeg mener også, at det er derude, hvor I slet ikke kan være med mere. Og føler med dig i alle henseender. Det der med, at børn, der græder ikke skal være alene, kører jeg også med, men jeg ved også at det kan blive for meget i længden. Det med at være i en familie betyder jo også at alle skal kunne være en del af den familie. Det har du svært ved at være, når han skriger sådan og så kan du godt sige til ham, at nu tager jeg dig ind på dit værelse, hvor du kan skrige færdig, og så kommer du først ud når du er færdig... (eller lignende). Brug som begrundelse at du har brug for ro for at være en god mor (eller noget andet der kan forstås af ham). Sig det højt til ham. Du skal selvfølgelig gå derind hvert andet minut eller lignende, og tilbyde knus eller kram (forsoning) så han ved at han er elsket. Du skal selvfølgelig være klar til at køre den helt ud, så hvis du siger til ham, at han først kommer ud når han er færdig med at skrige, så skal du også gennemføre det. Hvis det varer ved alt for længe, så må han få noget at drikke på værelset eller lignende. Følg dine instinkter, for selvfølgelig skal der gradbøjes, hvis du mener at netop det anfald har noget med 'sygdom' at gøre. Jeg håber I kan få det til at køre, på et plan. Hvis der er noget positivt i det, så er det vel, at det kun kan gå fremad. Skriv hvordan det går, så du kan få noget opbakning i den metode du har valgt. Håber på det bedste.

Hejsa :) Jeg har ikke fulgt tråden fra start, men håber da helt bestemt at du kan ændre mønstrene din lille dreng følger. Min egen datter er selv temperamentsfuld, og hende valgte jeg fra start at sætte grænser for - med min sundhedsplejerskes viden og støtte. Metoden her har fungeret godt for os, så måske også for jer? Når hun er 'på vej op' forsøger jeg at distrahere hende med 'klappe-kage' - sang - kilden - legetøj el. lign. Hvis det ikke hjælper, siger jeg tydeligt og bestemt STOP! og når forundringen har lagt sig: Nej, stop så! og mén det når du siger det. Det fungerer ofte i dagtimerne. Simpelt, men hos os ret effektivt. Også fordi det ikke kræver det overskud, man skal have for at sætte et stort smil op - neutral kan gøre det. Vores nætter er i perioder ret brudt - hun vækker os med max et par timers mellemrum fra 23-07, det tærer på krafterne, og så ryger energien. Kender det. Ved du om han er mæt nok når han bliver lagt? Min datter er ikke god til at spise meget/nok til aftensmad, så hun får øllebrød kl 17 og aftensmad mellem 18-19, alt efter hvornår hun virker sulten. Derudover får hun en flaske når hun bliver puttet ved 20-tiden. Efter vi har indført denne rutine, får vi lov til at sove det meste af natten i et stræk, bare afbrudt af en enkelt gang hvor sutten skal findes og pigen lægges 'på plads' i sengen og under dynen. I min mødregruppe har det modsatte været tilfældet. Pigen var overmæt, og det gav urolige nætter med gråd og bøvl. De tog flasken fra hende, og siden har der været ro hos dem. Måske noget af dette kan hjælpe dig? X'er fingre for dig, nattesøvnen og at din lille dreng finder en god rutine :)

Hej igen :). Et lille resumè af læge besøg og nat. Fik kun 10 min hos lægen som blev presset ind imellem 2 andre :). En af de andre på kontoret havde ændret i planen da der stod at han skulle vaccineres. Øv. Men Bibi, jeg prøvede at mase på og hun er nu opmærksom på det. Vi skulle holde øje med med om der kom anfald når han feks bare sad stille. Næste skridt er en praktiserende børnelæge, som hun næsten i munden på mig selv foreslog.Hendes første tanke var noget hun kaldte affekt-kramper, noget kroppen åbenbart går igang med når ilten mangler og stress hormoner ræser rundt i kroppen. Vel en form for kortslutning :) ?! At det hele lød lidt mærkeligt, at der fra sygehuset også var svar omhandlende at hans tarme ikke fungerede som de skulle, men at det var muligt at han ville vokse sig fra det. 3 - 5 års alderen (her indlægger jeg nu et panisk skrig) Mor til to - Han er 15 mdr :). Så han er den fantastiske alder hvor følelser og fornuft ikke rigtig følges ad. De eksplodere bare :), så et eller andet sted er grænsen mellem arrigskab der ikke kan styres endnu og det næste trin hvor handling kan afledes med overraskelse eller konsekvens :unsure: . Feks i nat - prøvede - besluttede at han fandme nej skulle ødelægge endnu en dag. Vågnede præcis samme tid, på samme måde. Jeg gik ind til ham og fortakte det var nat, lagde ham, kyssede ham, gik ud. I kan regne ud hvilken reaktion jeg fik ;). En gang til, men dog satte jeg mig ned ved siden af sengen, og holdt hans hånd så han vidste jeg var der. Han trak resolut sin hånd til sig og knaldede mig en på siden af hovedet ! Blev edderspændt provokeret rasende men flyttede stille mit hovede, fordi knægten ville jo prøve igen (grænsen mellem bevidst og ubevidst arrigskab ? ). Lod ham skrige, hvorefter han lagde sig ned og puttede selv. En halv time senere gentog det sig, gik dog ud mens han stadig var godt gal og bestemte at jeg ikke ville gå derind i et godt stykke tid. Han faldt til ro og sov til kl 7. Min hjerne er dog ikke helt vågen endu :lol: . Vi må se i nat. Prøver det igen ihvertfald. Dagen havde været god og var ikke i tvivl om denne scene ikke var fordi øre, røv, næse ell gjorde ondt: :) phuu, det blev et langt svar :)

Godt gået, Jeanie. Du fik noget opbakning til at gøre noget du egt selv havde tænkt dig frem til... Og det VIRKEDE. I hvert fald i nat. Sejt gået at du bare flyttede hovedet. DET var garanteret svært ikke at lade sig provokere. Om natten skal du ikke opdrage ham til ikke at slå, det må du tage om dagen, når du har noget mere overskud. Hvem ved. Det kan være, at han simpelthen har været så frustreret over at sætte dagsordenen, at han faktisk er glad for at han nu kan mærke, at du tager over... Kan man forestille sig det, selvom han er så 'lille'? Hvordan påvirker hans skrigeri dig? Jeg tænkte at du måske kunne have hjælp af et par ørepropper, når du sidder der, hvis det skal blive ved. Måske et mp3 afspiller... Krydser alt, hvad jeg kan krydse for at du får endnu en ok nat og at det på sigt kan hjælpe.

Jeg tænker: Hvor er drengens far henne i alt dette? Jeg gætter, at I har fordelt det sådan, at han går på arbejde og du er hjemme for at tage dig af drengen. Men med en 'terrorist' som jeres er det altså ikke nødvendigvis rigtigt, at du har ham alle nætter, når du også har ham til hverdag. Ja, manden skal arbejde - men du skal altså også kunne hænge sammen om dagen og have mere overskud til at være en god mor. I er to forskellige personer og gør tingen på forskellige måder. Hjemme hos os har vi haft flere eksempler på, at den ene af os knækkede koden før den anden - m.h.t. hårvask, tandbørstning, putning og hvad der ellers er af potentielle problemer med småbørn. Måske gør I det allerede, men ellers vil jeg opfordre jer til at dele nætterne mellem jer: Du tager fx hverdagene - og får så til gengæld lov til at sove i weekenden. Eller du kan få 'ferie' i en uge. Måske glemmer drengen nogen af sine dårlige vaner, når der reageres på dem på en anden måde??? Og hvis ikke, så får du bare lov til at sove mere, så du får lidt mere overskud.