Hvordan skælder du dit barn ud?

Jamen, de skal ikke opdrage mit barn. De skal se efter mit barn, når jeg ikke selv kan. Det får de penge for. De skal ikke lære ham og tackle situationer uden at inddrage mig. Jeg vil gerne selv lære ham feks empati. Eller, det er jo ikke noget man behøver lære. Ordet har bare fået en fantastisk betydning de sidste år. Før hed det noget i retning af medfølelse og var 'godt nok' at bruge. De skal blot irettesætte, når han gør noget forkert. Ikke opdrage ham. Så havde jeg sendt ham på opdragelsesanstalt. Jeg kan selv varetage opdragelsen af mit barn. Jeg kan dog ikke selv passe ham hele dage, da jeg skal tjene til livets vej - og institution.

Vi har skam læreplaner:) Og jeg ser intet galt i, at de lære mit barn empati eller medfølelse - den slags kan gøres på mange måder. Og de kan opleve mange ting i hverdagen og møde mange forskellige børn, som gør, at det er en naturlig ting at tage op. Ja, grundlæggende er opdragelsen mit og farens ansvar - men de er ude i verden, i mange timer - og når jeg overlade dem til uddannet personale, så må de godt lære mit barn at gebærde sig, i forskellige situationer. Her kommer læreplanerne så ind, for de kan bruges til, at lave retningslinjer til "opdragelsen" Og så er en læreplan ikke ensbetydning med Arbejde, der er jo også læreplaner i dagplejen og vuggestuen.

Jeg undrer mig over, at du overlader dine børn til noget du ikke vil have de skal være en del af. Hvis jeg var dig ville jeg skynde mig at melde dem ud og selv lære dem alle de ting der skal læres i de år.......:dry: Læreplaner er ikke noget pædagogerne har skabt, det har den siddende regering, og ALLE daginstitutioner har dem, mener det er 1½ år siden de skulle foreligge.

Altså hvis man egenrådigt vil opdrage sine børn, så skulle man måske nok overveje hjemmeundervisning eller selv at passe sine børn! For ellers lyder det jo helt hen i skoven, og kan ikke udføres i praksis. For mig er det glimrende at skolelærere/pædagoger mf korrigerer mine børn når jeg ikke selv er tilstede, og guider dem i de pågældende situationer, hvor de måske har brug for irettesættelse. Det har jeg ABSOLUT ingen problemer med! Tvært imod, jeg regner med at de mennesker der omgåes mine børn i dagligdagen, passer på dem og former dem til dejlige mennesker der forstår at begå sig i grupper, der er noget større og mere brogede end de grupper jeg kan have på hjemmefronten.... Det er jo nogle helt andre situationer der opstår i skolen og i feks børnehaven, situationer de vel napper i opløbet..... Ellers kunne de jo rende rundt og banke hinanden med skovle, sige grimme ting til hinanden og læreren, og udvikle sig til nogle rigtige stride sataner der hurtigt kan sige ,,jamen du er ikke min Mor, du kan ikke bestemme over mig'' (HADER den slags unger!!!) - for de findes, og de kan smadre en klasse TOTALT! Børn skal respekterer voksnes krav og grænser - også andre voksnes krav og grænser. Det samme sker her hjemme. Hvis nogle af legekammeraterne hopper rundt i sofaen, ikke smider skoene inden de vader ind på mine tæpper, pisser på toiletbrædtet eller spiser som svin ved bordet, SÅ skrider jeg også omgående ind. Mit hjem, mine regler!! Om jeg råber af mine børn, næææ...egentlig ikke, men jeg kan tale højt engang imellem hvis de er pisse irriterende. Jeg råber mere hvis det er i form af en advarsel - hold med begge hænder på gyngen, der kommer en bil osv. Det er mere en reaktion, som betyder NU skal du/i være varsomme for situationen kan være farlig. Og hvor de iøvrigt er længere væk end alm tale kan høres. Her opnåes den største og mest dramatiske effekt, hvis jeg taler med meget lav og langsom stemme, så ved de at NU er grænsen nået!!

Hold da op, denne diskution har taget fat, Men Carl, Vi lever i det tyvende århundrede der ville forældre gerne selv stå for opdragelsen og personlige udvirkning hos deres børn.. Men det kan jo også være at pædagoger og lærerne kan lære vores børn nogle gode ting og ik kun negative... Men jeg tog faktisk mig selv i at skælde Willy ud pga han ik forstod det tredje gang, og jo jeg fik dårlige samvittighed bagefter, pga han er jo kun 10 mdr, han ved ik at han gør noget galt... havde det så dårligt bagefter:silly:

Men Willysmor, hvordan vil du, ene og alene, stå for opdragelsen, når dit barn er (kommer) i institution i 5-9 timer om dagen, når de går i skole 6 timer om dagen osv. osv. Dit barn færdes blandt mange andre mennesker, og de vil være med til at præge dit barn det kan ikke undgåes. Derfor ville jeg heller ikke tøve med, at skifte institution/skole, hvis jeg menet mit barn blev præget i forkert retning, gik imod mine overbevisninger, eller mine børn blev råbt af. Du har hovedansvaret for dine børn,for deres opdragelse og udvikling - men andre vil også komme ind over. Det har ikke noget at gøre med, at vi vil gøre tingene selv, at det er vores ansvar (det er det) og vi selv vil styre det (det vil vi) men at dit barn, skal lære at omgåes mange mennesker, lære mange ting - og når man ikke ser sit barn, i x-antal timer om dagen, forventer jeg da, at andre ansvarlige voksne er med til at præge mit barn i rigtig retning. Synes nemlig også at børn (som Helene) der siger " Du er ikke min mor, du skal ikke sige noget til mig" er utålelige. Hvis jeg opdager en situation, hvor børn gør noget de ikke må, snakker grimt til mig eller andre, eller andet (også selvom det ikke involvere mit barn) så siger jeg noget. Vi har et ansvar over for vores egene børn, men der er altså ikke noget galt i, at tage ansvar for andres - så længe det gøres på et basis niveau.

Ja, jeg kan godt finde på at hæve stemmen, når knægten opfører sig som helvedes yngel uanset hvad man gør for at aflede opmærksomheden eller imødekomme problemet. Man lærer efterhånden, hvornår det vil virke at hæve stemmen lidt og sige nu er det nok, eller hvornår man bare skal lade ham ligge og være sur...det går jo som regel over i det øjeblik, at han opdager man ikke bider på. Men når han fx sidder der og smider med maden så demonstrativt, som han nu kan gøre med det dér helt bestemte blik: "jeg gjorde det med vilje, og jeg er totalt ligeglad med hvad du siger"...ja så lader jeg ham vide, at jeg bliver vred. Jeg fortæller ham det på en bestemt måde(men uden at råbe), så han fatter, at det bare ikke er i orden. Og man kan se han godt forstår, det ikke er helt godt, hun er sgu´sur hende mor! ofte prøver han dog at brokke sig lidt igen, eller prøver den anden grøft og charme sig ind igen, hvilket kan være enormt svært ikke at grine af! Men han accepterer det som regel. De få gange jeg er kommet til at råbe, er hvis han har bidt mig så hårdt, at det er til at tude over, eller hvis han har været til fare for sig selv (han har fx været ved at kaste sig ned fra puslebordet, -der blev han godt nok forskrækket...) Og ja, jeg får altid dårlig samvittighed, når jeg har råbt ad ham. Det er aldrig rart, men ENKELTE gange nødvendigt for at fange hans opmærksomhed i et hysterianfald. Ofte finder jeg det dog mest succesfuldt at imitere hans adfærd, - piver han for at opnå noget, gør jeg det samme og så kan han godt se det er lidt åndsvagt, når man kan opnå de samme ting ved at være en sød og glad dreng. Selvfølgelig skal børn også have lov til at være vrede, sure, kede af det og hysteriske osv... - ellers ville de jo ikke være hele mennesker. Men derfor kan man jo godt forklare dem, at det som regel er rarest, når vi kan være glade sammen istedet for sure.

Ja det kan jeg godt se :)

Selvfølgelig kan man ikke undgå at pædagogerne i institutionerne kommer til at være en del af ens barns opdragelse. De er der jo temmelig mange timer om dagen. Og ja, de må sgu' godt fortælle min søn, at han har opført sig helt forfærdeligt, hvis det er tilfældet. De må også meget gerne være med til at lære ham empati og tilsvarende gode egenskaber, så længe jeg er enig i at disse egenskaber er til gavn for ham. (og jeg tror ærligt talt ikke, der er nogen institutioner, der bevidst prøver på at pådutte børn nogle sociale spilleregler, som ikke vil være dem til gode) Hans far og jeg kan sagtens selv stå for hans opdragelse. Men der er nu visse ting, der er nemmere at lære, når man står i situationen. Fx er empati for andre børn og deres følelser lidt nemmere at have forståelse for, når man står ansigt til ansigt med dem i børnehaven/dagplejen, fremfor når man sidder hjemme hos mor og far, og der ingen børn er i nærheden. Hvordan skal man fx lære at dele legetøjet, når man derhjemme har det hele for sig selv? - det lærer man, når man er sammen med andre børn, - i institutionen eller besøg af/hos andre. Selvfølelig skal det være et samspil mellem situationerne i institutionen og hjemmet, hvor dagens oplevelser bearbejdes. Og forældrene er selvfølgeligt hovedparten i opdragelsen. Man kan bare ikke komme uden om, at de mange timer i institution har en indflydelse. Man kan så vælge at modarbejde det, eller værdsætte de positive målsætninger der er, også selvom det nogen gange betyder skældud i institutionen. (der er jo som regel en begrundelse til det, som børnene har en tendens til at glemme at fortælle;) ) Jeg ved godt der er brodne kar blandt personalet, - eller en pædagog der har en dårlig dag, eller slet ikke egner sig til jobbet, og så må man jo tage det op. Men overordnet mener jeg at børn lærer en masse potitive ting af at være i dagpleje/børnehave. Lærdom som bliver en del af deres opdragelse. Mht læreplanerne er det jo ikke noget nyt...det er målsætninger, som pædagogerne og dagplejerne i mange år har arbejdet ud fra. Nu er det bare kommet på skrift og blevet lanceret som noget nyt og skemalagt. For så bliver der gjort noget på børneområdet! Hvis der er noget, der i forbindelse med læreplanerne skal kritiseres, er det, at de pædagoger og dagplejere, der er fantastiske til børn, men måske ikke så bogligt stærke, kommer i klemme og skal bruge alt for meget tid på det skriftlige arbejde med læreplanerne. Det er ganske unødvendigt, og tiden går fra vores børn. Nej, hurra for vores dagplejemor, der bruger sin mangeårige erfaring til at hygge om og med vores søn og hans venner. Hvad hun gør for hans udvikling er guld værd, og vi sætter meget pris på hendes måde netop at lære børnene empati mm. på. (- ved godt vi har en GULD-dagplejemor og ikke alle er så heldige).

KH Bibi skrev:

Carl - kl er 22. Du skal nok i seng. Hejheeeeej

Endnu en gang synes jeg du strammer dine udtalelser.