Frækt og respektløst, eller helt i orden? LANGT!

Det har været vikingespil, og min mor og min farmor har passet børn mange aftener. Det har fungeret sådan her: De fleste aftener (næsten alle) er jeg blevet hjemme til Bastian er lagt i seng, hvorefter jeg har afleveret babyalarmen til min mor/farmor, og så har jeg taget Felix med mig på vikingepladsen. Bastian vågner ikke og har brug for noget om natten, derfor er det mest for sikkerheds/trygheds -skyld at vi har babyalarm på ham når vi ikke selv er hjemme hos ham. En dag var Felix en lille smule sløj, og havde et par dage forinden været gal oven på varmen. Min mor siger så at hun gerne vil passe ham, på trods af at min mor og far skal spise hos min søster, og også passe deres 3 børn. Jeg siger til hende at det må hun gerne hvis hun vil, men om hun så er forberedt på, at min far vil blive skide sur over at hun tager mine børn også, og jeg fortæller hende i øvrigt, at Felix ikke er rigtig syg, blot lidt varm og utilpas. Min mor insisterer på at hun gerne vil have ham med (og også Bastian selvfølgelig), og at hun sagtens kan klare det hele. Jeg siger fint nok, og pakker diverse ting de skal bruge, og weekendseng til Bastian, så han kan lægges til normal tid. De tager så af sted klokken 17:00, hvor alt er fint med ungerne, men det er snart spise tid for Felix, som fik en flaske klokken 15:00 (Felix er træt af de flasker, og de mætter ham ikke så meget længere). Jeg giver hende færdiglavet mad med til Felix, og siger at det skal han have næste gang han skal spise, fordi han tidligere fik en flaske. min mor siger ja ja, jeg har styr på det, og jeg siger fint nok. Da de er kørt, 1½ time før vi egentlig skal køre, griber vi chancen til at spise ude, uden unger at skal skynde sig hjem til, og i dejlig fred og ro. Men lige som vi får sat os med vores mad, ringer min søster på min mors vegne, og siger at vi må hente Felix for han skriger og har feber (39.08) jeg siger at det skal jeg selvfølgelig nok, men om vi kan nå at spise, da vi jo lige har fået maden på tallerkenerne. Jamen det kan vi sagtens, de skulle nok klare det så længe. Da vi næsten har slugt maden ringer de så igen, og spørger hvornår vi har tænkt os at dukke op, for Felix er meget dårlig (tonelejet siger nærmest død,)og at de forlanger vi tager ham til vagtlægen. Jeg har selvfølgelig spurgt ind til hvordan han ter sig, ud over at være ked af det og ikke ville sove. og jeg sammenholder det med at han har haft lidt slemt bleudslæt, varmen, og det faktum at der er 4 andre børn omkring ham, og at de alle skulle spise samtidig. Jeg lover at ringe til vagtlægen, som overhovedet ikke er bekymret (heller ikke jeg), og vi bliver enige om at der nok er tænder på vej, og at han i øvrigt ellers er ret utilpas i denne hede, og ellers bare har lidt "almindelig ufarlig feber", og hverken lægen eller jeg synes det er nødvendigt at komme til undersøgelse Jeg kører hjem efter Felix, og erfarer at her klokken 19:30 (han har maks kunnet holde sig mæt til klokken 18:00) har han stadig ikke fået mad, andet end en ½ flaske kold mælk, som hans fætter ikke gad drikke tidligere. Og at han i øvrigt er faldet i søvn af ren udmattelse, over at græde så meget, men først efter min mor har taget ham udenfor, og væk fra alle de andre. Jeg fortæller selvfølgelig min mor, at han faktisk ser helt normalt TRÆT ud, og at han i øvrigt nok er hunde hamrende sulten. Min mor siger nåh og jamen og altså, og mener stadig at vagtlægen er svaret. På restauranten mødte vi Kenneths onkel og tante, som med det samme efter jeg havde talt med min mor, og vagtlægen, sagde at de altså gerne ville passe ham, hvis jeg ville have det. og vi aftalte at jeg hentede ham og kørte hjem til dem. Så det gjorde jeg. Jeg blev der selvfølgelig med ham, og gav ham den mad min mor ikke havde givet ham, og lagde ham i seng. han ville dog ikke sove med det samme, fordi det var en fremmed seng. men det lykkedes til sidst, og de nærmest smed mig ud, og forlangte at jeg tog til vikingespil. De havde selvfølgelig også haft ham i hænderne, og de mente bestemt heller ikke han fejlede noget, på dette tidspunkt er han ikke længere feberagtig. Senere da vi henter ham, er han alligevel blevet lidt varm igen, men er i rigtig godt humør, og leger og griner, og har opført sig helt normalt. på trods af det får han lige lidt børnepanodil for at slå feberen ned, og for at være sikker på han får en rolig nat. han sover som sædvanligt hele natten, og er frisk og frejdig da han står op, og er glad og tilfreds hele dagen. Næste dag skal jeg så til Britney koncert, og min mor skal passe Felix (noget der blev aftalt da hun selv var med til at give billetten i fødselsdagsgave). Min far og mor kommer herind klokken ca. 15:00, og hun får de sædvanlige madinstruktioner, og besked på at det måske er på tide at give lidt panodil igen (½ døgn siden sidst), da han er ved at blive lidt utilpas. hun siger ja ja, og vi bliver nærmest sparket ud af døren. Jeg har i øvrigt selvfølgelig fortalt hende, hvordan Felix havde opført sig efter han blev hentet hos dem dagen før. Kenneth skulle køre os ind til parken, og så kørte han hjem igen. Da han kom hjem havde mine forældre været ved vagtlægen med Felix, uden at sige det til mig. Og vagtlægen havde så sagt til dem, at det her barn altså bare havde helt almindelig feber, og ellers ikke fejlede noget som helst. både ører, næse, mund og hals var blevet tjekket, og man havde lyttet på lunger og tjekket maven, men fandt overhovedet ikke det mindste tegn på nogen former for sygdom. De blev derfor ordineret flydende panodil efter behov, og ellers normale rytmer og god hvile. Præcis som jeg havde bedt dem om! Det er så HER jeg mener de har været respektløse. De havde simpelthen bestemt sig for turen til vagtlægen, INDEN vi tog ud af døren og MED VILJE ikke fortalt mig om det, og da vi snakkede sammen da jeg kom hjem OG dagen efter, synes de alligevel jeg var meget uansvarlig, og anerkendte overhovedet ikke, at lægen havde givet dem nøjagtig samme besked som jeg gav dem. Og stadig væk er de smækfornærmede over, at jeg har sagt til dem, at det var sindssygt frækt at gøre den slags bag om ryggen på mig. Det er helt fint hvis de havde sagt inden vi tog ud af døren, at de for deres egen sindsro, gerne ville en tur til vagtlægen, så havde jeg sagt til dem at det måtte de selv styre, og bedt dem sms'e når de var færdige hos lægen. Men det gjorde de ikke. De valgte bevidst at gøre det uden mit vidende, og så ikke engang anerkende at det jeg havde fortalt dem var helt rigtigt, og GODT NOK! uuuuh jeg er arrig... Og det bedste er at min mor så til vikingernes afslutningsfest, sætter sig og klager til min svigermor, over at hun nu har passet børn (mine mener hun så), i 3 hele uger, og at der i øvrigt havde været det med at Felix var forfærdeligt syg. Min svigermor er heldigvis ikke bange for at sige hvad hun mener, og hun siger til min mor, at det i hvert fald ikke passer, hvad hun sidder og siger. Men at hun jo har set, at jeg i hvert fald 50% af tiden har haft Felix med mig dernede, og at hun VED Bastian har sovet 90% af dagene, INDEN vi har overladt ham til hende. OG at hun i øvrigt også udemærket ved, at min farmor har haft alarmen på Bastian mindst 1/3 af dagene. Og min mor valgte så der at holde sin klagesang for sig selv, og mellem hende og min far. For som min sviger mindede hende om, har hun alle dagene meldt sig frivilligt til at passe de unger. Er det bare mig der en snot forkælet møgunge, eller har mine forældre bare lige pisset mig godt og grundigt op og ned af ryggen. Jeg er i hvert fald gal over det. Og min far især har brokket sig over, at DE skulle passe de unger, han er bare fuld af lort, for han har allerhøjest haft Bastian, i vågen tilstand, 3x2 timer i den periode, og det er sgu min mor der har gjort alt arbejdet med dem. Min far har måske lige underholdt Bastian lidt, og hjulpet ved maden, ellers har min mor ordnet resten. Så han kan sgu da ikke brokke sig. Det drejer sig kun om at han er fornærmet over at min mor ikke sidder og glor på ham hele aftenen.

Kort og godt uartigt!

Naah - jeg var også blevet godt gal. Og nok også kommet til at sige nogle ting til dem. Har selv en svigermor der er lidt hen af det der, hun kan godt nok sætte mit p.. i kog. Tror bar eat der er nogle mennesker der er sådan.

Jow, dine forældre er godt nok nogen værre nogen... men også lidt sjovt, at de har så travlt med at få dig ud af vagten, så de kan komme til vagtlæge. At de gør dette bag din ryg er strengt, men endnu strengere er det da, at din mor sidder og bagtaler dig! Det kan hun ikke være bekendt. Nu er du vel glad for at få dine børn passet, men skulle du undgå flere episoder mellem dig og dine forældre mht. børnene, måtte løsningen vel nok være, at de slet ikke passede dine børn mere... og sådan havde jeg vel nok handlet... Jeg ved ikke, hvad dine forældres manglende tillid til dig bunder i, men du bliver i hvert fald nødt til at fortælle dem, hvad du vil finde dig i, og hvad du absolut ikke tolererer fra deres side. Hvad siger din mor, når du konfronterer hende med hendes udsagn om dig til din svigermor? Fortæller du ikke din mor, at du finder det uacceptabelt?

Selvfølgelig ikke okay at de tager dit barn til vagtlægen bag din ryg. Det er jeg helt enig i. Men vagtlægen tager man jo ikke til sådan for hyggens skyld, så mon ikke de har været oprigtigt bekymrede. Og måske følt at du ikke helt tog deres bekymring alvorligt. Jeg må da indrømme, at jeg undrer mig lidt over, at du ringer til vagtlægen om dit barn som du ikke har set de sidste par timer? Hvordan kan du beskrive hans tilstand, når du ikke selv kender den (bortset fra den beskrivelse som du har fået, men ikke helt tror på)? Du er rigtig heldig med at have babysitter ved hånden. Måske har din mor alligevel følt, det har været for meget. Måske har hun ikke kunnet få det sagt til dig, og så er frustrationerne pludselig røget ud til svigermor. Heller ikke i orden, men måske en mulighed. Synes du skulle tage en snak med din mor, forsøge ikke at være såret/fornærmet og få afklaret hvor ofte du kan forvente hendes hjælp, og hvad fremgangsmåden skal være, hvis et af børnene bliver syge.

Jeg sidder og bider mine tænder så hårdt sammen under læsningen, at jeg nu har helt ondt i kinderne. Nej, hvor er det frækt! Jeg var godt nok også blevet rasende på mine forældre hvis de havde behandlet mig på den måde. Men jeg tror alligevel, at du skal fortælle dem om dine frustrationer på en stille og rolig måde.- Det hjælper ikke noget at gå til angreb, for så går de sikkert til modangreb og før I får set jer om, så bliver hele episoden garanteret rigtig ubehagelig. Din far derimod, han trænger da godt nok til en opsang. Hvad bilder han sig ind og sidde der og brokke sig, når han slet ikke deltager i pasningen?? Nej, det hele bunder nok i din mor, og hun har sikkert beklaget sig over dig til din far, og så tager han hendes parti og forsøger at bakke hende op. Stoler de ikke på dig? Der er altså nogle ting som I skal have talt igennem, især når der er børn i klemme i hele denne orkan.Jeg håber at du får talt ud, får lettet din hjerte og møder forståelse fra dine forældre i sidste instans.... Held og lykke :angry:

Jeg ville også blive vred og føle mig umyndiggjort, hvis nogen tog mit barn til vagtlæge "bag min ryg". På den anden side ville jeg forhåbentlig også - før eller siden - minde mig selv om, at det ikke blev gjort i ond vilje og for at tvære mig ud, men på grund af bekymring for mit barn. Trods alt. Hvad angår pasningen generelt, så synes jeg også, det er lang tid - altså mange aftener - dine forældre har skullet babysitte. Og der har dine forældre tydeligvis et problem, fordi din mor tilsyneladende siger ja til at hjælpe, men egentlig ikke synes, det er ok SÅ mange gange, og din far helt klart ikke synes, det er ok, men ingen af dem skærer igennem og siger fra. Jeg kender godt skuffelsen, når man er blevet tilbudt hjælp fra nogen, benytter sig af den og så efterfølgende erfarer, at "hjælperne" egentlig ikke har syntes, det var i orden. Især er det strengt, at de så beklager sig til andre - de burde have sagt fra før og til dig. Bunder det her mon i, at dine forældre synes, du ikke er en ansvarlig mor, når du er væk fra dine børn så mange aftener i træk - og så afslutter med at tage til koncert? Det lyder lidt, som om de synes, du ikke er dit ansvar voksent, og at de så føler, de må råde bod på det for deres børnebørns skyld. Jeg tror, I er nødt til at tale tingene igennem - jeg synes ikke, du skal straffe dem ved ikke at lade dem passe børnene mere, men JEG ville drosle ned på antallet af gange, jeg bad om hjælp - det er svært at få lov at være voksen i sine forældres øjne, når man samtidig beder om hjælp i så stort omfang.

Jeg skal virkelig prøve at svare på alle spørgsmålstegn her, prik til mig hvis det ikke lykkes.... og øøøøh det her blive rnok også langt hehe... 1. min mor har måske passet Felix i sammenlagt 1 uge, resten af dagene har jeg selv haft ham med, eller min farmor har passet ham (kun et par gange), altså i hvert fald 50% af dagene har jeg SELV passet Felix og haft ham med på pladsen. Bastian har hun passet de fleste aftener, EFTER han var lagt i seng, og hendes eneste opgave her var faktisk at være vågen, på den anden side af væggen. 2. jeg ringer til vagtlægen ca. 1 time efter jeg sidst så barnet, hvor han INTET fejlede. Til vagtlægen fortæller jeg de ting min mor lægger til grund for bekymring + nogen ting jeg selv har lagt mærke til, inklusive tyggen voldsomt på ting, og rød hale som er aftagende. og selvfølgelig også at jeg selv har haft ham ind til for 1 time siden ca. 3. min far er og bliver en klaptorsk. han er behjælpelig på mange andre områder, både med fysisk krævende arbejde, og med småt økonomisk (3 liter mælk og i den dur), men han hjælper IKKE med børnene, andet end den sædvanlige og selvfølgelige morfarkærlighed, som han gladeligt deler ud af. Men i hans æjne har han ingen fejl, og kan kun have ret, jeg er bare en lille åige og uanset hvad jeg gør og siger kan det kun blive forkert i hans øjne. og han vil altid forsøge sig med manipulation, hvilket også er hvad han prøver sig med i denne situation. Det er garanteret min far der har taget besltningen om at køre til vagtlægen kun for at "bevise min fejlbedømmelse" det fik han så ikke noget ud af, og så skifter han over til at skælde ud på mig over noget andet jeg har gjort forkert i hans øjne. 4. min far syntes faktisk at det var synd for dn store at han blev passet så meget, men det var helt umuligt at få ham til at indse at Bastian jo ikke engang selv vidste han blev passet. Vi lagde ham SELV i seng, og vi var der SELV næste morgen, ergo Bastian tror at vi har været hjemme, for han har ikke set os gå, og har ikke skullet sige farvel, kun godnat. 5.Jeg ved heller ikke helt hvad mine forældres manglende tillid bunder i. sådan har det bare altid været, især med min far. min mor er lidt lettere at "styre" fordi man kan tale med hende og fortælle hvad man føler, uden at det går ud over evnen til at forstå hinanden, hvorimod min far er uigennemtrængelig i enhver diskution. Hvis han har bestemt sig for at en ølflaske er lyserød og ikke grøn, så ER og BLIVER den lyserød. 6. jeg ville aldrig "tage" mine børn fra mine forældre på den måde. Ud over min gamle farmor (som er frisk og frejdig og almindeligt mobil), har jeg heller ikke umiddelbart andre der kan passe mine børn hjemme hos os selv, sådan at det kan arrangeres med at vi selv lægger børnene i seng, og de ikke skal flyttes midt om natten. 7. Jeg har selvfølgelig sagt til dem begge at jeg synes det var tarveligt gjort, at tage til lægen bag min ryg helt bevidst. og i min mors tilfælde hænger lidt af det ved selvom hun ike vil indrømme det helt, samtidig ved jeg da godt at hun selvfølgelig var bekymret for barnet, hvilket også er helt fint. Min far deriomd synes stadig at flasken er lyserød og ikke grøn (hvis i forstår) og er helt umulig. diskutionen er droppet, jeg havde ret i min sag, ingen af de implicerede parter giver mig kredit for det. men for en gangs skyld har jeg opbakning både fra manden og HELE svigerfamilien. og det "trøster lidt" 8. Jeg er altid den der sidder hjemme med mine børn, jeg er altid alene mens manden er ude og hjælpe alle andre end mig, og huset sejler. min mor og far synes bestemt jeg skulle have noget fritid og hjælp herhjemme. Så ca. 3-4 uger hvert år tager jeg MED min kæreste og svigerfamilie, til vikingespil ca. 10 kilometer hjemmefra. hvor min mor har meldt sig frivilligt til at kigge efter ungerne, både så jeg kan komme lidt ud, og møde andre mennesker, og så jeg kan holde lidt snor i min mand, som engang i mellem har haft hænderne op ad lommen og hvisket en sød pige i munden. Resten af året tager jeg ingen steder, andet end i føtex. så når man ser det over et år er det fatisk ikke ofte jeg får passet mine børn. og sjældent i deres vågne timer. 9. Det er min mor (og min søster) der har sørget for at give mig billet til den koncert i fødselsdagsgave. vel vidende at det var oven i vikingespil, og velvidende at min mor selv var den eneste der kunne passe mit barn den dag. og derfor havde hun og min søster allerede lavet aftalen INDEN jeg vidste selv, at jeg skulle til den koncert. 10. Jeg gider ikke skælde min mor ud, for at lufte sine tanker hos min svigermor (eller en anden) for det skal der være plads til, jeg lufter jo også min vrede, over hende, herinde. Men de ting hun sad og brokkede sig over, er jo kun delvist sande, og DET synes jeg er noget hø. Men min svigermor har allerede sat hende å plads over det, og så gider jeg ikke bruge mere tid på det emne. 11. sidst men ikke mindst... Mine forældre må til hver en tid køre til vagtlægen, når de har ansvaret for mine børn, hvis de er nervøse for deres ve og vel. MEN jeg forlanger at blive informeret inden, OG jeg forlanger at blive hørt, når jeg nu engang er den der kender mine børn og deres reaktionsmønster bedst. Jeg er deprimeret JA men jeg er IKKE en dårlig eller uopmærksom mor, og vil ikke finde mig i at blive behandlet som sådan. Det havde været helt i orden med mig hvis de havde sagt, inden vi tog ud af døren, at de var urolige og ville tage til vagtlægen. så havde de fået beskeden at det var fint med mig, og at de gerne måtte sende en sms med lægens diagnose. det var vidst det hehe. råb op hvis jeg har glemt noget.... opretter lige´et nut indlæg over vores boligforhold, så forstår i måske bedre mine muligheder for "ekstra" hjælp og pasning.

Sådan her bor vi så. Morfars lejlighed, har almindelig skillevæg ind til bastians værelse. og med almindelig skillevæg menes der rumdelervæg/gipsvæg. så altså hvis nu bastian græd, ville han kunne høre det lige så godt som hvis vi lå i soveværelset. Men hvis min mor sidder inde ve min far, når hun lytter efter Bastian bruger vi nu alligevel en babyalrm for at være helt sikre. Oldes lejlighed er jo så i bygningen overfor, den gamle stald, og det er derfor et hus for sig selv. der er ca. 15 meter mellem bygningerne. så babyalarmen rækker også derover. Altså så det er ligesom et lille bitte kollektiv her. og derfor har vi bare bedre mulighed or at hjælpe hinanden, ingen skal ud og køre for at komme hjem til den anden, man skal bare lige gå ind ad en anden dør end sin egen. for eksempel hvis jeg liiiige skal i brugsen efter noget, så vente rjeg gerne til ungerne sover til middag, og får så olde eller morfar til at lytte efter dem mens de sover. så opdager ungerne ikke jeg går, og jeg slipper for at have dem begge med på slæb, og babysitterne skal ikke engang lave noget, andet end at holde sig vågen.... Nåh men hele boligforholdet gør jo altså så, at vi er hinanden lidt nærmere, fysisk, end i de fleste andre familier. Og ja jeg tør godt stole på babyalarmen, for den er i virkeligheen en walkie talkie, og har derfor en 3 km rækkevide i radius.... og det tager lige lang tid at gå fra min fars stue og ind til bastian, som det ville tage at gå fra ores egen stue. derfor er det fint med mig, hvis e bare har babyalarmen på ham. og den tænder vi så inden vi kører. http://www.voresborn.dk/images/fbfiles/images/boligforhold___tegning.jpg

Som jeg læser dit indlæg lyder det somom du og din familie burde få jer en snak om, hvad det vil sige at bo så tæt på hinanden. Du modtager hjælp, som du ikke rigtigt regner for noget, og dine forældre har svært ved at sige fra, men bliver så aligevel irriterede. Måske især fordi du ikke værdsætter det, de gør. Du synes ikke, at det er noget særligt, at dine forældre skal lytte efter et sovende barn hver aften i en måned. Men det synes jeg faktisk, at det er: Bare tanken om, at man så ikke kan noget andet, er faktisk begrænsende - selvom man måske, hvis man havde friheden til at gøre alt det andet, alligevel bare ville sidde hjemme. Det samme med turen til købmanden: Din far kan føle sig berænset i sin frihed uanset at han ikke ville bruge friheden til noget. Eller han kan frygte at skulle tage sig af et skrigende barn - eller alt muligt andet. I har brug for en snak om, hvad der er ret og rimeligt: Dine forældre passer børn for dig (og ... og ...). Til gengæld gør du sådan og sådan for dem. Går regnestykket op, så begge parter føler, at de får lige så meget igen, som de giver? Din far giver udtryk for, at du opfører dig umodent - fx når han ikke respekterer din vurdering af, om din søn er syg eller ej. Kan det være, at det er fordi du faktisk opfører dig umodent ved at trække for meget på dine forældre og ikke står på egne ben? Ja, du er meget alene med dine børn, og det er ikke let, men det er vel ikke dine forældres ansvar, at du ikke kan få "manden i huset" til at tage sin del af ansvaret? Familiekollektiver kan være ok, men hvis du i virkeligheden aldrig har været helt flyttet hjemmefra, så sidder du stadig i saksen som dine forældres lille pige - uanset at du har børn - og så undrer det mig ikke, at de ikke har respekt for dig. Man bliver først voksen for sine forældre, når man har bevist at man kan klare sig uden dem. Med det anstrengte forhold, som du har til din far har jeg svært ved at se, at det er sundt for dig at bo så tæt op ad ham, at du ustandseligt konfronteres med ham. Jeg tror, der er noget (mere) her, du skal tænke igennem og snakke igennem med ungernes far. Du må finde ud af, hvordan du tager ansvar i dit eget liv!