Hvor er hjælpen til de permanent barnløse?

Hvornår skal i så have børn? Spørgsmålet rammer mig, som så mange gange før, som en knytnæve i ansigtet. Jeg tøver et sekund og kommer med et af de obligatoriske svar ”det er vi ikke klar til endnu”, ”jeg skal lige have styr på min jobsituation” eller ”vi skal lige finde det rigtige sted at bo først”. Det svar som jeg sjældent deler med andre end mine tætte venner og familie er ”vi har været igennem utallige forsøg med IUI, IVF og ICSI, og det vil desværre ikke lykkes”. Det sidste svar er sandheden, men det er desværre ikke det svar, som andre har lyst til at høre, når man sidder til julefrokosten eller bryllupsfesten. Jeg har prøvet at smide sandheden i hovedet på folk i de ovenfor beskrevne situationer og folks reaktioner har mildest talt ofte være af en sårende karakter for den triste, barnløse kvinde, som ville give sin højre arm for ønskebarnet. Det hjælper mig jo ærlig talt ikke at få at vide, at ”det kommer, når i mindst venter det” eller ”tænk på noget andet, så kommer det helt af sig selv”. For nej, det gør det ikke for os, det har vi (desværre) lægens ord for.

Hvordan kommer man så videre, når man ikke kan få ønskebarnet, som man har brugt mange år af sit liv på at indrette livet efter? Jeg mangler stadig den bog, den film eller den person, som kan give mig svaret her. Foreningen for ufrivilligt barnløse er en glimrende forening, som hjælper med information om diverse behandlingsmetoder og adoption, men når man reelt og definitivt er ufrivilligt barnløs, så er der desværre ikke meget hjælp at hente. Skal vi bare efterlades til os selv? Det må jeg desværre erkender er min opfattelse af situationen.

Og hvorfor er det sådan? I et land, hvor ca. 10 % af alle par kæmper med barnløshed i en sådan grad, at de må opsøge en af landets fertilitetsklinikker, og hvor en tredjedel af disse må gå derfra uden guldet i maven, burde vi gøre mere. Burde vi ikke?

Det burde der nok, men hvis opgave er det. Det starter jo oftest med et privat initiativ om at danne en forening, så det kunne være du havde mod til at starte en forening som du føler der er behov for. 

Jeg har selv siddet som hende den barnløse og grædt mig selv i søvn over kommentarer som "det kommer når du mindst venter det". Vi var dog heldige, men tænker stadig på al den modgang og føler for dem hvor det ikke lykkedes. 

Bare af nysgerrighed har i ikke overvejet adoption?

Hvornår skal i så have børn? Spørgsmålet rammer mig, som så mange gange før, som en knytnæve i ansigtet. Jeg tøver et sekund og kommer med et af de obligatoriske svar ”det er vi ikke klar til endnu”, ”jeg skal lige have styr på min jobsituation” eller ”vi skal lige finde det rigtige sted at bo først”. Det svar som jeg sjældent deler med andre end mine tætte venner og familie er ”vi har været igennem utallige forsøg med IUI, IVF og ICSI, og det vil desværre ikke lykkes”. Det sidste svar er sandheden, men det er desværre ikke det svar, som andre har lyst til at høre, når man sidder til julefrokosten eller bryllupsfesten. Jeg har prøvet at smide sandheden i hovedet på folk i de ovenfor beskrevne situationer og folks reaktioner har mildest talt ofte være af en sårende karakter for den triste, barnløse kvinde, som ville give sin højre arm for ønskebarnet. Det hjælper mig jo ærlig talt ikke at få at vide, at ”det kommer, når i mindst venter det” eller ”tænk på noget andet, så kommer det helt af sig selv”. For nej, det gør det ikke for os, det har vi (desværre) lægens ord for.

Hvordan kommer man så videre, når man ikke kan få ønskebarnet, som man har brugt mange år af sit liv på at indrette livet efter? Jeg mangler stadig den bog, den film eller den person, som kan give mig svaret her. Foreningen for ufrivilligt barnløse er en glimrende forening, som hjælper med information om diverse behandlingsmetoder og adoption, men når man reelt og definitivt er ufrivilligt barnløs, så er der desværre ikke meget hjælp at hente. Skal vi bare efterlades til os selv? Det må jeg desværre erkender er min opfattelse af situationen.

Og hvorfor er det sådan? I et land, hvor ca. 10 % af alle par kæmper med barnløshed i en sådan grad, at de må opsøge en af landets fertilitetsklinikker, og hvor en tredjedel af disse må gå derfra uden guldet i maven, burde vi gøre mere. Burde vi ikke?

Nu har jeg selv været igennem IVF og mange af de ting du skriver, kan jeg nikke genkendende til.

Men jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår hvad det er du vil have hjælp til? Psykolog? Rådgivning? Af hvilken art?

Hvis det er dét du mener, så må mit svar være at nej, jeg synes ikke at "vi" burde gøre mere. Vi er dybt priviligerede over at leve i et land hvor staten betaler for (i hvert fald en del af) vores fertilitetsbehandling. Jeg synes ikke at deres opgave skal strække sig længere end dertil.

Jeg gik til psykolog under vores behandlingsforløb, og det var selvbetalt. Det faldt mig aldrig ind at andre end jeg selv skulle betale.

At være barnløs er en stor sorg at bære rundt på. Det er det også når en elsket dør. Eller når man bliver ramt af en uhelbredelig sygdom. I de tilfælde kan man også selv betale for hjælp og rådgivning hvis det er det man ønsker.

Vil du og din mand ikke adoptere?

Ville ønske jeg kunne give dig andet end et cyberkram!!!!

Til dit indlæg, så jo, jeg mener faktisk, at der burde være noget rådgivning til par, som afslutter et behandlingsforløb uden gevinst. Mister man en arm, et ben eller lign, kan man få hjælp til at lære at leve med det. Må man indse, at drømmen om et barn ikke kommer til at gå i opfyldelse, så synes jeg faktisk, man burde få lign hjælp til at lære at acceptere det.

Får man scelerose, gigt m.m., er der jo meget aktive foreninger, som tilbyder hjælp til at lære at leve med det. Og jeg tror faktisk, at foreningen for ufrivillig barnløse også har lign. tilbud(uden at være helt sikker). Problemmet med den forening er jo så, at fokus ofte ligger på doption og behandling, og netop de permanente barnløse kan blive lidt glemt. Dette er selvfølelig ikke i orden.

Ved slet ikke hvad jeg skal skrive til dig Lisbeth, du har bare min dybeste medfølelse i jeres situation!

Lisbeth1985 skriver:

Hvornår skal i så have børn? Spørgsmålet rammer mig, som så mange gange før, som en knytnæve i ansigtet. Jeg tøver et sekund og kommer med et af de obligatoriske svar ”det er vi ikke klar til endnu”, ”jeg skal lige have styr på min jobsituation” eller ”vi skal lige finde det rigtige sted at bo først”. Det svar som jeg sjældent deler med andre end mine tætte venner og familie er ”vi har været igennem utallige forsøg med IUI, IVF og ICSI, og det vil desværre ikke lykkes”. Det sidste svar er sandheden, men det er desværre ikke det svar, som andre har lyst til at høre, når man sidder til julefrokosten eller bryllupsfesten. Jeg har prøvet at smide sandheden i hovedet på folk i de ovenfor beskrevne situationer og folks reaktioner har mildest talt ofte være af en sårende karakter for den triste, barnløse kvinde, som ville give sin højre arm for ønskebarnet. Det hjælper mig jo ærlig talt ikke at få at vide, at ”det kommer, når i mindst venter det” eller ”tænk på noget andet, så kommer det helt af sig selv”. For nej, det gør det ikke for os, det har vi (desværre) lægens ord for.

Hvordan kommer man så videre, når man ikke kan få ønskebarnet, som man har brugt mange år af sit liv på at indrette livet efter? Jeg mangler stadig den bog, den film eller den person, som kan give mig svaret her. Foreningen for ufrivilligt barnløse er en glimrende forening, som hjælper med information om diverse behandlingsmetoder og adoption, men når man reelt og definitivt er ufrivilligt barnløs, så er der desværre ikke meget hjælp at hente. Skal vi bare efterlades til os selv? Det må jeg desværre erkender er min opfattelse af situationen.

Og hvorfor er det sådan? I et land, hvor ca. 10 % af alle par kæmper med barnløshed i en sådan grad, at de må opsøge en af landets fertilitetsklinikker, og hvor en tredjedel af disse må gå derfra uden guldet i maven, burde vi gøre mere. Burde vi ikke?

Kæmpe krammer sødeste!!  Hvor ville jeg dog gerne hjælpe jer!! Jeg har ikke fulgt så meget med herinde.. Men tænker tit på dig.. Skriv til mig på PB hvis du har brug for noget.. Om så bare at lukke noget galde ud el. trænger til en krammer. 

Kæmpe kram til dig Lisbeth, hvor må det gøre ondt, og hvor er det bare død uretfærdigt! 

Jeg vil give dig ret i, at der ikke er mange tilbud ift det følelsesmæssige eller efter, at man er permanent barnløs. Har i overvejet at gå til en psykolog, eventuelt med erfaring inden for barnløshed? 

Jeg vil uden tvivl sende dig det største kram .... 

Jeg har spioner af alle de mennesker som skal kæmpe og nogenendda aldrig får de de Mest ønsker , jeg synes det er det mest uretfærdige ... 

Desværrw kender jeg slet ikke til alt omkring barnløshed og vil derfor ikke udtale mig om der skal gøres mere ... 

Lisbeth1985 skriver:

Hvornår skal i så have børn? Spørgsmålet rammer mig, som så mange gange før, som en knytnæve i ansigtet. Jeg tøver et sekund og kommer med et af de obligatoriske svar ”det er vi ikke klar til endnu”, ”jeg skal lige have styr på min jobsituation” eller ”vi skal lige finde det rigtige sted at bo først”. Det svar som jeg sjældent deler med andre end mine tætte venner og familie er ”vi har været igennem utallige forsøg med IUI, IVF og ICSI, og det vil desværre ikke lykkes”. Det sidste svar er sandheden, men det er desværre ikke det svar, som andre har lyst til at høre, når man sidder til julefrokosten eller bryllupsfesten. Jeg har prøvet at smide sandheden i hovedet på folk i de ovenfor beskrevne situationer og folks reaktioner har mildest talt ofte være af en sårende karakter for den triste, barnløse kvinde, som ville give sin højre arm for ønskebarnet. Det hjælper mig jo ærlig talt ikke at få at vide, at ”det kommer, når i mindst venter det” eller ”tænk på noget andet, så kommer det helt af sig selv”. For nej, det gør det ikke for os, det har vi (desværre) lægens ord for.

Hvordan kommer man så videre, når man ikke kan få ønskebarnet, som man har brugt mange år af sit liv på at indrette livet efter? Jeg mangler stadig den bog, den film eller den person, som kan give mig svaret her. Foreningen for ufrivilligt barnløse er en glimrende forening, som hjælper med information om diverse behandlingsmetoder og adoption, men når man reelt og definitivt er ufrivilligt barnløs, så er der desværre ikke meget hjælp at hente. Skal vi bare efterlades til os selv? Det må jeg desværre erkender er min opfattelse af situationen.

Og hvorfor er det sådan? I et land, hvor ca. 10 % af alle par kæmper med barnløshed i en sådan grad, at de må opsøge en af landets fertilitetsklinikker, og hvor en tredjedel af disse må gå derfra uden guldet i maven, burde vi gøre mere. Burde vi ikke?

Kære Lisbeth,

Så fik jeg oprettet en profil så jeg kan svare dig 

Jeg er permanent barnløs - som i at jeg aldrig bliver mor. Jeg har været igennem flere års behandling, men da det stod klart, at det bare ikke ville lykkes for os, var jeg også efterladt med en desperationsfølelse, og det store spørgsmål: Hvor er de permanent barnløse? For sandheden er jo, at der er hjælp at hente mens man er i behandling, men så snart det stopper og man i virkeligheden er allermest skrøbelig, så er der ingen. 

Landsforeningen forsøger at gøre noget for os permanent barnløse. Jeg er fx lige blevet interviewet til en artikel i deres blad. Men realiteten er, at der stadig primært er fokus på behandlings-processen og alle dem det lykkes for. 

På facebook har jeg fundet en fantastisk gruppe kvinder, som alle selv er permanent barnløse, og sammen har vi startet en gruppe, der stødt og roligt vokser og bliver stærkere. Vi støtter hinanden i den livssituation vi alle deler - de dårlige dage, hvor sorgen fylder, og de gode dage, hvor det lykkes at tænke fremad.

Du er mere end velkommen til at være med, og se om det er noget for dig. Du er også meget velkommen til bare at skrive til mig, hvis du skulle få lyst. 

Jeg har som sagt lige oprettet denne profil for at svare dig, så jeg ved ikke om man kan skrive til hinanden privat. Men ellers så svar mig her, så får du min mail adresse 

De bedste hilsner fra Tina

modesty skriver:

Nu har jeg selv været igennem IVF og mange af de ting du skriver, kan jeg nikke genkendende til.

Men jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår hvad det er du vil have hjælp til? Psykolog? Rådgivning? Af hvilken art?

Hvis det er dét du mener, så må mit svar være at nej, jeg synes ikke at "vi" burde gøre mere. Vi er dybt priviligerede over at leve i et land hvor staten betaler for (i hvert fald en del af) vores fertilitetsbehandling. Jeg synes ikke at deres opgave skal strække sig længere end dertil.

Jeg gik til psykolog under vores behandlingsforløb, og det var selvbetalt. Det faldt mig aldrig ind at andre end jeg selv skulle betale.

At være barnløs er en stor sorg at bære rundt på. Det er det også når en elsket dør. Eller når man bliver ramt af en uhelbredelig sygdom. I de tilfælde kan man også selv betale for hjælp og rådgivning hvis det er det man ønsker.

Vil du og din mand ikke adoptere?

 

Selvfølgelig skal der gøres noget for permanent barnløse. På samme måde som der tilbydes hjælp til andre mennesker, hvor sorg er en livsomstændighed. Hvorvidt det er staten, der skal yde denne hjælp er jo så et andet spørgsmål. Men at svare på en tråd, hvor et menneske efterlyser hjælp ved at sige, at "vi" ikke burde gøre noget, er da en kende uempatisk  Dette "vi" behøver jo ikke at være staten. Omend min personlige holdning er, at permant barnløshed burde udløse muligheden for psykologtilskud, på lige fod med det at have fået en spontan abort eller at have mistet et barn. Men dette "vi" kunne jo lige så godt være i forenings-regi eller anden ikke-statslig funderet organisering. Men selvfølgelig skal der være hjælp at hente til de 4 % det ikke lykkes for. 

Tillykke med at det lykkedes for jer - håber du sender os, det ikke lykkedes for, en tanke engang imellem 

permanentbarnløs skriver:

Selvfølgelig skal der gøres noget for permanent barnløse. På samme måde som der tilbydes hjælp til andre mennesker, hvor sorg er en livsomstændighed. Hvorvidt det er staten, der skal yde denne hjælp er jo så et andet spørgsmål. Men at svare på en tråd, hvor et menneske efterlyser hjælp ved at sige, at "vi" ikke burde gøre noget, er da en kende uempatisk  Dette "vi" behøver jo ikke at være staten. Omend min personlige holdning er, at permant barnløshed burde udløse muligheden for psykologtilskud, på lige fod med det at have fået en spontan abort eller at have mistet et barn. Men dette "vi" kunne jo lige så godt være i forenings-regi eller anden ikke-statslig funderet organisering. Men selvfølgelig skal der være hjælp at hente til de 4 % det ikke lykkes for. 

Tillykke med at det lykkedes for jer - håber du sender os, det ikke lykkedes for, en tanke engang imellem 

Som mor til et mistet barn må jeg korrigere dig, man får ikke bare et tilbudt om psykolog hjælp ej heller ved spontan abort.