Har lige tudet lidt

Jeg venter mit andet barn og har det lidt ligesom dig.....jeg er kun 3 måneder henne men alligevel er det lidt trættende at høre på alt det du selv skriver.... Tillykke med din graviditet, det har du da ikke fortalt.......... :lol:

Vi fortalte det først da jeg var 3 måneder henne, så det første stykke tid hvor alt kører rundt i hovedet havde jeg i fred. Da alle så havde vænnet sig lidt til tanken havde jeg haft lidt fred, men nu da jeg er 6½ måned henne stikker maven efterhånden så langt frem, at det er interessant igen. Men absolut en god idé at dreje samtalen over på folk selv - vi elsker jo alle at tale om os selv. Er glad for at høre, at det er en helt normal følelse.

Havde det også på samme måde... Det blev kun værre når folk klappede maven - hvad sker der for det :dry: Det er da stadig MIN mave og ikke et offentligt klappeobjekt. Jeg fik dgo hurtigt stoppet den praksis ved at bede folk om at lade være, jeg brugte også trikket med at få folk til at snakke om dem selv eller bare noget andet :-)

Jeg nød det i fulde drag alle tre gange - det er så kort tid og så få gange, vi oplever at være gravide, og hvor "almindeligt" det end er - objektivt set - vedbliver det for mig at være et mirakel. Jeg smiler selv helt uvilkårligt, når jeg ser en gravid kvinde - bliver varm og glad indeni (og kun lidt misundelig). Og jeg synes bare, det er rørende og dejligt, at andre mennesker i alle aldre på samme måde fascineres af synet. Måske er/var jeg bare meget Moder Jord-agtig - eller vild med ekstra opmærksomhed B) I hvert fald er jeg bange for, du lige så godt kan vænne dig til, at verden snævres lidt ind omkring dig. Når barnet først er der, vil det også blive omdrejningspunktet for enhver samtale for en tid. Og når så ungerne bliver større, kan man - i hvert fald jeg - godt savne, at andre straks kan se, der er tale om helt usædvanlige pragteksemplarer af menneskeracen....