Barn der leger numselege i børnehaven

netdaddy skriver:

Hejsa

Jeg har en søn på 4½ år der gennem de seneste måneder nogle gange har været til at lege numselege (sådan beskriver pædagogerne det) i børnehaven med nogle andre børn. Det foregår ved at de går ind på et toilet og trække bukserne ned. Om de rører ved hinanden ved jeg ikke, men de er jo temmelig sikkert nysgerrige.

Det er naturligvis ikke i orden at han gør det i børnehaven, men samtidig har både jeg og hans mor et meget frit forhold til kroppen, sexualitet osv. og ønsker at alle vores børn får det samme forhold til deres krop, sexualitet m.m.

Samtidig synes jeg pædagogernes måde at håndtere det at fortælle os det er yderst ubehagelig. Vi bliver bedt om at komme med ind i et tilstødende lokale, og vores søn må IKKE komme med.
Dermed ved vores søn (som på ingen måde er dum) jo godt at nu skal der fortælles noget om ham - og samtidig føler vi som forældre at det er noget yderst skamfuldt.
Jeg har forklaret pædagogerne at vi DER HJEMME har et frit forhold til kroppen og nøgenhed, og vi har også hver især snakket med vores søn om at man ikke tager tøjet af i børnehaven, men kun derhjemme.

Mit spørgsmål går derfor på to ting.

1. Hvad ville I gøre ift barnet? Jeg tænker i hvert fald ikke at han skal have skæld ud, for i mine øjne er det ikke farligt det han gør (på nuværende tidspunkt), og jeg ønsker han får så naturligt et forhold til sin egen krop som muligt.
2. Hvad ville I gøre ift. pædagogerne? Jeg har tænkt mig at tage en snak med dem om deres måde at give os disse meddelelser på - for som sagt finder jeg det højst ubehageligt.

Det skal lige nævnes, at hans mor og jeg blev skilt i efteråret sidste år, og flyttede fra hinanden EFTER at dette begyndte, og INDEN børnene fik det at vide. Men vi har et fantastisk samarbejde omkring børnene!

Jeg synes som nævnt IKKE at der er noget forkert ved mit barn, men er helt indforstået med at det ikke er en acceptabel adfærd i børnehaven - but what to do!?

Jeg forstår ikke helt hvad problemet er med måden det er fortalt på - ville du hellere at de havde stået og snakket om det i garderoben hvor der er andre børn og forældre? 

netdaddy skriver:

Hejsa

Jeg har en søn på 4½ år der gennem de seneste måneder nogle gange har været til at lege numselege (sådan beskriver pædagogerne det) i børnehaven med nogle andre børn. Det foregår ved at de går ind på et toilet og trække bukserne ned. Om de rører ved hinanden ved jeg ikke, men de er jo temmelig sikkert nysgerrige.

Det er naturligvis ikke i orden at han gør det i børnehaven, men samtidig har både jeg og hans mor et meget frit forhold til kroppen, sexualitet osv. og ønsker at alle vores børn får det samme forhold til deres krop, sexualitet m.m.

Samtidig synes jeg pædagogernes måde at håndtere det at fortælle os det er yderst ubehagelig. Vi bliver bedt om at komme med ind i et tilstødende lokale, og vores søn må IKKE komme med.
Dermed ved vores søn (som på ingen måde er dum) jo godt at nu skal der fortælles noget om ham - og samtidig føler vi som forældre at det er noget yderst skamfuldt.
Jeg har forklaret pædagogerne at vi DER HJEMME har et frit forhold til kroppen og nøgenhed, og vi har også hver især snakket med vores søn om at man ikke tager tøjet af i børnehaven, men kun derhjemme.

Mit spørgsmål går derfor på to ting.

1. Hvad ville I gøre ift barnet? Jeg tænker i hvert fald ikke at han skal have skæld ud, for i mine øjne er det ikke farligt det han gør (på nuværende tidspunkt), og jeg ønsker han får så naturligt et forhold til sin egen krop som muligt.
2. Hvad ville I gøre ift. pædagogerne? Jeg har tænkt mig at tage en snak med dem om deres måde at give os disse meddelelser på - for som sagt finder jeg det højst ubehageligt.

Det skal lige nævnes, at hans mor og jeg blev skilt i efteråret sidste år, og flyttede fra hinanden EFTER at dette begyndte, og INDEN børnene fik det at vide. Men vi har et fantastisk samarbejde omkring børnene!

Jeg synes som nævnt IKKE at der er noget forkert ved mit barn, men er helt indforstået med at det ikke er en acceptabel adfærd i børnehaven - but what to do!?

I fortæller jeres søn, at det er ok det han gør, men aldrig gøre noget han ikke har lyst til. Og at der ikke er noget forkert i det.
og hvad er der forkert ved at han gør det i børnehaven? Vil du hellere have at han gør det et andet sted, end et sted hvor hans venner?

Skal pædagogerne næste gang, bare sige det i gangen, mens i er ved at tage jeres søn med hjem? Så alle kan høre det. Skal de gøre det, hver gang der har været noget med jeres søn, eller er det ikke rarere lige at blive trukket til side/i et rum, hvor I stille og roligt kan snakke om hvad der er sket og hvad der skal gøres ved det. Sådan ville jeg i hvert fald gerne have det.

At jeres søn ved der skal snakkes om, hvem skulle i ellers snakke om, når det er hans børnehave? Kan ikke se hvorfor han skulle med ind, jo hvis I skulle snakke med ham om det, men det er jo en besked pædagogerne gerne lige vil give jer.
Bare fordi det handler om børnene, behøver de ikke altid at være med.

PernilleogLouis skriver:

Jeg forstår ikke helt hvad problemet er med måden det er fortalt på - ville du hellere at de havde stået og snakket om det i garderoben hvor der er andre børn og forældre? 

Problemet (hvis du læser mit oplæg) er at det gøres til noget skamfuldt.

Andre forældre har naturligvis lange ører - det er jeg klar over, men mit barn skal på ingen måde få et skamfuldt eller unaturligt forhold til sin krop....det bliver over mit lig.

Det er hele måden pædagogen kommer hen og nærmest hvisker at vi lige skal have en snak, trækker os ind i et tilstødende lokale og forhindrer at mit barn må komme med.

Jeg skjuler ikke noget for mine børn, og jeg kan mærke på ham med det samme jeg kommer ud, at han føler sig skamfuld, og i stedet for (som han normalt gør og skal) at sige glad tak for i dag, så er han mut, genert, og ked af det når jeg kommer ud igen, og vil ikke sige tak for i dag.

Er det en ønskelig virkning på et 4-årigt barn? Ikke i min verden!
Jeg er ikke så naiv at jeg går rundt og tror at børn er glade hele tiden, eller at børn er lige glade hver dag. Men når han er glad og tilpas når jeg kommer for at hente ham, men pludselig er mut og stille når jeg har været inde til en snak, så synes jeg ikke det er den rigtige måde at pædagogen håndterer det på.
Det er selvfølgelig et tegn på at min søn godt ved han har lavet noget han ikke skulle, men at det i den grad skal gøres til noget skamfuldt (sådan føles det) synes jeg er bund forkert.

Ligeledes synes jeg det bliver blæst voldsomt op. Som skrevet tidligere er det heller ikke noget jeg som udgangspunkt synes skal foregå i børnehaven, men samtidig er det (ifølge eksperter og andre pædagoger) noget som er en meget naturlig del af børns udvikling, og de har slet ikke de samme tanker omkring det med at være nøgen over for andre som ældre børn og voksne har.

Derfor ser jeg et problem i børnehavens måde at håndtere det på, og pædagogens måde at informere os som forældre på.

Yurie skriver:

I fortæller jeres søn, at det er ok det han gør, men aldrig gøre noget han ikke har lyst til. Og at der ikke er noget forkert i det.
og hvad er der forkert ved at han gør det i børnehaven? Vil du hellere have at han gør det et andet sted, end et sted hvor hans venner?

Skal pædagogerne næste gang, bare sige det i gangen, mens i er ved at tage jeres søn med hjem? Så alle kan høre det. Skal de gøre det, hver gang der har været noget med jeres søn, eller er det ikke rarere lige at blive trukket til side/i et rum, hvor I stille og roligt kan snakke om hvad der er sket og hvad der skal gøres ved det. Sådan ville jeg i hvert fald gerne have det.

At jeres søn ved der skal snakkes om, hvem skulle i ellers snakke om, når det er hans børnehave? Kan ikke se hvorfor han skulle med ind, jo hvis I skulle snakke med ham om det, men det er jo en besked pædagogerne gerne lige vil give jer.
Bare fordi det handler om børnene, behøver de ikke altid at være med.

 

Se det er jo netop det - vores søn får aldrig lov at fremlægge hans udsagn over for pædagogerne i mit nærvær!

Og hvorfor må han ikke det? Jeg vil gerne høre hans version af tingene ift. pædagogerne - ikke kun derhjemme, men også mens pædagogerne er der.

Det handler om en åben dialog, hvilket jeg ikke mener vi får ved at jeg først skal hives til side, og derefter selv må tage en snak med min søn om det.

Jeg tror det vil give et helt andet og mere nuanceret billede af denne situation end der er givet lige nu. For som jeg hører det fra pædagogen, så er det min søn der er ophavsmanden, men når jeg har en åben snak med min søn om det, så nævnes der en specifik anden dreng hver gang, som værende ham der lokker. Og det er ikke den fornemmelse jeg får fra pædagogens vinkel!

Og min søn har faktisk aldrig løjet over for mig, og jeg mistænker ham heller ikke for det i denne situation. Han ved nemlig godt at han kan fortælle os sandheden uden at få skæld ud...dermed ikke sagt at det ikke kan få konsekvenser.

Ligeledes har både min eks kone og jeg en fornemmelse af at de andre forældre ikke får samme version af sagen som vi gør - dette er dog kun en fornemmelse.

netdaddy skriver:

Problemet (hvis du læser mit oplæg) er at det gøres til noget skamfuldt.

Andre forældre har naturligvis lange ører - det er jeg klar over, men mit barn skal på ingen måde få et skamfuldt eller unaturligt forhold til sin krop....det bliver over mit lig.

Det er hele måden pædagogen kommer hen og nærmest hvisker at vi lige skal have en snak, trækker os ind i et tilstødende lokale og forhindrer at mit barn må komme med.

Jeg skjuler ikke noget for mine børn, og jeg kan mærke på ham med det samme jeg kommer ud, at han føler sig skamfuld, og i stedet for (som han normalt gør og skal) at sige glad tak for i dag, så er han mut, genert, og ked af det når jeg kommer ud igen, og vil ikke sige tak for i dag.

Er det en ønskelig virkning på et 4-årigt barn? Ikke i min verden!
Jeg er ikke så naiv at jeg går rundt og tror at børn er glade hele tiden, eller at børn er lige glade hver dag. Men når han er glad og tilpas når jeg kommer for at hente ham, men pludselig er mut og stille når jeg har været inde til en snak, så synes jeg ikke det er den rigtige måde at pædagogen håndterer det på.
Det er selvfølgelig et tegn på at min søn godt ved han har lavet noget han ikke skulle, men at det i den grad skal gøres til noget skamfuldt (sådan føles det) synes jeg er bund forkert.

Ligeledes synes jeg det bliver blæst voldsomt op. Som skrevet tidligere er det heller ikke noget jeg som udgangspunkt synes skal foregå i børnehaven, men samtidig er det (ifølge eksperter og andre pædagoger) noget som er en meget naturlig del af børns udvikling, og de har slet ikke de samme tanker omkring det med at være nøgen over for andre som ældre børn og voksne har.

Derfor ser jeg et problem i børnehavens måde at håndtere det på, og pædagogens måde at informere os som forældre på.

Så må du da forklare din søn, at bare fordi at far snakker med en pædagog er det ikke fordi at han har gjort noget forkert? Det er da et forkert billede han har af det.

Hvad hvis pædagogerne bare lige vil snakke med dig omkring noget, trækker dig lidt væk, om at din søn måske har været meget ked af det, og din søn så tror han har gjort noget forkert?

Hvorfor har han den følelse at det er skamfuldt fordi han ikke lige er i rummet? Hvem har gjort det til noget skamfuldt?

netdaddy skriver:

Se det er jo netop det - vores søn får aldrig lov at fremlægge hans udsagn over for pædagogerne i mit nærvær!

Og hvorfor må han ikke det? Jeg vil gerne høre hans version af tingene ift. pædagogerne - ikke kun derhjemme, men også mens pædagogerne er der.

Det handler om en åben dialog, hvilket jeg ikke mener vi får ved at jeg først skal hives til side, og derefter selv må tage en snak med min søn om det.

Jeg tror det vil give et helt andet og mere nuanceret billede af denne situation end der er givet lige nu. For som jeg hører det fra pædagogen, så er det min søn der er ophavsmanden, men når jeg har en åben snak med min søn om det, så nævnes der en specifik anden dreng hver gang, som værende ham der lokker. Og det er ikke den fornemmelse jeg får fra pædagogens vinkel!

Og min søn har faktisk aldrig løjet over for mig, og jeg mistænker ham heller ikke for det i denne situation. Han ved nemlig godt at han kan fortælle os sandheden uden at få skæld ud...dermed ikke sagt at det ikke kan få konsekvenser.

Ligeledes har både min eks kone og jeg en fornemmelse af at de andre forældre ikke får samme version af sagen som vi gør - dette er dog kun en fornemmelse.

Jeg har aldrig oplevet at man tager barnet med, når pædagogerne giver forældrene en besked. Eller at barnet står og skal forsvare sig overfor pædagogerne, mens mor og far er der, pædagogerne snakker jo med børnene, når det sker og med forældrene når de kommer.

Pædagogerne fortæller hvad de ved, hvad de har oplevet, hvad de har fået af vide, det fortæller de til forældrene. Hvis der er behov for at der skal snakkes med barnet, gør forældrene(pædagogerne har jo nok også snakket med ham), men hvis der er mere der skal snakkes om det, jamen så holder man et møde, hvor barnet kan snakke, især hvis han bliver lokket(hvis han faktisk ikke har lyst), for din søn nu ikke har sagt det til pædagogerne, er det jo klart at de ikke har sagt det til dig.

Ja, måske har ikke løjet for dig, men er jo heller ikke at lyve, hvis han ikke har sagt noget om hvorfor han var med til den leg.

Jeg ville bare tage fat i pædagogen og fortælle hvad din søn har sagt, og se hvordan pædagogen reagere. At han har fortalt noget andet end det du har fået af vide af pædagogen.

netdaddy skriver:

Problemet (hvis du læser mit oplæg) er at det gøres til noget skamfuldt.

Andre forældre har naturligvis lange ører - det er jeg klar over, men mit barn skal på ingen måde få et skamfuldt eller unaturligt forhold til sin krop....det bliver over mit lig.

Det er hele måden pædagogen kommer hen og nærmest hvisker at vi lige skal have en snak, trækker os ind i et tilstødende lokale og forhindrer at mit barn må komme med.

Jeg skjuler ikke noget for mine børn, og jeg kan mærke på ham med det samme jeg kommer ud, at han føler sig skamfuld, og i stedet for (som han normalt gør og skal) at sige glad tak for i dag, så er han mut, genert, og ked af det når jeg kommer ud igen, og vil ikke sige tak for i dag.

Er det en ønskelig virkning på et 4-årigt barn? Ikke i min verden!
Jeg er ikke så naiv at jeg går rundt og tror at børn er glade hele tiden, eller at børn er lige glade hver dag. Men når han er glad og tilpas når jeg kommer for at hente ham, men pludselig er mut og stille når jeg har været inde til en snak, så synes jeg ikke det er den rigtige måde at pædagogen håndterer det på.
Det er selvfølgelig et tegn på at min søn godt ved han har lavet noget han ikke skulle, men at det i den grad skal gøres til noget skamfuldt (sådan føles det) synes jeg er bund forkert.

Ligeledes synes jeg det bliver blæst voldsomt op. Som skrevet tidligere er det heller ikke noget jeg som udgangspunkt synes skal foregå i børnehaven, men samtidig er det (ifølge eksperter og andre pædagoger) noget som er en meget naturlig del af børns udvikling, og de har slet ikke de samme tanker omkring det med at være nøgen over for andre som ældre børn og voksne har.

Derfor ser jeg et problem i børnehavens måde at håndtere det på, og pædagogens måde at informere os som forældre på.

Jeg har læst dit indlæg 

jeg ser bare ik det skamfulde nogen steder - jeg læser at det er en følelse du får og som du også tillægger din søn 

når jeg snakker m min søns pædagoger så ved han selvfølgelig også at vi snakker om ham - han spørg så hvad der er snakket om ig det fortæller jeg - og det er der da ik noget skamfuldt i

Hvorfor er det pædagogerne vil snakke med dig hvis de godt ved at det er normalt det din søn og de andre 3 børn laver? Er det hver gang du henter ham at i snakker om det? 

netdaddy skriver:

Hejsa

Jeg har en søn på 4½ år der gennem de seneste måneder nogle gange har været til at lege numselege (sådan beskriver pædagogerne det) i børnehaven med nogle andre børn. Det foregår ved at de går ind på et toilet og trække bukserne ned. Om de rører ved hinanden ved jeg ikke, men de er jo temmelig sikkert nysgerrige.

Det er naturligvis ikke i orden at han gør det i børnehaven, men samtidig har både jeg og hans mor et meget frit forhold til kroppen, sexualitet osv. og ønsker at alle vores børn får det samme forhold til deres krop, sexualitet m.m.

Samtidig synes jeg pædagogernes måde at håndtere det at fortælle os det er yderst ubehagelig. Vi bliver bedt om at komme med ind i et tilstødende lokale, og vores søn må IKKE komme med.
Dermed ved vores søn (som på ingen måde er dum) jo godt at nu skal der fortælles noget om ham - og samtidig føler vi som forældre at det er noget yderst skamfuldt.
Jeg har forklaret pædagogerne at vi DER HJEMME har et frit forhold til kroppen og nøgenhed, og vi har også hver især snakket med vores søn om at man ikke tager tøjet af i børnehaven, men kun derhjemme.

Mit spørgsmål går derfor på to ting.

1. Hvad ville I gøre ift barnet? Jeg tænker i hvert fald ikke at han skal have skæld ud, for i mine øjne er det ikke farligt det han gør (på nuværende tidspunkt), og jeg ønsker han får så naturligt et forhold til sin egen krop som muligt.
2. Hvad ville I gøre ift. pædagogerne? Jeg har tænkt mig at tage en snak med dem om deres måde at give os disse meddelelser på - for som sagt finder jeg det højst ubehageligt.

Det skal lige nævnes, at hans mor og jeg blev skilt i efteråret sidste år, og flyttede fra hinanden EFTER at dette begyndte, og INDEN børnene fik det at vide. Men vi har et fantastisk samarbejde omkring børnene!

Jeg synes som nævnt IKKE at der er noget forkert ved mit barn, men er helt indforstået med at det ikke er en acceptabel adfærd i børnehaven - but what to do!?

Ja undskyld men hvad fanden sker der for pædagogerne????!!! Er målløs.... det er da helt naturlig og okay at børn er nysgerrige omkring kroppen, kønsorganer osv. Og helt okay at de undersøger dette både hjemme og i børnehaven, så længe alle der er med i legen er med på den! Ellers er det jo overgreb/mobning. ... forstår ikke helt hvorfor de ikke må....???!