Bedsteforældre overtræder loven

Jeg er efterhånden dødtræt af at høre om bedsteforældre der blander sig for meget, men jeg kan også godt forstå at folk trænger til at få luft, for det kan virkelig være belastende. ”Dem der har forældremyndigheden over barnet bestemmer hvordan og hvorledes i forhold til barnet, og dem der ikke har forældremyndigheden har intet at skulle have sagt”. Mig bekendt er det de færreste bedsteforældre, der har forældremyndigheden over barnebarnet. Hver gang bedsteforældre forsøger at bestemme over barnebarnet, så er det også et angreb på forældrenes identitet som forældre. Forældrene er dem som bestemmer, bedsteforældrene er dem som ikke bestemmer. Jo mere bedsteforældre forsøger at bestemme, desto mere gør de sig til forældre for barnebarnet, og des mere krænker de forældrenes ret til at være forældre for deres eget barn. For mit eget vedkommende, så følte jeg, at jeg ikke måtte være mor for mit eget barn. Det er desværre min erfaring, at det langt fra er alle, der ikke selv har prøvet at blive skubbet af den stol, som der står ”mor” på, som kan forholde sig til, hvordan det er. Jeg tror, at det kan være en hjælp for forældre, der bliver angrebet på deres forældrerolle af bedsteforældre, at de melder klart ud og siger til bedsteforældrene, at når de blander sig, så overtræder de loven.

Men hvis mor eller far har været et barn, som altid har været pakket ind i vat og nusset og puslet om, så har de meget svært ved at tage ansvar og derved fremstår bedsteforældre som bedre vidende og kan tage over. "For det ER svært at være forældre, man får aldrig sovet, ungen hyler, der lugter af lort. Så jeg siger ikke mine forældre imod. De har altid gjort det bedste for mig, så de må jo vide..." Bjørnetjeneste er hvad der sker her! Ganske få tør tage ansvar i dag og er der nogle der gør det for dem, så er de tilfredse. Totalt sygt i min verden!

Det er ikke en problematik, jeg selv kender til i det alvorlige omfang, der lægges op til her, så kan du ikke være mere konkret og give nogle eksempler? Jeg mener - det er vel de færreste børn, der er sammen med bedsteforældrene en gang om ugen, fx, og for at bedsteforældrene overhovedet kan komme til at "tage over", skal der da en noget "heftig"/hyppig kontakt til. For at blive skubbet af "morstolen" skal man vel også selv lade sig skubbe til - jeg er limet fast til min - men igen, det er meget svært at forholde sig til, hvad det er for en kriminel adfærd, du helt konkret tænker på.

Jeg er heller ikke rigtigt med på, hvor du vil hen. For der må da være en meget glidende overgang mellem de velmente råd, de fleste af os får, den hjælp og støtte, mange af os har brug for - og så den grænseoverskridende ulovlighed, som du omtaler. Når en nybagt mor klager sin nød over for lidt søvn, er det så en ulovlighed, når mormor tilbyder at trille barnevognen nogle timer, så mor kan sove? Eller når mormor fortæller, at faste dagsrytmer fremmer søvnen hos mange babyer? Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der opstår masser af små og store konflikter mellem nybagte mødre og deres mødre, fordi der skal opbygges en ny rollefordeling mellem dem. Her er det i lige så høj grad den nybagte mor, der skal sige fra. Hun skal vokse, finde sine egne ben at stå på - og ikke lade de mange gode råd komme så tæt på, at de får hende til at tvivle på sine evner som mor. At kalde det "ulovligt" at tilbyde råd og dåd - selv på en klumset måde - er da at skyde langt over målet. Og jeg har aldrig hørt om noget, der i bund og grund er "værre" end det.

Johannamor skrev:

Jeg er heller ikke rigtigt med på, hvor du vil hen. For der må da være en meget glidende overgang mellem de velmente råd, de fleste af os får, den hjælp og støtte, mange af os har brug for - og så den grænseoverskridende ulovlighed, som du omtaler.

Alt hvad bedsteforældre gør på eget initiativ i forhold til børnebørn er ulovligt, da de IKKE HAR RET til det. At tilbyde sin hjælp er ikke lig med at man gør noget på eget initiativ, og derfor synes jeg at det er i orden. At udstede ordrer om, at tingene skal være sådan og sådan er for mig et udtryk for at bedsteforældrene behandler forældre og børnebørn, som deres tjenere, hvilket er i strid med lovgivningen. Hvis bedsteforældrene passer børnebørnene, så skal det stadig foregå på en måde, som forældre siger god for. Dvs. at vil forældrene ikke have at bedsteforældre fx.fylder børnebørnene med slik, ryger dem i hovedet, siger nedladende kommentarer til dem eller kommer dem i bad, ja så er det ikke ok. Det er mit indtryk, at visse bedsteforældre tror at de kan gøre hvad der passer dem, når de passer børnebørnene og det kan de altså ikke, jvf. forældremyndigheden. I sidste ende er det nemlig forældrenes ansvar, hvis der sker noget.

Her er det i lige så høj grad den nybagte mor, der skal sige fra. Hun skal vokse, finde sine egne ben at stå på - og ikke lade de mange gode råd komme så tæt på, at de får hende til at tvivle på sine evner som mor.

For mit eget vedkommende, så har jeg forsøgt at sige fra, men det var min svigermor totalt ligeglad med. Jeg kunne ikke engang gå på toilettet uden at hun straks skulle hive og pille og rende rundt med min søn med det resultat at min søn skreg og blev mega stresset og fik endnu flere søvnproblemer. Jeg har aldrig mødt et menneske, der har så lidt forstand på børn, og jeg er ikke længere i tvivl, om at noget er gået galt dengang hun selv blev mor, for der var virkelig noget der eksploderede i hendes hoved, da vi fik vores søn. Jeg kan se af debatterne at jeg ikke er den eneste der er blevet tyranniseret af bedsteforældre der ikke kan styre deres traumatiske forældreoplevelser i forhold til de nybagte forældre. I sådan en situation, så er det ret svært at skulle finde sine egne ben at stå på...

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der opstår masser af små og store konflikter mellem nybagte mødre og deres mødre, fordi der skal opbygges en ny rollefordeling mellem dem.

Hvad er det for en rollefordeling alle snakker om? For mig at se, så er den eneste forandring, at et par bliver til et forældrepar. Bedsteforældre får ikke mere ansvar end de havde før. Det er jo ikke dem, der har fået barn, og dermed er der heller ikke tale om, at de skal afgive forældrerollerne til de nye forældre. Situationen er ikke anderledes end hvis nogle af deres venner fik barn. I sådanne tilfælde er det efter min mening bedsteforældrene, der totalt har misforstået noget... Efter at vi har fået svigerforældrene på afstand, så kan min kæreste godt se, hvor groft hans mor - og hans far for dens sags skyld - har opført sig. Set i bakspejlet, så har min kæreste selv haft en efterfødselsreaktion, hvilket bevirkede at han ikke magtede at sige fra overfor sin egen mor. Det var der bare ingen der så, fordi hans mor fyldte det hele. Tro mig, jeg ville meget hellere have haft nogle bedsteforældre der blandede sig totalt udenom - eller endnu hellere nogle forstående og støttende bedsteforældre. Jeg havde regnet med det sidste, for det er sådan mine svigerforældre har været overfor mig i den tid jeg har kendt dem: Totalt ligeglade!

Jeg er ikke i tvivl om, at du har en svigermor, der er mere problematisk end de fleste. Og især at dit forhold til din svigermor er mere problematisk end de fleste. Jeg har aldrig hørt om et bedsteforældre-forældre-barnebarn-forhold, der har været ulovligt, som du beskriver det. For én ting er, at forældrene bestemmer. En anden ting er, at vi alle er forskellige, og at man som forældre ikke kan bestemme detaljerne i, hvordan bedsteforældre skal omgås børnebørnene. Er mine unger hos min mor, kan jeg fortælle hende, hvordan ungerne plejer at falde i søvn om aftnen - men det skal forstås som en hjælp til, hvordan hun får en nem aften, og hvis de er vågne til midnat og hygger sig med det, så synes jeg det er fint, selvom sengetid hjemme er kl. 20. Jeg har det også fint med, at ungerne spiser sig mætte i frugt fra haven og vingummier, det er ikke standard hjemme, men de elsker det, og børn har brug for at føle sig forkælede. Desuden er det ikke min mors opgave at påtage sig opdragerrollen, hun er velkommen til at hoppe over hvor gærdet er lavest. Min mor ryger ikke, men gjorde hun det, er det helt sikkert, at jeg ville være meget firkantet: Hun ville aldrig få lov at ryge sammen med dem, selvom det jo kunne betyde, at jeg ikke ville få den hjælp, der ligger i, at de kan sover hos hende ind imellem, så vi voksne kan komme i biografen eller ud at spise eller... Så jeg mener altså stadig, at det drejer sig om at man som mor og far er nødt til at træde i karakter, finde sine egne ben at stå på, og at mange af de problemer, der findes mellem forældre og bedsteforældre skyldes, at forældrene ikke siger fra. Også selvom det ikke er nemt. Desværre er det jo ikke sådan, at vi træder ind i en verden, der altid er lige til at forstå.

hov hov hov... rolig nu... Svigermødre er altså ikke ALTID ONDE!!!!! nogle gang prøver de bare at hjælpe - og tænk engang, det kunne være de havde et godt råd eller to med på vejen, som faktisk hjælper dig lettere gennem hverdagen..... Men klart de skal ikke overtage og det skal accepteres, at mor vælger ikke at følge rådene! Men HUSK også - at hvis du SYNTES din svigermor er forfærdelig og blander sig for meget, HVAD SÅ MED DIN EGEN MOR - hun gør jo ALDRIG noget forkert, for hun er jo din mor. Helt ærligt, alle har forskellige grænser for, hvad de kan magte/lide af interferen, hvorfor man også må tænke på, hvordan man agerer udadtil. Klart jeg vil IKKE ACCEPTER at blive skubbet af stolen! men når vi er hos mormor, farmor osv... så er det altså dem som sætter grænser for, hvad de vil have i deres hjem - nogle steder må man mere end hjemme og andre mindre, og sådan er det bare... INGEN skal påduttes at min søn opfører sig mere løssluppent i deres hjem end de kan accepterer. Det kan være mine grænser går før værternes, og så må de accepterer dette, nåe jer er til stede. Når han bliver passet ude - uden vores tilstædeværelse - så er det værterne og alene værterne som bestemmer. Jeg har en ret løs holdning til at folk blander sig, men jeg kan ikke accepterer at blive overtrumfet. Så helt ærligt, hvis i har et problem, så åben munden og sig fra, fortæl klart og tydeligt hvor jeres grænse går!

Bedsteforældre overtræder vel ikke nogen nedfællet lov - sådan som folk flest forstår ordet "lov"... Men der er den uskrevne lov, vi kvinder går med inde i os selv og som ofte er mest logisk og sand for os selv. Jeg har vist selv en sådan lov, for jeg kan sagtens genkende noget af det, som i første indlæg beskrives - for den del også i mange af de andre indlæg... Når kogepunktet er nået og tålmodiheden topper, uanset om det er i forhold mor eller svigermor - da blir "lovens regler" et forsvar og beskyttelse... Selv har jeg en mor, en fantastisk mor. Hun er en dygtig husmor og har været en stærk mor, som har måttet holde sammen på familien. Af den lidt ældre skole, som klarede at lave alting selv... Dygtig.... Og hun ved det...! Her er nemlig humlen i bryggen. For - når du som kommende forældre står overfor et menneske, som vurderer dine, din svigerindes og andre kvinders præstationer i forhold til egne - så bliver det lidt knapt med tålmodigheden, hvis du som mor gerne selv vil... Det er jo ikke overvældende spænnende at høre sig egen mor sige, at bedsteforældre kan noget helt unikt. At der er ingen som efter en lang dag kan ro sit barnebarn som hun... Okay??? Alle rådene, som kommer før du ber om de... Det er jo bare velment, det er vi klar over, men skal vi ta imod alt, fordi de er vores forældre? Det er ikke altid at svigermekanikken er værst. Mødre (min) har altid fortalt mig, hvad som er mest rigtigt at gøre (efter hendes målestok), og gør det især nu, hvor der ventes ny barnebarn. Men suk, det skal åbenbart være lidt hårdt. En kommenterede det med at "lade sig skubbe af stolen". Jeg ser den, og god pointe - men har din mor en eller anden "narcicistisk hurdel" - og forsøger at bekræfte sig selv gennem dette lille nye vidunder som skal komme, så er det faktisk lidt svært at holde rumpen godt plantet på stolen. Dårlig samvvittighed - det har jeg. For det at jeg ønsker den første tid sammen med manden og vores barn. Ikke at have min mor boende en periode. Hun ville sikkert være til stor hjælp, men vi vil jo så gerne lære dette selv - sammen. Og det bør faktisk være ok - det er dog trods alt den største oplevelse i vores liv... Mindre detalje: Hvor let er det at modsige dine opdragere...? Ikke altid lige enelt... Men kort og godt. Hvis ikke de her svigermødre og bedstemødre kan acceptere/godta/ta ind over sig, at deres børn/svigerbørn har behov/ønsker eller egne måder at gøre ting på - for hvis skyld er det da de vil hjælpe??? Narcicismen igen... Da bliver det jo for deres skyld og for at dække egne behov... Og det er i mine øjne ikke fair - ikke i den periode af vor liv. Så lov eller ej... Måske kunne det være ønskeligt med mere oplysning om temaet - det er jo et psykologisk tema som meget andet - som både vi børn og vores forældre kan have gavn af og reflektere lidt over...

Lige for at slå det fast: Jeg har aldrig skrevet at det er ALLE bedsteforældre der overtræder loven. Jo, mere I fortæller om jeres bedsteforældre, desto mere bekræfter I dette faktum. Heldigvis for det! Hvad angår min svigermor, så ser vi hende ikke mere. Faktisk ser vi slet ikke min kærestes familie, da hans forældre har fortalt nogle ting om os, der har bevirket at min kæreste har modtaget nogle ubehagelige breve med anklager - tilmed skrevet i julekort! Behøver jeg sige, at min kæreste ikke føler noget behov for at se sine forældre mere? Det skulle da lige være for at rase ud på sin mor. Bare fordi man ikke selv har fået den familie man ønskede sig, så giver det ikke en ret til at smadre sin søns/datters lille nye familie. For dem der tror på det: Ja, min egen mor hører til blandt de gode bedsteforældre. Hun lægger ikke skjul på, at det er vores barn og dermed os der bestemmer. Hun kommer ikke med gode råd - hun venter til vi selv kommer og spørger. Hun tigger ikke om at gå med barnevognen, for hun ved at vi nok selv skal komme og spørge. Hun regner med at vi er fornuftige mennesker, som selv kan tænke. Min egen mor er rystet over min svigermors opførsel. Min mor så ikke hvor dårligt vi havde det, så nej hun er ikke perfekt. Men det gjorde sundhedsplejersken, vores egen læge, og de efterfølgende psykologer heller ikke...