Frækt og respektløst, eller helt i orden? LANGT!

Johannamor... jeg skal forsøge at svare, og formulere mig så godt som muligt her, så det ikke er for kryptisk.... Vi har ikke altid boet sådan her, altså kollektivagtigt. kæresten og jeg, og olde, har boet her i ca. 2 år, og så flyttede min far ind i December, lige før jeg fødte den yngste... jeg ved godt det er luksus at mine børn altid har en bedste/olde at gå over til, og at jeg har muligheden for ikke at slæbe trætte unger med i brugsen eller andet sted.... min far siger altid nej tak, til at lytte efter børn, hvis det ikke passer ham. og det bliver jeg ikke fornærmet over, for jeg er altså voksen nok til at forstå at jeg selv skal tage mine børn, og at min far har sit eget liv selvom han er lige ved siden af. så det er der ingen problemer i.... Min mor og far bor ikke sammen. men de kærester en lille smule, når min mor er her. Min mor har selv valgt at komme herop i vikingesæsonen, FORDI hun gerne vil passe mine børn når de er lagt i seng, så jeg kan komme ud af huset, og også dyrke min hobby, som jeg har fælles med min kæreste og hans familie. Som sagt har jeg haft den yngste med mig, næsten alle dage, og faktisk var aftalen at min farmor (olde) så skulle lytte efter den store, når vi selv havde lagt ham i seng inden jeg kørte. Men min mor skal absolut mase sig ind, og insisterer på at hun lige så godt kan tage dem så, når hun jo er her. og det er selvfølgelig også rigtigt nok. Jeg spørger hende hver gang, om hun er sikker på hun kan klare det, virkelig har lyst, og om hun så er nødt til at aflyse noget andet. hver eneste gang siger hun at hun meget gerne vil, at jeg bare skal komme ud af døren, og at hun ikke har andre aftaler/hellere vil være her, så hun er virkelig selv skyld i balladen mener jeg. Jeg ved ikke hvorfor min far synes jeg er uansvarlig (tror ikke umoden er det rigtige ord) han er sådan over for alle hvis han kan komme til det. Han har altid været meget manipulerende, og holder fast på sit, uanset om han beviseligt tager fejl. Jeg har klaret mig selv siden jeg var ret lille, og har altid været den voksne i vores familie, peacemaker og beskytter, så jeg mener faktisk ikke han/man har ret til at kalde mig umoden, for er der noget jeg ikke er så er det det... Hvis man skal lyde rigtig fornærmet og forkælet, kan man vel sige at jeg nu samler alt den omsorg, støtte, og hjælp som jeg ikke fik da jeg var barn, fordi min far var alkoholiseret, min mor var svag, og optaget af min yngre søskende, og hendes mærkelige kæreste, og hendes had til min far (de har været skilt siden jeg var 8). det berettiger mig selvfølgelig ikke til at udnytte dem nu, og det synes jeg faktisk heller ikke jeg gør, det mener jeg faktisk heller ikke de selv synes at jeg gør. Min far har nok lyttet efter 1 barn i sammenlagt nogle timer, i al den tid han har boet her. Til gengæld vil han gerne tage min niece på 3 med hjem og sove, og kan lave alt med hende og har altid kunnet det. Tro mig jeg er ikke ligefrem forkælet af min far... Min mor hjælper hvor hun kan, og hun vælger helt selv til og fra, og jeg sætter store advarselstegn op for hende hver eneste gang hun melder sig, eller MASER sig ind for at få ungerne, og hun melder hver eneste gang at det ikke er noget problem..... såååå jeg synes faktisk det er mine forældre der burde tænke sig om en ekstra gang.... jeg siger meget sjældent fra over for dem, og har aldrig gjort det, har altid bare været den søde pige, men her synes jeg altså at de trådte over stregen. Altså JA jeg trækker på mine forældre, nu hvor jeg kan, men jeg står sandelig også på egne ben. og når jeg har fortalt dem noget viser det sig også hver gang at jeg havde ret, og når de så ikke følger mine anvisninger, uanset om det handler om ungerne eller andet, så går det i kage for dem alligevel, men NEJ det er stadig mig der er gal på den.... ved godt jeg lyder som en fornærmet teenager, men sådan er det slet ikke.... Jeg synes bare at det er virkelig tarveligt over for mig at de maser sig ind, og nærmest slås om at få lov og tage børnene, og så bagefter brokker sig over det, og pynter på historien. som for eksempel at de har passet dem i 3 hele uger hver eneste aften, når de udemærket godt ved at det absolut ikke passer.... Mine forældre har en tendens til at fare til vagtlægen hver gang der er den mindste smule tegn på feber, og det behøver man altså ikke. børn må godt blive lidt varme når de er snotforkølede, eller har været ude i sommervejret en hel dag... det sker jo også for os andre, og de dør altså ikke af det, bare fordi de er mindre end du og jeg... Jeg ER depressiv i øjeblikket, og har også forsøgt at få hjælp, der var bare ikke meget at hente lige pt, min far bruger den samme undskyldning for at han begyndte at drikke dengang, og afleverede mig hjemme hos min farmor, eller lod mig passe mig selv som lille. og min mor bruger samme undskyldning for at tvinge mig til at bo sammen med en humørsyg blind mand der konstant vendte på en 25-øre og var mere barnlig end jeg nogensinde har været, så jeg også der måtte tage vare på mig selv.... Men det er ikke tilladt at jeg, lille søde, hjælpsomme, englebarn - maria, beder om hjælp når noget gror mig over hovedet, eller jeg bare har lyst til at dyrke en hobby sammen med min mand, efter børnenes sengetid??? hvorimod hvis jeg bare gør som jeg plejer og ikke får hjælp, så får jeg besked på at jeg burde komme mere ud, for ellers er jeg bare så isoleret, og at jeg brude få veninder der ikke er meget ældre end jeg selv, og at jeg bare generelt ikke tager ud af hjemmet...... jamen hvad fanden er så løsningen???? jeg kan sgu virkelig ikke hele tiden vise dem hensyn, når jeg selv er i en situation hvor jeg har det rigtig skidt, og når jeg for en gangs skyld ikke er klippefast, og har brug for lidt hjælp, eller bare en babysitter i nogle timer, så kokser det fuldstændig for dem.... nåh det blev sgu lidt indviklet alligevel... summa sumarum er: at jeg ER ansvarlig og moden, og at jeg selvfølgelig tager vare på mine unge og mit eget liv, og at jeg altså IKKE udnytter dem groft, eller bruger dem for meget.... de er voksne mennesker, og de må sige fra når jeg gentagne gange giver dem chancen, det kan aldrig blive min skyld at de ikke ved hvad de selv vil..... ej det er sgu skide svært at forklare ordentligt, håber du fik lidt ud af det alligevel...

Jeg er helt med på, at du ikke har haft et nemt liv. Og jeg håber virkelig for dig, at du får den hjælp, som du har brug for til at finde hoved og hale i problemerne, så du får det bedre. Udefra set giver det, du skriver, en lidt anden mening, end den du selv er inde på. Og det er faktisk helt almindeligt: I modsætning til i romaner giver livet sjældent en mening og sammenhæng, der er den samme fra den ene person til den anden. For mig kan det sagtens give mening, at du ikke kan klare det "almindelige" voksen-ansvar, selvom du (eller lige præcis fordi du) har haft alt for meget ansvar som barn. Jeg kan også sagtens forstå, at du nu forsøger at "indkassere" noget hjælp, som du (sikkert med rette) føler dig snydt for tidligere. Men du føler, at din far er manipulerende, og at din mor er svag, så hun har svært ved at magte det, hun lover, og du og dine forældre viser i udpræget grad mistro til hinanden, når du er nødt til at give dine forældre præcise instruktioner i børnepasning - og de så ignorerer dem. Det er ikke et sundt forhold, og jeg ser ikke, at det hjælper dig. For mig lyder det i høj grad som om du må gentænke dit forhold til dine forældre. Om du har ekstra behov for omsorg nu, fordi du tidligere har været omsorgssvigtet, er jo sådan set underordnet, hvis dine forældre heller ikke magter at give dig den omsorg i dag. Jeg kan huske, at du prøvede at gå til lægen for at få hjælp. Og at du skulle komme tilbage. Jeg tænker på, om du måske kunne få nogen af dine problemer snakket igennem, hvis du gik i samtaleterapi for børn af alkoholmisbrugere. Jeg har ikke forstand på den slags, men jeg mener at have hørt, at det findes. Held og lykke!

Hej igen jeg tror ikke en støttegruppe/samtaleterapi for børn af alkoholmisbrugere ville være det rette for mig. min far havde store humørsvingninger, men det var så bare det ligesom.... det er selvføgelig nok til at et barn ikke ved hvad ben det skal stå på i en given situation, men ja jeg tror bare ikke det får mig videre.... selvom mit liv med an alkoholiseret far har rørt mig, så føler jeg mig alligevel sådan lidt outsider i forhold til andre folk der har eller har haft alkoholiserede forældre... altså jeg føler bare ikke at jeg har været udsat for en masse grimme ting, i forbindelse med det... (ja jeg ved godt jeg er svær at "hjælpe") Nåh men tak fordi du gav en melding her.... episoden er jo ligesom ved at være overstået, og vikingespillet også, så det er ligesom sådan ude af verden nu.... jeg glæder mig bare til mine børn bliver gamle nok til at de kan være med på vikingepladsen, så det ikke er et problem, og så de også kan få noget ud af det....