Altså en lille forhistorie er vidst nødvendig...
Jeg er, og har altid været, enormt deprimeret. Dette er jeg helt ærlig omkring, og det giver ofte bagslag, ude i den virkelig verden, men det må jeg jo så lære at leve med...
En gang imelle møder man bare folk, der giver et klap på sulderen, der er til at tage og føle på, og som lige kan få selvtilliden bare lidt op.
Jeg har to sønner, og lever i et temmeligt forunderligt parforhold, som er en historie helt for sig selv.
Mine sønner er Bastian på 2,4 år og Felix på 9 måneder.
For et par uger siden var min SP her så, og hun gav mig sgu et ordentligt skulderklap, som jeg staidg bryster mig godt af, og nu havde jeg bar elige brug for at blære mig med det herinde....
Min SP var her faktisk mest for at kigge til mig, fordi vi ikke har råd til at jeg kan få noget hjælp, og fordi jeg for ganske nyligt har været rigtig voldsomt langt nede, så hun har været ret bekymret for mig på det seneste.
Nåh men altså situationen er, at vi sidder på gulvet med felix, og snakker lidt løst og fast som vi altid gør, om mig, parforholdet, og ungerne.
Efter et øjebliks stilhed, hvor vi bare har nydt Felix, så kigge rhun pludselig på mig, med et stort smil og siger noget i retning af 'Det er simpelthen imponerende, at du som er så ked af det og trist altid, har børn der bare er så super glade, veltilpassede storsmilende, og trygge. Det forstår jeg simpelthen ikke kan lade sig gøre.'
Så så man lige mig, blive rigtig stolt, for så ER der da for fanden et eller andet jeg gør HELT rigtigt....
Til de som kan undre sig, skal jeg måske kort sige, at når babyer og små børn ser på ansigter, og omgås folk, der er super triste hele tiden, så bliver børnene også selv meget triste. Ergo er jeg altså åbenbart god til, ikke at vise mine børn, at jeg har det forfærdeligt, og for ganske nyligt overvejede kraftigt, om ikke deres liv var langt bedre, uden mig som mor.
:klap: :flag: :klap: :flag: :klap:
Anmeld