tror sgu jeg lægger mig til at dø...

Kæmpe kram til dig.

Helt uden at tage stilling til, om du vil have godt af piller eller terapi, så vil jeg sige, at der er masser af grunde til, at du lige nu har det som du har, som intet har med et skrøbeligt sind at gøre... Jeg husker præcis hvordan jeg havde det under min anden barsel - og det minder rigtig, rigtig meget om det, du skriver: Ungerne hev i mig på skift i hver sin retning, så jeg aldrig nåede noget; jeg følte at jeg druknede i vasketøj, madlavning og rengøring - og jeg endte med at være rigtigt sur og ked af det. Hos os blev problemerne først for alvor løst, da jeg begyndte at arbejde igen - og ansvaret for de hjemlige pligter helt tydeligt blev fælles, samtidigt med at jeg igen fik en hverdag med andre udfordringer end bleskift uden gråd eller madlavning med to sultne børn, der hænger om benene. Nu ved jeg jo meget lidt om, hvordan I har det hjemme hos dig, men jeg tror, du vil have godt af at parkere noget af ansvaret for det hjemlige hos børnenes far. Hos os havde vi en masse skænderier om badeværelserne, der aldrig var rene nok - og det endte med at jeg sagde til min mand, at jeg ikke gad høre, at han brokkede sig - nu var ansvaret for badeværelserne hans. Så holdt jeg op med at gøre badeværelserne rent - og faktisk holdt jeg samtdigt op med at se, at de var snavsede, fordi jeg jo vidste, at jeg ikke behøvede tage mig af det. Og manden gjorde rent! Meget af det huslige arbejde er "småting", der kan løses i det daglige - mellem bleskift og middagslur. Men hvis du kan gennemskue at hive nogle af småopgaverne ud af dagligdagen og give dem som opgaver til børnenes far, så får du mere luft til de resterende småopgaver. Måske skal han have eneansvaret for tøjvask i en måned? Det prøvede vi også her, og dels gav det lidt ro til mig, dels opdagede manden jo, hvor meget tid det hele tog, så han bagefter hjalp lidt mere til over hele linjen. Du skal ikke have hjælp til at klare det daglige - nej, I er to voksne mennesker, der i fællesskab har skabt en familie, og nu har en fælles ansvar. Det må I sammen finde ud af at dele mellem jer. Det er ikke tilfældigt, at skilsmisseprocenten er højst i familier med to små børn. Hvis I vil klare jer igennem som familie har I et fælles ansvar for at du kan holde ud at være en del af den familie. Og det må du gøre klart for din mand.

Altså hvis min mand/kæreste var lige så meget barn som barnet, så var jeg edder hakkeme også blevet kørt ned psykisk!!! Hvad er meningen med at man skal BEDE et voksent menneske om at tage ansvar?? Hvad fanden er det for en kylling!! Og så gør han det den ene dag, og glemmer det så de andre?? Nej, nej, nej, sådan noget kunne jeg SLET ikke leve med! Her er kæresten da min lige, min partner, min støtte. En som selv vasker sit tøj, selv lægger tøjet på plads, selv napper støvsugeren, selv tager ungerne med ud på indkøb eller tager dem i Tivoli, biografen, zoologiskhave eller bare med ned på lejepladsen med et par timer - selv ordner madpakkerne, svinger saft på kanden og drager afsted. Lige som han ordner lokummet, pudser vinduerne, bader ungerne, læser for dem om aftenen, står op om natten hvis de er syge ect. Det samme gør jeg - vi er der jo for hinanden, for ungerne og støtter hinanden 110%. Og det er vel netop derfor vi har kunne holde hinanden ud gennem alle de år! Jeg kan SLET IKKE få ind i hovedet at et forhold kan være sådan, at man skal BEDE hinanden om simple ting, og at den ene part er fuldstændig blind over for den anden part, og at man skal bruge sit enormt kote liv på at være ked af det og være sur og tvær pga den anden er fuldstændig lost! ''Nåh men mens vi snakkede og jeg græd lidt mere, så ryddede han en lille smule op i stuen, og gav felix sin natflaske, og nattede ham. Og så gik vi alle i seng. Det var rigtig rart og rigtig hyggeligt. men jeg ved bare det ikke holder længe, 1 uge måske, så er alt tilbage ved det gamle. Og når jeg så skal minde ham om at han godt lige kan hjælpe mig lidt igen, så bliver han nok også sur og fornærmet igen. og det er nok mest det jeg ikke orker. Jeg har ikke noget imod at skulle minde ham om at hjælpe til, men jeg har noget imod at han bliver sur over det, og så alligevel ikke gør det, for at protestere i mod mig'' Var det MIG, så var sådan en fyr røget ud hurtigere end man kan sige bananasplit!!!! Han lyder jo dummere end 80% brugt kattegrus!!! :angry:

tja, men han er åbenbart bare ikke så let at undvære.... Jeg har prøvet, men vi ender sammen altid igen alligevel.... jeg ved ikke helt hvorfor, men sådan er det altså åbenbart bare... Den ultra korte "letfordøjelig/letfoståelige" version er vel.... kender i det?: man har brug for et kram, og alle i verden både kan og vil give dig et, men kun een person kan gøre det godt nok, og på den rigtige måde. I min verden er den person Kenneth. Jeg ved bare ikke hvad jeg sådan rigtig lige skal gøre... Skal nok også nævne, at Kenneth ikke som sådan er skyld i mine depressioner. Jeg ha levet med altid. Hele mit liv har været en stor depression. Jeg er født deprimeret, og jeg er lige ved at påstå, at det kan lade sig gøre, for det føles sådan... Jeg ved at dengang da jeg var 8 eller 12, da var mine forældre i retten, med hensyn til hvem der skulle have hvilke børn. I den forbindelse blev vi vurderet af psykologer. Og i mine papirer skrev de to psykologer, at jeg var en knækket barn, og at jeg havde brug for hjælp. Jeg har aldrig fået den hjælp, der er aldrig blevet gjort noget for at hjælpe mig. Jeg har hjulpet mig selv (og alle andre) gennem hele mit liv, og jeg tror at det er det der gver voldsomt bagslag nu. Det er også den begrundelse jeg ligger for, at en pille måske kunne hjælpe mig en tid. Ikke fordi jeg vil have en pille tværtiomd, jeg vil snart gøre hvad som helst for at undgå den. Men jeg ved snart ikke om der rigtigt er andre muligheder for mig.... Men nu må vi se hvad samtalen hos lægen ender med.

Jeg synes du skulle tage imod 'lykkepillerne' hvis din læge tilbyder dig det - endnu bedre ville det være hvis han kunne henvise dig til en god psykiater, så du kan få den korrekte vejledning og den gode samtaleterapi af en fagudlært! Bor du i Københavnsområdet - det kan jeg ikke huske, men ellers kan jeg anbefalde dig Jes Gerlach som er Danmarks førende, han holder til på Østerbrogade. Bor du ikke i nærheden af ham, så kender din læge nok en god en. Får du brug for vejledning mht lykkepiller, så kan du regne med mig - jeg er ekspert på området!!:) - har været til et hav af foredrag, har selv taget dem i perioder, er i daglig kontakt med brugere og ved i det hele taget en frygtelig masse om psykiatri og psykofarmaka.

Når jeg læser dine indlæg. Sidder jeg tilbage med en følelse af, at ham Kenneth, jo også må forstå, at han er sammen med en pige, der ikke lige er den glade cheerleader type. Du har brug for mere omsorg end andre – så det har han altså bare at levere! Det er selvfølgelig nemt at sige, men hvis han får en forståelse af, du faktisk har brug for hjælp – og at han kan hjælpe. Så kan det måske være, han gerne vil hjælpe dig og jer? Jeg kender jer jo ikke, men hvad med noget terapi? Måske hvor I begge er med? Så I begge kan få en forståelse af, hvad der foregår. Selvom det er dyrt, kan det være alle pengene værd, mange sundhedsforsikringer betaler psykologhjælp. Jeg ved ikke om du har en sundhedsforsikring? Det er rimeligt surt at være vinterdeprimeret om sommeren – det går squ ikke. Jeg håber, du snart får din glæde og energi tilbage. WebDebattør jeANNE

ja vi må se hvad lægen siger jo... jeg håber faktisk at der en form for terapi de kan tilbyde, vi kan bare desværre ikke selv betale for det. Der MÅ da være noget kommunen kan tilbyde....? Jeg ville gerne hvis jeg kunne få sådan en terapi der var delt parterapi, og delt soloterapi. sådan at hver 2. gang skulle kenneth med, og hver anden gang skulle jeg alene. For et handler jo ikke alt sammen om kenneth. Men han skal jo lære at forstå det hele, også det der ikke er om ham. Og jeg tror det er godt at have en time, hvor jeg taler med psykoogen om hvad vi skal fortælle Kenneth, også så psykologen kan forberede sig på hvordan vi skal få kenneth til at acceptere og forstå... Jeg ved ikke om jeg har brug for meget mere omsorg end alle andre har. Jeg tror bare at man skal vænne sig til at jeg kan være lidt sær. Men det er også rigtigt som du siger Jeanne, jeg er bare ikke den der cheerleader type, og jeg har aldrig været det før, og jeg bliver det nok heller ikke nu eller senere. Men det er jeg måske heller ikke interesseret i, jeg vil bare gerne have det godt.

Tror mere det er din mand der skal i terapi og dig ser skal i psykiatrisk behandling. HVIS du lider af depression, så er der ingen terapi i verden der kan kurerer det, da det handler om dine signalstoffer i hjernen, der har brug for de såkaldte serotoningenoptagshæmmere for at få mørket og depressionen til at rykke sig. Det er en slags kemisk defekt i hjernen som man altså ikke kan sludre sig ud af! Men samtale terapi SAMMEN med medicinsk behandling er guld værd. Oven i du har det sådan, og så også skal kæmpe med sådan en mand, så er det da klart at du tiltider føler du kunne lægge dig ned og dø. JEG ville også blive dybt frustreret af sådan en mand - bare ved at HØRE/LÆSE om ham, synker jeg lidt ned i sofaen i en tilstand af akut depression og frustreret åndenød. Tror vitterligt du mangler en hjælpende hånd i dit liv, for det er også helt forkert at du bryder grædene sammen under diskussion/konflikt - og det kan godt hænge sammen med depression 'man bliver opgivende og vrælende' hvor andre uden depression bedre kan sætte hælene i og markerer at der er ting man bare ikke vil finde sig i....og ligefrem nyde diskussionen (som man jo vinder til hver en tid!).:P Kenneth gør jo alle de der irriterende ting, netop fordi han véd at han kan tillade sig det. Du er ikke stærk nok til at melde fra og melde ordenligt ud, og ryger måske hurtigt ind i offerrollen. Og han er ikke helt mand nok til at tackle det og bliver provokerende fordi han vel også føler sig magtesløs.... Og sådan som du beskriver ham, så virker han jo en smule umoden og trænger sikkert til en stærk kvinde der kan sætte ham ordenligt på plads - og hvis du så sidder og mugger og piver over livet, ungerne osv, jamen så sejler livet jo der ud af. For så kan ingen af jer magte hverdagen med glæde og optimisme, og ryger hurtigt over i den sure pligt, som man altså ikke kan tackle hvis man er umoden eller hvis man er deprimeret.... I et forhold skal man jo kunne 'ping-ponge' og kunsten er jo netop, at kunne hive hinanden op i de perioder hvor man lander i et hul. I jeres tilfælde lyder det mere som om i står nede på bunden af hullet med hver jeres spade og graver jeg længere og længere ned sammen......

tja det sidste der lyder nu nok meget rigtigt helene...

Og væk var mine små hyggelige stikpiller til dig, Maria. Beklager :P