Har lige tudet lidt

Fik et tilbagefald af "hvad-fanden-skete-der-med-min-personlige-identitet-da-jeg-blev-gravid"-krise. Tror at 9 ud af 10 samtaler jeg fører (som ikke er faglige) handler om at jeg skal have et barn. Er ved at få spat af det. Folk spørger for at være flinke, men det er altså bare så trættende i længden når man omgås mange forskellige mennesker som alle stiller de samme spørgsmål. Nogle gange føles det som om at alt jeg er nu er kommende mor. Ville ønske at jeg kunne lægge maven af så folk kunne fokusere på noget andet. Kan næsten ikke huske hvad jeg talte med folk om før. Synes bare at det er trættende at alle hele tiden forventer at jeg skal være overlykkelig, og bliver afkrævet svar på om jeg nu er sikker på at en SleeBee beskytter mit barn lige så godt mod blæst som en lift ville gøre. I går var jeg til optiker. Og hun sagde at det blev da så spændende at jeg skulle have barn. Da jeg svarede "måske" blev hun helt mærkelig og spurgte hvorfor jeg sagde sådan. Men jeg ved da principielt ikke på forhånd at det bliver spændende - jeg aner jo ikke hvad for et barn jeg får. Det føles lidt som et teaterstykke man går og opfører sammen med folk, hvor de lader som om de er vildt interesserede og jeg lader som om jeg kun er 100 % lykkelig hele tiden. Og man kan åbenbart ikke tillade sig at sige hvis man en dag ikke er så glad, for så synes folk at man er mærkelig. Og så alle de "svar" folk hele tiden har. "Nå, så du er i andet trimester. Så er din kvalme jo gået over og alt er dejligt". Øhhh - hvor fanden ved du det fra? Er der andre end mig der bare ikke føler sig som den store moder jord hele tiden?

jeg ka sagtens følge dig. Da jeg var gravid (har Lucas på 6 mdr.) følte jeg også, at jeg SKULLE være glad hele tiden. jeg havde det også som om, jeg lige pludselig blev alle mands eje. alle syntes pludselig at de havde ret til at fortælle hva jeg skulle og ik skulle, hva jeg sku føle og ik føle. det var så irriterende og jeg havde bestemt også mine tude dage, hvor folk bare blev ALT for meget...

Ork ja, jeg har prøvet at være trist og øv bøv som gravid. Det har alle da. En gravid mave er bare lidt ligesom en hundehvalp...Den bringer altså det bedste frem i folk, og derfor begynder de at snakke om graviditet, stille spørgsmål, komme med gode råd og erfaringer, og det må man så stå model til i den tid det nu varer. Forstil dig det omvendte scenarie, at alle bare lod som ingenting, og var ligeglade med det lille vidunder som vokser inde i dig?

Det kan du da have ret i - det ville nok også føles lidt mærkeligt. Men er nu alligevel træt af hele tiden af få gode råd og blive afkrævet svar om f.eks. "Har du købt en termomadras, for det får i altså brug for?". Men mest af alt er jeg træt af, at jeg tilsyneladende ikke har noget spændende at byde på mere, andet end at jeg skal have et barn - hvilket trods alt er ret almindeligt og naturligt... Det lyder måske lidt egoistisk, men det er sådan jeg har det.

Nej, jeg synes bestemt ikke at du lyder egoistisk. Det er da dejligt at du er så ærlig og åben om dine følelser og oplevelser mht din graviditet. Jeg skal tilbage på mit arbejde i morgen, efter 11 mdr derhjemme- Det er med blandede følelser, da jeg glæder mig sindsygt til at få min identitet tilbage, og give og modtage anerkendelse, accept og respekt for mit arbejde. På den anden side, så nyder jeg også at gå hjemme på barsel, da tiden med det lille nye barn er så dyrebar, uerstattelig og livsbekræftende. I min første graviditet, var alle også vildt interesserede i at høre og føle på mig hele tiden. I min anden graviditet, følte jeg nogengange trang til, at fake en plukve eller lign, for at få opmærksomhed...Derfor er mit råd til dig: Nyd opmærksomheden, og glæd dig over at andre mennesker vil dele din glæde og er interesserede i at lytte og tale til dig. Optikeren behøvede jo ikke at spørge til dig, men hun gjorde det sikkert fordi du ser så dejlig gravid ud!

Tænk lige engang på dit brugernavn - spunk i maven? Du har selv valgt at dit brugernavn skal handle om din graviditet....Jeg kender dig jo ikke, men ud fra dit brugernavn, så har jeg lyst til liiige at give dig nogle råd med på vejen, og du skal da i øvrigt også lige høre om min fødsel :P :cheer:

Et stort held og lykke på vejen med din "første" arbejdsdag. Det er da absolut bedst at vælge dit positive syn på sagen, og det gør jeg jo også for det meste. Bliver bare træt sommetider. Og ja - mit brugernavn handler om børn - men det er jo herinde hvor jeg vælger hvornår jeg har lyst til at snakke om børn og bede om gode råd fra nogle af de garvede forældre der findes herinde. For øvrigt var mit sædvanlige alias allerede taget :(

ÅH ja kære har en spunk i maven kan lige præcis følge dig... Jeg venter mit andet barn og har det lidt ligesom dig.....jeg er kun 3 måneder henne men alligevel er det lidt trættende at høre på alt det du selv skriver.... Selvfølgelig glæder jeg mig til at få nummer 2 men jeg har altså prøvet det før sååååå..... Vi hører jo så også "tror i nu i kan klare et mere" og "har i nu gemt" osv osv osv....specielt min svigermor er slem selv om hun gør det i en god mening....tag ikke fejl jeg har verdens bedste svigermor meeeeen på nogen punkter er hun bare lidt for meget..... Ja jeg ved godt det kun er fordi folk interesserer sig og er flinke men altså....kan lige forestille mig hvordan det bliver når alle forældrene på min arbejdsplads finder ud af det.....puha.... :blush: Så ja jeg ved lige præcis hvordan du har det :blush:

Med fare for at lyde lidt bedrevidende, så er mit råd til dig: NYD DET! Det er trods alt så kort en periode af vores liv, vi bærer rundt på en - ja, spunk :) og lige pludselig er det overstået og du er helt dig selv igen. Hér da jeg ventede mig tredje gang, har jeg nydt at snakke om min graviditet, om mine forventninger, om de to større børns nye roller osv, netop fordi jeg ved hvor hurtigt det går. Om et års tid, er du jo helt dig selv igen, er færdig med barselsorlov, og så er det altså bare hverdag igen - og den har du jo allerede prøvet i 25-30 år (alt efter hvor gammel du er :) )

Jeg havde det præcis som dig, da jeg var gravid ;) Jeg syntes på ingen måde om den smalltalk fra "fremmede" som maven førte med sig. Heldigvis kunne jeg længe skjule maven, så jeg slap for opmærksomheden den først 4-5 måneder. For mig er det en ret stor og ret privat ting at være gravid, men pga. maven så bliver det jo gjort offentligt. :huh: Jeg valgte at være høflig, men opmuntrede ikke folk til at snakke videre om emnet. "Ja, det bliver spændende," sagde jeg og skiftede så emne... et tip er at dreje samtalen hen på de andre, for typisk elsker folk at tale om dem selv ;)