Min søn truer mig

Min søn er 4 år og har en truende adfærd over for mig. Han truer også sin far. Han puster sig op og holder vejret. Han skælder ud og kommer med de værste gloser. Han kan finde på at slå, nive og bide hvis han bliver vred og fx. ikke får sin vilje. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg bliver rigtig ked afd et indeni og føler jeg eller vi ikke gør det godt nok. Børnehaven siger vi gør det godt som forældre og det samme siger vores familier. Hvordan skal vi dog tackle ham når han puster sig op og er truende i sin adfærd? Andre med samme problem og hvad gør I ved det? Hvordan tackler I det?

Anonym skriver:

Min søn er 4 år og har en truende adfærd over for mig. Han truer også sin far. Han puster sig op og holder vejret. Han skælder ud og kommer med de værste gloser. Han kan finde på at slå, nive og bide hvis han bliver vred og fx. ikke får sin vilje. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg bliver rigtig ked afd et indeni og føler jeg eller vi ikke gør det godt nok. Børnehaven siger vi gør det godt som forældre og det samme siger vores familier. Hvordan skal vi dog tackle ham når han puster sig op og er truende i sin adfærd? Andre med samme problem og hvad gør I ved det? Hvordan tackler I det?

Dropper alle principper om at irettesætte og skælde ud fordi man ikke vil høre at han snakker sådan til en men i stedet for anerkender og sætter ord på for ham omkring at han er vred, gal, evt ked af det. 

Jeg har ingen fasitsvar på det, men jeg tænker, at det aller vigtigste er, at han ikke lykkes med opførslen.

Jeg plejer at gøre mit ydderste for at holde masken, bevare roen og lade som om, der intet usædvanligt sker. Snakke helt normalt og bare ignorere det.

Børn tester jo alverdens metoder for at finde ud af, hvad de kan påvirke og bestemme selv og hvordan. Sålænge han ikke opnår noget som helst med den slags triks vil han sansynligvis ret hurtigt lægge dem på hylden igen.

Jeg er helt sikker på, at I er glimrende forældrer! Vores børn tester hele verden og sig selv af på os, og det kan godt være hårdt, men det gør ingenting, sålænge man ikke giver op og lader dem gro fast i uheldige mønstre. I skal nok klare det.

Jeg ville kontakte PPR for, at få nogen redskaber til, hvordan I skal tackle jeres søn.

Vi har fået på forældrekursus i forbindelse med, at vores søn har ADHD og ros, ros, ros og anerkendelse er vejen frem. Ingen skældud, råben eller straf.

Nu har jeg ikke lige læst hele linket, men jeg kom straks til at tænke på udviklingsspring om de også fandtes når de bliver ældre(min datter er fyldt med dem, 8 mdr).

fandt så hurtigt lige denne:

http://voresborn.dk/barn-3-8/psykologi-og-udvikling/8181-har-du-en-teenager-pa-4-ar

Og ud fra de første afsnit lyder det meget som du skriver.

Kan sagtens tro at det er en hård periode og det må være super hårdt at være forældre og holde hovedet koldt.

Vil lige give en  med på vejen

Mange tak for jeres svar. Jeg må ærligt indrømme at det er svært ikke at blive vred/råbe når ungerne giver mig en lussing eller spytter efter mig. Min mor har sagt at her er det OK at sige fra og blive vred.

Anonym skriver:

Mange tak for jeres svar. Jeg må ærligt indrømme at det er svært ikke at blive vred/råbe når ungerne giver mig en lussing eller spytter efter mig. Min mor har sagt at her er det OK at sige fra og blive vred.

Ja det kan jeg dælme godt forstå.

Men hvor søren har de lært den adfærd med at spytte og slå?

Det er altså ikke almindelig trods-adfærd.

Anonym skriver:

Mange tak for jeres svar. Jeg må ærligt indrømme at det er svært ikke at blive vred/råbe når ungerne giver mig en lussing eller spytter efter mig. Min mor har sagt at her er det OK at sige fra og blive vred.

Det kan jeg sagtens forstå at det er men man kommer bare ingen vejne med råben og skæld ud når barnet også er opkørt. Man kan sagtens få sagt fra på en konstruktiv måde. 

Hjemme hos os ville den opførsel automatisk udløse en tur på værelset efterfulgt af en af de frygtede "mor/barn" snakke, som ingen af mine piger bryder sig ret meget om.

Jeg ville hverken blive sur eller vred, jeg ville sige til ham at det ikke er ok, jeg vil ikke finde mig i den opførsel, nu kan han blive på værelset indtil han kan finde ud af at være sammen med os andre igen (hjemme hos os, er det noget ungerne selv bestemmer, jeg tvinger dem ikke til at blive på værelset, men forlanger at de opfører sig ordentligt, hvis de gerne vil være sammen med os andre).

Når han kom ud igen, ville jeg tage en "mor/barn" snak om hans opførsel, hvorfor han gjorde det, og hvorfor det er en forkert opførsel. Jeg passer meget på med ikke at lægge ordene i munden på mine børn, men spørger ind i stedet. Jeg vil have deres version af historien, og bagefter snakker vi om handlingerne.

________________________________________________

En typisk snak hjemme hos os kunne fx lyde:

Mor; Hvad skete der skat, hvorfor blev du så vred og slog din lillesøster?

Datter: det ved jeg ikke, det blev jeg bare

Mor: var det noget JEG gjorde eller sagde? Eller lillesøster?

Datter: jamen, det var fordi lillesøster blev ved med at følge efter mig, selvom jeg sagde stop... og det ville jeg ikke have.

Mor: og hvad gjorde du så?

Datter; så slog jeg hende, men kun for at hun skulle blive væk

Mor: Er det ok at slå?

Datter (nu meget lidt stolt af situationen): nej...

Mor: Hvad er det man skal gøre hvis man siger stop til nogen og de fortsætter?

Datter: Man skal sige det til en voksen.

Mor: Så næste gang din lillesøster ikke stopper, når du beder hende om det, hvad gør du så?

Datter: så kommer jeg og siger det.

Og så slutter vi altid af med masser af krammere.

_______________________________________________

Nu er mine piger 4 og 6 og vi har efterhånden haft MAAAANGE mor/barn snakke, og de bliver bedre og bedre til det, men fælles for både dengang vi startede og nu er at jeg er nødt til at sige fra og fjerne dem fra situationen (de ryger på værelset), vente på at de er kølet ned (de kommer ud af sig selv) og derefter få dem til selv at sætte ord på (selvfølgelig med hjælp fra mig, men jeg gør meget ud af at det ikke er mig der skal fortælle dem hvad de føler, men den anden vej) og derefter hvad man kunne have gjort istedet. Her spørger jeg også altid meget ind og prøver at guide dem i retning af et brugbart svar, og nogen gange er det nogle meget overraskende svar man får.

Min yngste på 4 har et hidsigt temperament og kan godt finde på at slå, men mest så skriger hun bare hysterisk at man ikke skal tale til hende - uanset hvad man siger. Jeg vil ikke finde mig i at blive råbt af, så den situation endte selvsagt stort set altid med at hun røg på værelset. En dag da vi snakkede, fortalte jeg hende at jeg blev ked af det, når hun gjorde sådan, og jeg brød mig ikke om at sende hende på værelset hele tiden og så spurgte jeg hende, hvad hun synes jeg skulle gøre, når hun blev så hidsig når jeg bad hende om at gøre noget? Om jeg bare skulle lade hende være, eller om vi skulle kramme eller hvad? Vi snakkede om de ting jeg HAVDE prøvet (snakke roligt til hende, sende hende på værelset, tælle 1,2,3 osv) og hun sagde så at jeg skulle tælle 3,2,1, så skulle hun nok gøre som jeg bad om uden brok.

Næste gang hun så blev gal, prøvede jeg at tælle 3,2,1 - det hjalp ikke, før jeg fik hende til at kigge på mig, og mindede hende om vores aftale, og så stoppede hun med det samme - hun kunne jo godt huske at hun selv havde foreslået det... og nu hjælper det faktisk ofte, hvis jeg kigger alvorligt på hende og siger; "Silja, du lovede..."

Og jeg er i øvrigt enig med din mor i at det er ok at sige fra og at vise at du bliver vred, du skal bare sørge for at det er en kontrolleret vrede, ikke råben og skrigen og skælden ud.

For mig er det total uacceptabel adfærd, jeg havde ikke råbt og skreget, men taget fat i barnet og gjort det fuldstændig klart at det ville jeg ikke have. 

Skriger barnet så, er det bare ærgerligt. Jeg ville komme med forklaring når barnet var faldet ned