Har det lidt underligt (langt indlæg)

Sender dig verdens største krammer og nikker genkendende til mange af de følelser du har. Havde osse den dårlige fødsel og efter forløb derhjemme. = Jeg knækkede HELT... Så kan godt følge dig at det er med blandede følelser at du går hendes føs´dag i møde. For selvf er man super glad over ens lille mirakel men samtidig vil du sikkert de næste mange år gennemleve det mareridt din fødsel var. Men dejligt at der er andre der tør sige at blandede følelser ikke er forbudt, osse på andre områder.. Tror vi kunne knævre en masse.. Så lad os håbe at fyn møde bliver til noget.. Hov skal nok lige tilføje at der intet var med Oliver. Louise.

Også en KÆMPE krammer fra mig til dig. Og jeg kan også genkende mange af de ting du skriver. Havde også selv en meget meget dårlig første fødsel ikke på samme måde som din, men dårlig. Han måtte hu hej vilde dyr tages med sugecup, jeg sprækkede hele vejen rundt indvendig og udvendig og endte på operationsbordet i fuld narkose, så ikke min søn før der var gået 24 timer. Havde det også lidt underligt til hans 1 års fødselsdag og tænkte meget over hvad der var foregået den dag for præcis et år siden. Men nu nyder jeg bare hans fødselsdage og at alt trods alt gik godt til sidst. Kan dog godt forstå dig og dine følelser for dagen som venter forude. Håber I får en helt FANTASTISK fødselsdag når den kommer :)

Tusind tak for alle krammerne. Og selvom det ikke er godter det rart at vide man ikke er den eneste der har nogle trælse minder med i bagagen. Er sku lidt svært at se billederne fra p3 og alle de slanger. Ved heller ikke helt hvornår Frederikke overhovedet er gammel nok til at få at vide hvad der faktisk er sket og se billederne. Går nok en del år endnu, men en dag skal hun vel have det at vide og se dem.

Hvorfor - altså med mindre der viser sig at, hun har udfordringer pga sin barske start i livet, så kan det jo give hende en forklaring - hun kan jo hverken gøre fra eller til? Og jo, hun spørger da sikekrt på et tidspunkt om at se billeder fra sin første tid - men hvis hun ikke er forberedt på at det ikke er bedårende babybilleder som hun måske? forventer fordi hun intet ved om sin start i livet, så bliver det da bare endnu en grim oplevelse knyttet til dit 'traume' (citationstegn, da jeg jo ikke ved om du opfatter det som et traume eller ej? Ingen værdiladning i det) - prøv at tale om det når det er naturligt i så neutrale vendinger som du nu kan og lad hende også vide at du var/er ked af det fordi du var bange for ikke at få lov til at beholde hende

Jeg opfatter det som et traume, så din pointe er taget. Og ja du har nok ret, det skal falde naturligt og ikke sættes op til at være noget kæmpe stort og nedtrykt stemning. Men på et niveau hun forstår og jeg ikke projektere min frygt/tristhed over på hende, for hun har jo ikke 'oplevet' det som vi andre har.

Kæmpe kram herfra... .... for godt 20 år siden lå jeg også på barselsgang med astma (og iltmaskine)... hende jeg delte værelse med, fik lov til at sove et andet sted. Nu har du skrevet den oplevelse... kunne du tænke dig, at få det ud i billeder, musik, ler, hvad ved jeg... det ville sikkert hjælpe. Bare en fornemmelse jeg har.

Lige et par kommentarer, selv om vores ikke har været alvorligt syge. Vores mellemste blev taget ved AKS og overflyttet til andet sygehus for at ligge i CPAP, han ved udemærket at han har været ude at køre i ambulance alene med en læge og han har også set billeder af sig selv med diverse overvågning (han var vist fire da han så det første gang, men han har selvfølgelig også en storesøster, der kan huske dele af historien). For ham er det bare en del af hans historie, ikke noget traume, det er vist kun moderen der var i fuld narkose, der bærer rundt på sådan et. Jeg har selv været alvorligt syg og i lang tid svarede jeg 'nej' når folk spurgte om jeg havde nogen følgevirkninger for jeg kunne jo gå på mine ben og klare mig selvstændigt, men da der var gået et par år begyndte jeg at svare 'ja', for jeg har et par småting stadigvæk - ingenting i forhold til ikke at kunne gå på sine ben, men irriterende nok i sig selv. Det var faktisk først dér, jeg slap af med sygdommen som trofast følgesvend (og der, det holdt op med at være noget jeg fortalte til Gud og hvermand). Det jeg vil sige er at du skal give dig selv lov til at sørge over at du ikke fik det lykkelige fødsels-/nybagte-forløb, man drømmer om, selvom udgangen blev lykkelig og anerkende at det ER et traume. Det er dit traume, formentlig det største, du nogensinde har været udsat for og det bliver jo netop IKKE mindre af at det kunne være gået helt galt eller af at der er andre, der har det værre. Når alt det er sagt, så tror jeg at du om et par år kan have følelserne sat mere på plads så tøsens fødselsdag mere entydigt er en glædelig begivenhed. Held og lykke med det.

uh det lyder meget kreativt og det er jeg slet ikke. Har mest fundet ud af at det hjælper at skrive om det og snakke om det. Desværre er jeg bare ikke ret god til at åbne mig op. Er primært et facade menneske så folk ved meget sjældent hvordan jeg i virkeligheden har det. Så det er nok et område jeg skal arbejde en del mere med. Har specielt svært ved at åbne mig for folk jeg kender, da jeg ikke bryder mig om at græde overfor dem.

men nu har du jo så taget hul på bylden...det er da et skridt på vejen :klap: og selv med små skridt kommer man fremad

Ja det er da super flot du har fortalt os det så.. *s* Tak for tilliden. Jeg tror jo på at fostre kan 'huske' ting. Så i min verden skal hun da se billederne. Måske ikke lige som 3 årig men tro mig. Tror selv du vil opdage hvornår det er tid..