Hvor er hjælpen til de permanent barnløse?

Mami skriver:

Som mor til et mistet barn må jeg korrigere dig, man får ikke bare et tilbudt om psykolog hjælp ej heller ved spontan abort. 

Og man får det heller ikke ved alvorlig sygdom.

Ved alvorlig sygdom og eller kronisk sygdom, mistet barn og sene aborter (ved ikke med de tidlige) kan man med en henvisning fra egen læge få tilskud til psykolog behandling -deri ligger forskellen.

eftersom barnløshed er defineret som en sygdom kan man jo godt undre sig over at der ikke er fx psykologhjælp til de kroniske.

når det er sagt så læser jeg ikke TS' indlæg som at det absolut skal være skattefinansierede tilbud men mere som en tanke om hvad hun kunne have brug for og dermed forestiller sig at andre også kan have brug for. Fx psykologhjælp, fx en forening hvor man kan møde andre i samme situation og i forskellige "stadier" af den sorgproces man uværgeligt skal igennem og hvor der er forskellige former for støttetilbud til medlemmer osv osv

kære Lisbeth, jeg har fulgt sig på sidelinien i lang tid. Jeg håber du finder den ro og støtte du har brug for. Jeg er virkelig ked af at jeres brændende ønske ikke er blevet opfyldt, og ville ønske at ord kunne gøre en forskel.... 

quindelist skriver:

Ved alvorlig sygdom og eller kronisk sygdom, mistet barn og sene aborter (ved ikke med de tidlige) kan man med en henvisning fra egen læge få tilskud til psykolog behandling -deri ligger forskellen.

eftersom barnløshed er defineret som en sygdom kan man jo godt undre sig over at der ikke er fx psykologhjælp til de kroniske.

når det er sagt så læser jeg ikke TS' indlæg som at det absolut skal være skattefinansierede tilbud men mere som en tanke om hvad hun kunne have brug for og dermed forestiller sig at andre også kan have brug for. Fx psykologhjælp, fx en forening hvor man kan møde andre i samme situation og i forskellige "stadier" af den sorgproces man uværgeligt skal igennem og hvor der er forskellige former for støttetilbud til medlemmer osv osv

kære Lisbeth, jeg har fulgt sig på sidelinien i lang tid. Jeg håber du finder den ro og støtte du har brug for. Jeg er virkelig ked af at jeres brændende ønske ikke er blevet opfyldt, og ville ønske at ord kunne gøre en forskel.... 

 

 

Det har jeg intet hørt om jeg har både kronisk sygdom og mistet barn. 

Jeg er enig med ts i der mangler støtte via en forening eller andet 

Lisbeth1985 skriver:

Hvornår skal i så have børn? Spørgsmålet rammer mig, som så mange gange før, som en knytnæve i ansigtet. Jeg tøver et sekund og kommer med et af de obligatoriske svar ”det er vi ikke klar til endnu”, ”jeg skal lige have styr på min jobsituation” eller ”vi skal lige finde det rigtige sted at bo først”. Det svar som jeg sjældent deler med andre end mine tætte venner og familie er ”vi har været igennem utallige forsøg med IUI, IVF og ICSI, og det vil desværre ikke lykkes”. Det sidste svar er sandheden, men det er desværre ikke det svar, som andre har lyst til at høre, når man sidder til julefrokosten eller bryllupsfesten. Jeg har prøvet at smide sandheden i hovedet på folk i de ovenfor beskrevne situationer og folks reaktioner har mildest talt ofte være af en sårende karakter for den triste, barnløse kvinde, som ville give sin højre arm for ønskebarnet. Det hjælper mig jo ærlig talt ikke at få at vide, at ”det kommer, når i mindst venter det” eller ”tænk på noget andet, så kommer det helt af sig selv”. For nej, det gør det ikke for os, det har vi (desværre) lægens ord for.

Hvordan kommer man så videre, når man ikke kan få ønskebarnet, som man har brugt mange år af sit liv på at indrette livet efter? Jeg mangler stadig den bog, den film eller den person, som kan give mig svaret her. Foreningen for ufrivilligt barnløse er en glimrende forening, som hjælper med information om diverse behandlingsmetoder og adoption, men når man reelt og definitivt er ufrivilligt barnløs, så er der desværre ikke meget hjælp at hente. Skal vi bare efterlades til os selv? Det må jeg desværre erkender er min opfattelse af situationen.

Og hvorfor er det sådan? I et land, hvor ca. 10 % af alle par kæmper med barnløshed i en sådan grad, at de må opsøge en af landets fertilitetsklinikker, og hvor en tredjedel af disse må gå derfra uden guldet i maven, burde vi gøre mere. Burde vi ikke?

Som tidligere barnløs tænkte jeg de samme tanker. Synes bestemt ikke man skal være overladt til sig selv. Vi kan hjælpe folk med stress  eller traume så kan vi vel også finde ressourcer til at hjælpe folk med at håndtere tabet af drømmen om et barn. Det er alt andet end en bagatel.  Hvor skal hjælpen komme fra. Det er så spørgsmålet. Er vel en blanding af at formidle netværk og evt terapi men har ikke en konkret ide. 

Skouboe skriver:

Og man får det heller ikke ved alvorlig sygdom.

Nej lige præcis

Burde vi blive overladt til os selv? Nej overhovedet ikke!

Desværre føler jeg at jeg ikke bliver taget seriøst når jeg siger, at det faktisk er pisse hårdt at kæmpe for sit drømme barn. Jeg ved at jeg skal tabe mig mere endnu før Rigshospitalet vil starte behandlingen, men når jeg fortæller folk om min smerte og kampen for at få smidt de sidste skide kilo er det som om de kigger på mig og tænker at jeg ikke gider kæmpe NOK?

Jeg vil kæmpe fra nu af og til den dag jeg står med et barn, men når man kæmper i forvejen er det bare ikke nemt at slås med overvægt også! 

Men trækker jeg så Isaac kortet så er det ihh og åhh så synd for mig (og ja jeg har en gang trukket det kort for at se den omvendte reaktion). Det er altså skræmmende at det kun er synd for mig fordi jeg har mistet - det er to vidt forskellige ting. 

Jeg savner støtte. Jeg er heldig at jeg havde den bedste jordemoder da jeg ventede Isaac og selv her 1½ år efter ligger hun gerne øre til, hun er fantastisk  Men det er ikke hendes job mere. Jeg savner rådgivning, forståelse og en hjælpende hånd når hele pisset vælter, for det gør det! 

quindelist skriver:

Ved alvorlig sygdom og eller kronisk sygdom, mistet barn og sene aborter (ved ikke med de tidlige) kan man med en henvisning fra egen læge få tilskud til psykolog behandling -deri ligger forskellen.

eftersom barnløshed er defineret som en sygdom kan man jo godt undre sig over at der ikke er fx psykologhjælp til de kroniske.

når det er sagt så læser jeg ikke TS' indlæg som at det absolut skal være skattefinansierede tilbud men mere som en tanke om hvad hun kunne have brug for og dermed forestiller sig at andre også kan have brug for. Fx psykologhjælp, fx en forening hvor man kan møde andre i samme situation og i forskellige "stadier" af den sorgproces man uværgeligt skal igennem og hvor der er forskellige former for støttetilbud til medlemmer osv osv

kære Lisbeth, jeg har fulgt sig på sidelinien i lang tid. Jeg håber du finder den ro og støtte du har brug for. Jeg er virkelig ked af at jeres brændende ønske ikke er blevet opfyldt, og ville ønske at ord kunne gøre en forskel.... 

 

 

Jeg kan fortælle, at da jeg blev diagnosticeret med en alvorlig, kronisk sygdom, kunne jeg ikke få en henvisning til en psykolog. Jeg fik at vide at jeg kunne melde mig ind i en patientforening, så havde de nok noget...

Fair nok, men der er ikke megen hjælp at hente fra det offentlige i sådan en sammenhæng. Jeg fik dog tilbudt lykkepiller.

Og jeg er stadig ikke helt klar på hvad det er en for en slags hjælp TS efterspørger?

Mit svar var til Lisbeth, der eftersøgte støtte ved permanent barnløshed. LFUB yder en hvis støtte, og mit tilbud var at introducere til en anden gruppe af kronisk barnløse som kæmper med sorgen over aldrig at blive forældre. 

For at svare på tidligere indlæg, så er det muligt at få tilskud til psykologhjælp hvis man mister eller får en spontan abort. Mit ønske er, at samme mulighed skal være til stede for kronisk ufrivilligt barnløse. 

permanentbarnløs skriver:

Kære Lisbeth,

Så fik jeg oprettet en profil så jeg kan svare dig 

Jeg er permanent barnløs - som i at jeg aldrig bliver mor. Jeg har været igennem flere års behandling, men da det stod klart, at det bare ikke ville lykkes for os, var jeg også efterladt med en desperationsfølelse, og det store spørgsmål: Hvor er de permanent barnløse? For sandheden er jo, at der er hjælp at hente mens man er i behandling, men så snart det stopper og man i virkeligheden er allermest skrøbelig, så er der ingen. 

Landsforeningen forsøger at gøre noget for os permanent barnløse. Jeg er fx lige blevet interviewet til en artikel i deres blad. Men realiteten er, at der stadig primært er fokus på behandlings-processen og alle dem det lykkes for. 

På facebook har jeg fundet en fantastisk gruppe kvinder, som alle selv er permanent barnløse, og sammen har vi startet en gruppe, der stødt og roligt vokser og bliver stærkere. Vi støtter hinanden i den livssituation vi alle deler - de dårlige dage, hvor sorgen fylder, og de gode dage, hvor det lykkes at tænke fremad.

Du er mere end velkommen til at være med, og se om det er noget for dig. Du er også meget velkommen til bare at skrive til mig, hvis du skulle få lyst. 

Jeg har som sagt lige oprettet denne profil for at svare dig, så jeg ved ikke om man kan skrive til hinanden privat. Men ellers så svar mig her, så får du min mail adresse 

De bedste hilsner fra Tina

Tak for din besked

Jeg har sendt dig en PB

Hej alle.

Så kom der pludselig liv i en gammel tråd...

Da jeg skrev tråd for nogle måneder siden, havde min mand og jeg netop taget beslutningen om, at vi ville stoppe behandlingerne og leve uden ønskebarnet (adoption er desværre ikke en mulighed, da jeg har en kronisk sygdom).

Det som jeg eftersøgte var en gruppe eller forening for permanent barnløse - altså for folk, som har afsluttet behandling og som ikke kan/vil adoptere, og som derfor skal finde glæde i et liv uden egne børn. Jeg har nemlig haft utrolig svært ved at finde ligesindede, som jeg kan dele mine tanker og min sorg med. Som jeg tidligere har skrevet, synes jeg ikke, at foreningen for ufrivilligt barnløse er nok for mig, da de hovedsageligt har fokus på behandlingsmuligheder og adoption.

Kort efter jeg skrev mit indlæg, viste det sig, at jeg var blevet naturlig gravid (MIRAKLER SKER!!), men desværre mistede vi i uge 8 Vi er derfor blevet enige om at prøve med ICSI én gang mere

God aften