Hvornår kommer følelserne for baby i maven?

Med 3 spontane aborter bag mig har jeg hele denne graviditet igennem tænkt "lad os nu se" Jeg har ikke ladet mig rive med og jeg har ikke kigget på udstyr eller indrettet værelse af frygt for at stå med et kæmpe savn som de sidste 3 gange. 

Nu er jeg så nået til uge 20 og jeg føler lidt at jeg mangler begejstring og ligeledes følelser for mit barn. Jeg har så svært ved at forholde mig til det at skulle være mor fordi det sidder så dybt i mig at det nok ikke sker. Jeg har ikke mærket liv endnu men skanningerne viser en sund og rask baby i maven som trives så som lægen sagde må jeg nok hellere indstille mig på at jeg får et barn ud af denne graviditet.

Lige nu føler jeg bare at omverdenen er langt mere begejstrede end vi er. Min mand er på samme stadie som mig vil jeg tro. Vi ser begge den voksende mave men det er frygteligt svært at forholde sig til. Vi taler rigtig godt om det og har også haft en samtale omkring navne og hvilke ønsker vi har omkring fødslen og barslen.

Jordemoderen siger vores følelser er helt normale men vi kan begge mærke at vores omgangskreds forventer en begejstring vi bare ikke har lige nu.

Er der håb om at det vender? Hvis du har oplevet det samme hvad var så vendepunktet for dig?

Først og fremmest må jeg sige, at jeg ikke selv har mistet, så den del kender jeg ikke noget til.

Men personligt knyttede jeg ikke bånd til min baby i maven, før jeg kunne mærke ham på daglig basis og "møffe ham rundt" med hænderne. Og jeg var ikke nervøs eller noget i den dur, jeg synes bare, det var svært at knytte sig til noget, jeg ikke kunne mærke. For at være helt ærlig, så elskede jeg ham heller ikke ubetinget, da han blev født. Jeg havde et beskytterinstinkt, og ville gøre alt for ham, men jeg elskede ham først, da vi begyndte at lære hinanden at kende. Så vil bare sige, at jeg tror bestemt ikke, det er unormalt - sletikke med tanke på, hvad du/I har været igennem. Så længe du ikke lever med angst over at miste i en sådan grad, at det går ud over dit velbefindende?

PUHK skriver:

Først og fremmest må jeg sige, at jeg ikke selv har mistet, så den del kender jeg ikke noget til.

Men personligt knyttede jeg ikke bånd til min baby i maven, før jeg kunne mærke ham på daglig basis og "møffe ham rundt" med hænderne. Og jeg var ikke nervøs eller noget i den dur, jeg synes bare, det var svært at knytte sig til noget, jeg ikke kunne mærke. For at være helt ærlig, så elskede jeg ham heller ikke ubetinget, da han blev født. Jeg havde et beskytterinstinkt, og ville gøre alt for ham, men jeg elskede ham først, da vi begyndte at lære hinanden at kende. Så vil bare sige, at jeg tror bestemt ikke, det er unormalt - sletikke med tanke på, hvad du/I har været igennem. Så længe du ikke lever med angst over at miste i en sådan grad, at det går ud over dit velbefindende?

Tak for dit svar. Det er præcis sådan jeg forestiller mig at det vil blive for både mig og min mand. Vi kender ikke babyen i maven overhovedet og vænner os nok stadig til at det bliver til noget. 

Jeg vil ikke sige det går ud over mit velbefindende. Jeg er ikke overdrevet nervøs over at miste barnet som sådan. Jeg har nok bare tilvænnings vanskeligheder og håber at det går væk når jeg mærker livet i maven. Men det bekymrede mig lidt at følelserne mangler fordi jeg læser mange steder på baby sider hvordan mødre taler til maven og sådan, og flere af mine veninder taler også til den når vi ses, hvilket også bekymrer mig for om der er noget i vejen med mig når jeg ikke selv er nået dertil endnu.

Tak for dit svar. Det er præcis sådan jeg forestiller mig at det vil blive for både mig og min mand. Vi kender ikke babyen i maven overhovedet og vænner os nok stadig til at det bliver til noget. 

Jeg vil ikke sige det går ud over mit velbefindende. Jeg er ikke overdrevet nervøs over at miste barnet som sådan. Jeg har nok bare tilvænnings vanskeligheder og håber at det går væk når jeg mærker livet i maven. Men det bekymrede mig lidt at følelserne mangler fordi jeg læser mange steder på baby sider hvordan mødre taler til maven og sådan, og flere af mine veninder taler også til den når vi ses, hvilket også bekymrer mig for om der er noget i vejen med mig når jeg ikke selv er nået dertil endnu.

Jeg ville ikke bekymre mig :-) Og jeg ved fra mange samtaler med andre mødre, at de fleste faktisk ikke får den dér umiddelbare overvældende kærlighed til deres barn i samme øjeblik, det fødes. Det er blot lidt tabu at sige disse ting, hvilket desværre gør, at folk føler sig meget alene og "forkerte", når de ikke føler det, som de tror, de "burde" føle.

Mit bedste råd ville være at være afslappet omkring det og tænke, at det er helt normalt. Og lad endelig være med at føle, at du skal foregive en eller anden lalleglad facade overfor familie, venner og mere eller mindre fremmede :-)

Jeg kom aldrig dertil hvor jeg knyttede et bånd til baby. Jo - jeg synes da det var super dejligt at mærke hende og jeg blev så bekymret hvis alt ikke føltes som det plejede, men jeg turde simpelthen  ikke tro på det. 

Hele graviditeten gik jeg og sagde "lad os nu se" og jeg var sikker på til det sidste at jeg altså ikke ville stå med en baby i sidste ende.. Så jeg tror egentligt det er en normal reaktion,  når man før har mistet. Jeg var bange og ville derfor ikke knytte mig for meget. 

Følelserne til min baby kom først efter fødslen :-)

Jeg har inden denne graviditet mistet i uge 10 og 21. 

Er lige kommet ind i uge 25 idag, er stille og rolig begyndt at mærke lidt liv - men ikke på daglig plan og heller ikke uden på maven.. og jeg kan ikke rigtig tro på at denne Gang er lykkens gang, til trods for alverdens scanninger og jordemoder besøg som viser en sund og rask lillebror.. 

Men nu har vi tvunget os selv til at købe lidt til ham og vi så småt begyndt at male/ indrette børneværelse.. Stadigvæk i det små!

(Mødbler mm. Har vi fra storesøster) 

vores forældre er meget forbeholdene, præcis ligesom os .. Men kollegaer, venner mm er så glade på vores vejne og har den glæde vi mangler og de kan slet ikke sætte sig ind i når vi siger 'vi kan glæde os når vi har ham i vores arme.' 

Jeg tør ikke binde mig til ham endnu. 

Første gang jeg var gravid ved jeg da egentlig ikke om jeg var knyttet til det underlige væsen inde i min mave. Jeg mener jeg glædede mig over jeg var gravid, og havde da dagdrømme om det at være mor. Men sådan elske den alien i maven, det tror jeg da ikke jeg gjorde. Jeg kunne lide at mærke baby især da jeg kunne mæke det uden på. Men jeg brugte aldrig så store ord som at elske om en jeg ikke kendte. Og jeg kendte jo ikke den alien, for min skyld kunne der lige så godt komme en kattekilling.

tror da absolut heller ikke jeg talte med maven - det var da totalt akavet. Men jeg har aldrig blevet så hurtig forelsket som ds jeg fik min datter op til mig efter fødslen.

Ingen følelser her før han var ude .... Så det skal nok komme jeg var sikker på det nok skulle ende i en abort igen så hvorfor glæde sig .... 

Det er altså ikke særlig unormalt.. Det første lange stykke tid i første graviditet var jeg bare meget nervøs for at miste. Først da det hele begyndte at blive mere virkeligt med spark mm. ændrede mine følelser sig. Vil så også sige at det først blev kærlighed da baby kom til verden, indtil da var det bare glædeligt og hyggeligt at se og mærke.  

... Hihi og tror faktisk jeg ville grine lidt hvis mine veninder snakkede med min gravid-mave... 

Vores nr. 2 var ikke planlagt, og kom meget tidligere en hvad jeg havde tænkt. Jeg havde rigtig svært ved at forholde mig til, at vi skulle have endnu et barn, og havde slet ikke de samme følelser som i første graviditet, men i det sekund hun ramte min mave, så eksploderede følelserne bare frem, og jeg ville ofre mit liv for det lille væsen. Jeg tror bestemt ikke du skal være nervøs, for selvfølgelig vender det, men der er ikke noget at sige til, at du føler (eller ikke føler) som du gør, med jeres forhistorie, det er vel kroppen/hjernens måde at beskytte sig selv på, i tilfælde af, at det skulle gå galt igen, men det gør det ikke, og om 20 uger ligger du med din lille guldklump på maven, og kan slet ikke forstå, at du har haft det sådan her