Læsser lige lidt af på jer

Min læge mener at jeg har en depression. Og måske har han ret - jeg ved det sgu ikke. Ind imellem synes jeg at det hele er lidt hårdt, men det er vel meget almindeligt, når man lige er blevet mor, så jeg har ikke lagt så meget i det. Det startede da jeg talte med ham om mine problemer med amningen - der sagde han at jeg måske havde en depression - men det afviste jeg. Og jeg synes også at jeg har haft det meget bedre, efter at hun får flaske fuldtid og jeg har affundet mig med det. Men for nogle uger siden begyndte jeg at få svære søvnproblemer - og da jeg så talte med min læge om det, sagde han at det var et depressionstegn. Han ville ikke give mig sovepiller, men har til gengæld givet mig et antidepressiv/afslappende piller. Det har hjulpet lidt på søvnen, men jeg synes stadig ikke at jeg er på toppen. Nogle dage går jeg bare og tæller ned til min mand kommer hjem, og til hendes næste lur - men fordi hun tager så korte lure, når jeg kun at sove ½ time før hun skal op igen, og så føler jeg mig endnu mere træt. Nogle gange falder jeg næsten i søvn når jeg sidder med hende, og jeg er bange for at tabe hende. Og jeg har dårlig samvittighed fordi jeg ikke har så meget overskud til at stimulere hende. Alt sejler herhjemme og lige nu synes jeg at det er noget pis. Jeg synes, at jeg er et svagt menneske - og samtidig ved jeg godt, at depression ikke er noget at skamme sig over. Måske er der ikke så meget at sige til det; fødslen var meget hård, og jeg døjer stadig med følgerne; amningen gik i kludder og gjorde mig enormt ked af det - og så har jeg altid haft lidt vinter-blues. Jeg har ikke lyst til at fortælle familie og venner hvordan jeg har det - også fordi jeg det meste af tiden har det godt. Jeg har svært ved at vurdere hvordan jeg egentlig har det. Ind imellem synes jeg at lægen er et kvaj fordi jeg har det fint - og ind imellem er jeg bare rigtig ked af det. Jeg har ingen spørgsmål, og forventer egentlig ingen respons - jeg havde bare lige brug for at læsse af.

Om du har en depression eller ej, kan jeg ikke sige dig. MEN.... Jeg kan sige dig, at du under ingen omstændigheder må gå og holde det for dig selv, ej heller tie overfor din familie. De er da de nærmeste til at være der for dig, tage lillemusen når hun ikke vil sove, så du kan sove. For ellers ender du med at gå helt ned, og det skal du jo helst ikke. Det er OKAY at erkende at det er hårdt, og det er ikke en skam. Det er en skam ikke at gøre noget ved det. Bare det at du åbner dig for os herinde er et skridt på vejen, og du bliver nødt til at fortælle dine nærmeste om hvordan du har det, bare det at fortælle det kan måske hjælpe dig, måske er der en der har haft det på samme måde som dig, og som kan give dig nogle råd, spark eller kram.... Bare en tanke til dig fra mig :kiss:

Jeg synes det lyder som om du mangler søvn. Det er et kendt torturmiddel at vække folk hele tiden og det er altså ikke uden grund ;) Har i ikke nogle der kan tage hende en nat eller komme en gang imellem og gå en tur med hende, så du kan sove med vished om at du ikke bliver vækket? Det gør underværker at sove rigtigt uden at ligge og lytte. Jeg har det på samme måde når jeg er helt flad. Og jeg har IKKE dårlig samvittighed over at få dem passet engang imellem for jeg ved at jeg så er en bedre og mere oplagt mor når de så er her. Håber det kan hjælpe dig :blink:

Jeg er meget enig med Signe 1704 i, at søvnmangel kan slå benene fuldstændigt væk under de fleste. Derudover tror jeg, mange oplever en nedtur før eller siden under deres barsel. Jeg syntes, det var hårdt og svært slet ikke at blive udfordret intellektuelt - ikke at have en 'rigtig' hverdag med struktur på - og så er der altså et eller andet antiklimaks over, at man på den ene side har fået vækket de allerstørste følelser i verden ved at få et barn, og at man på den anden side kun kan give følelserne udtryk igennem enormt trivielle gøremål - hvis det giver mening: Man ved, at man vil gå igennem ild og vand for sit barn, men i praksis skal man 'kun' dikke under hagen, skifte bleer, amme/give flaske og gå tur med barnevognen. Jeg har haft nemme fødsler, gode ammeperioder og børn, der sov 'acceptabelt' - alligevel følte jeg mig også drænet for overskud, uden at jeg kunne sætte en finger på, hvad det egentlig var, der var så hårdt. Reelt tror jeg, det blandt andet handlede om, at dagene gik i et - at jeg godt kunne støvsuge, gå en tur rundt om søen med barnevognen, flytte rundt på møblerne i stuen, genoptage kontakten med en gammel veninde osv. osv. i dag - men jeg kunne sådan set også bare gøre det i morgen eller om 14 dage... Jeg husker PRIMÆRT barselsperioderne som noget positivt, og mon ikke, du også finder glæden og overskuddet igen?

http://voresborn.dk/images/fbfiles/images/AddEmoticons04218___Kopi-20100112.gif Det vil jeg give dig, for de andre har sagt det 'hele'...

det lyder ligesom mig, da jeg fødte vores første barn i 2005. Det er hårdt at blive mor.. så mange følelser.. min amning gik heller ikke, som jeg ville have og da hun var 1½ månede måtte jeg ty til flasken.. må sige, man har lov til at være ked af det.. også selvom man lige er blevet mor.. Men snak med en, om dine følelser. hvis det bliver for meget for dig.. og ellers så tag den med ro, også selvom huset sejler ;) Man ska jo lige finde ud af, det her med at blive forældre :)

Jeg ved ikke, om du har en depression - eller bare er helt almindeligt ekstra følsom, træt og uoplagt. Præcis som rigtigt mange af os andre også har været det, da vi var, hvor du er. Jeg tror, vi som nybagte mødre har en udfordring i at vi gennem ni måneder - og allerede før - har glædet os til det nye liv som familie... og så er det altså kun ti minutter ud af dagens 24 timer, der ligner det glansbillede at familieidyllen, som vi har set frem til. Resten er tøjvask o. lign. trivielle pligter i en forvirrende blanding med overvejelser over, hvordan man gør sit bedste for barnet de gange, det bare ikke går af sig selv (amning, søvn...). Jeg synes, du skal tage en snak med din sundhedsplejerske. Måske har din læge ret m.h.t. depressionen, men som udgangspunkt ville jeg stole mere på at sundhedsplersken har indsigt i fødselsdepressioner og de støttemuligheder, der er i den forbindelse. Måske kan hun sætte dig i kontakt med andre i din situation? Derudover synes jeg som de andre, at du skal prøve at åbne op for at fortælle andre, at du har behov for hjælp. Hvis du er som de fleste med fødselsblues, er ikke pillerne alene, der får dig på ret køl igen. Det sker, hvis dit søvnunderskud skrumper og du får nogle af de gode oplevelser alene, med dit barn og som familie, som du lige nu ikke har overskud til. Jeg håber, det snart lysner for dig!

Du får bare lige et kram fra mig da de andre jo allerede har sagt det hele. Håber du snart får det godt igen.

Jeg havde en fødselsdepression med mit første barn og kan godt nikke genkendende til tristheden, at det hele sejler, at man ikke vil fortælle det til de nærmeste etc. Hvis du har lyst må du gerne skrive direkte til mig. Jeg har haft alle de forfærdelige følelser og følt at jeg var en dårlig mor, et svagt menneske, inkompetent osv osv så jeg lytter gerne.

Hvor er i bare søde alle sammen. Tak fordi i læste med og for jeres råd. Min mand ved det selvfølgelig, og jeg har også fortalt det til en veninde som har haft en fødselsdepression - hun er ude og gå med barnevognen lige nu. Jeg synes, at det er lidt svært at få hende passet i f.eks. ½ dag så jeg kan få sovet, fordi vores familier bor langt væk - så går det meste af dagen bare med at køre frem og tilbage. Men måske sender jeg manden og spunken på familiebesøg uden mig i weekenden. Og så tager jeg den bare med ro og skider på opvasken. Nu går jeg i seng!