Jeg snakked med min jordmor i går, hvor jeg fik svar på nogle blodprøver.
Mine tal er ikke helt som de bør være og enten er det fordi jeg er ved at tabe barnet, eller også går det hele meget langsomt...
Men kender i det... inderst inde har jeg bare en følelse af at det ender med en afbrudt graviditet. Jeg er godt nok kun 6+, men alle mine symptomer aftog for en lille uge siden...
Har brug to dage på at tude, fordi jeg virkelig virkelig havde glædet mig.. Trods jeg jo godt ved at mange abortere i de første 12 uger, og såfremt man gør er det fordi fosteret ikke er levedygtigt.. I KNOW.. men det ændre ikke på at jeg (allerede) synes det er så pisse uretfærdigt...
Jeg lever super sundt, dyrker en del sport og hverken ryger eller drikker.. såh ih hvor er det bare en ufed følelse at sidde med.
Jeg skal have taget den nye blodprøve på tirsdag (damn you påske) og får svar onsdag... onsdag som egentlig var den dag, hvor vi (min kæreste og jeg) havde bestilt tid til en hjertelyds- scanning...
SELVFØLGELIG er der et lille håb der siger at tallene måske retter sig perfekt... men min mavefornemmelse er bare ikke med mig her..
Derfor har jeg virkelig brug for at høre nogle erfaringer med graviditet og aborter.
- Min hcg niveau er i uge 6 kun på 200, og fik at vide det ikke udviklede sig som det skulle. Nogle med lignende erfaring og happy ending?
- Hvor lang tid gik der efter abort før i blev gravide igen? tog det lang tid?
- Valgte i medicinsk eller kirugisk abort? hvorfor/hvorfor ikke?- hvis det ikke kommer af sig selv (er HUNDEANGST for den medicinske nemlig)
Ved det er en pessimistisk tankegang, beklager meget, men kan simpelthen ikke holde til at turde tro på det, når jeg end ikke føler jordmoren gør :-( så enten har jeg lige brug for at forholde mig til et abort forløb, såfrem jeg ikke sku være så heldig at det hele lige vender på en tallerken ... men så igen... den skide mavefornemmelse 