Fra barsel til hverdag

qp skriver:

Jeg skal læse i 2 år og jo, det bliver nok lidt mere afslappet med tiden - jeg må jo strukturere min tid således, at jeg får læst når han kommer i vuggestue om morgenen og har mere tid og overskud når jeg skal hente ham.
Det med at sove hos mig føles rigtig for mig lige nu og derfor synes jeg han skal ligge hos mig om natten. Han rækker ud efter mig nogen gange og vil gerne mærke jeg er der - han nyder det, ligger fuldstændig spredt med begge ben hvoraf den ene fod er oppe på væggen og den anden på mig.... hehe
Jeg tror det giver ham noget tilknytning/ hygge/ tryghed og omsorg, at sove hos mig og derfor synes jeg vi lader det blive ved det lidt endnu.
Mht mad så spiser han jo stort set det samme som jeg gør og da jeg så laver mad gør jeg det til os begge... det er så kun 3 dage i hverdagene, at jeg laver varm mad da han jo får varm mad i vuggestuen 2 dage om ugen...
Jeg tror ikke jeg føler jeg svigter ham, jeg savner bare " os" rigtig meget

Nu har det jo heldigvis ikke altid været sådan....vores generation var vel en af de sidste hvor ikke alle børn blev smidt ud og passet andre steder end hjemme fra helt små af.
Kan huske da jeg startede på semi var der en underviser der lagde ud med at sige at vi lige nu var igang medd et største forsøg nogensinde med børn i Danmark...95% af alle børn lever det meste af deres liv i institution fra de er omrking et år...hvad mon der kommer ud af det?
Jeg synes det er fint der er muligheden, men jeg ville ønske der vare n mulighed den anden vej rundt...tilskud til at arbejde halvtid, borgerløn for at passe egne børn hjemme.
Men jeg er så heller ikke den store fortaler for at små børn skal ud og passes så tidligt og så mange timer. Ikke mine børn i hvert fald.
Min oplevelse er at mange børn forsvinder i institutionenerne...kvaliteten er ikke god nok og arbejdsforholdene for både ansætte og "indsatte" er ikke optimale.
Knus Eva...med søn hjemme på 6 mdr. og træt i ørerne-griner

Eva skriver:



Jeg kan i hvert fald forstå at du drager paraleller mellem at sove sammen og så have en unormal afhængighed, det er ikke det jeg har oplevet.
For os er det bare hyggeligt,
De nyder at falde i søvn sammen, altså drengene, men de kan sagtens sove selv og sove på deres værelser også. Sove hos kammerater og alene på værelser hos bedsteforældre osv.
Så jeg er bestemt ikke enig i den med afhængigheden, men det kan da måske godt være sådan i nogle familier, det er bare ikke grundlaget her eller sådan mine unger er...tvætimod så er de nogle selvstændige stærke mennesker...
Men hvis man føler man gør sine børn uafhængige ved at de sover et bestemt sted, så tror jeg man skal se lidt indad for så er det som nok mere end det at man sover i samme rum der er skylden.
Førhen og i mange lande og store byer sover mennesker i samme rum fordi det ikke var og er andre muligheder og jeg tror ærligtalt ikke disse mennesker er mindre selvstændige end andre.
For mig at se er det bare en fordom og et syn der er kommet med tiden...og det er lidt synd.
Knus Eva...

qp skriver:

Kære mødre.

Jeg er lige startet på en overbygningsuddannelse efter, at have været på barsel i 10 mdr. Der er bare sååååh meget læsestof og jeg skal allerede til eksamen i slutningen af denne månede!!!
Jeg er alene med min søn og han er derfor i vuggestuen fra 9-16 ca hver dag. Nogle gange er han så træt, at jeg må lægge ham kl 19:00, men jeg prøver ellers at lægge ham ved 20:00 tiden ...
Vi har bare INGEN TID SAMMEN!!!

Han er rigtig god til, at sove i egen seng og har gjort det længe MEN nu er jeg altså begyndt, at lægge ham i min seng.. Jeg bilder mig selv ind, at vi "har noget om natten" ved, at sove sammen når vi nu ikke har så mange timer i døgnet... (øv jeg bliver helt ked, af det når jeg skal skrive det ned - det bliver ligesom mere realistisk)!

Jeg er godt klar over, at det også handler om, at strukturere sin tid - men pt kan det sgu ikke gøres anderledes.
Min søn elsker vuggestuen, han laver glædeslyde allerede når vi når om hjørnet af hvor vuggestuen ligger - så det er bestemt ikke det der er problemet.
Jeg savner ham bare såååh meget og er så frygtelig ked af, at jeg ikke oplever mere af ham..... 

Hvordan taklede i andre situationen dengang hverdagen startede efter barselen var slut og hvordan har i det mht det nu ifht dengang?

Kærlig hilsen qp (som føler hun har mistet noget så dyrbart)

Rose skriver:

Hej qp

Jeg er næsten lige præcis samme sted som dig. Startede op efter barsel for en måned siden. Det skal lige siges at jeg er gift og har en datter også. Men derfor er det sgu alligevel pisse hårdt og lige til at tude over. Vi afleverer kl. 7.00 om morgenen for at nå på arbejde kl. 7.30. Institutionen giver Sani morgenmad! Og så henter vi dem begge kl. 16.30. Vi kan på ingen måde gøre dagen kortere, vi kører sammen ind til byen og ud igen, så vi kan ikke arbejde ulige af hinanden for at kunne hente eller bringe tidligere eller senere. Når vi henter ungerne er Sani simpelthen så træt, at den smule tid vi har (som endda ligger oveni at jeg skal lave aftensmad til os), der sidder han helst i min favn og ellers lige ved siden af mig og græder faktisk for det meste, af sult og træthed indtil jeg får maden bikset sammen. Kl. 19.00 og faktisk mange gange før.... kommer han i seng. Det er så lidt jeg ser til min dreng og min pige at jeg kunne tude snot i 100 dage over det. 
Det skal lige siges at han elsker sin vuggestue, heldigvis. For hvor ville jeg dog have det dårligt hvis han havde det skidt over at være der. 

Det du skriver med samfundet og hvordan det hele er indrettet.... åhhh du får et chok når du kommer ud og får et arbejde. Så er det bare så pisse svært at få fri når børnene er syge, eller skal til læge, eller andet. Man fatter simpelthen ikke at politikerne syntes det er fint at børnefamilier skal presses til fuldtidsjob og helst overarbejde for at få tingene til at køre rundt. Man har én barnets første sygedag, og så er det løb kørt. Jeg har en stilling som jeg har kæmpet for at komme til før jeg fik børn, en karrierestilling. Nu får jeg tudet ørene fulde om at hvis jeg vil blive der, må jeg finde ud af at få tingene til at arbejde sammen, dvs. være på arbejde hele tiden, være online og arbejde hjemmefra hvis barnet er sygt. Og der er ikke plads til at barnet kan være sygt mere end én dag. Og hvornår fanden er det sket at barnet KUN er sygt én dag??? Hvem i h... har lavet sådan en skide regel med ÉN dag???. Hvorfor er verden indrettet sådan at kvinderne ikke både kan være en god og omsorgsfuld mor og samtidig en karrierekvinde? Som det er nu levner samfundet os ikke den tid og den plads der skal til. 

Vores dreng sover i sit eget værelse, ligesom vores pige sover i hendes. Men jeg tror nu nok at hvis jeg var alene ligesom dig, så havde de begge sovet i min seng. Tror også det giver noget nærhed og tryghed.

Kh. Hanne