NTatoveringer der er pinlige for børnene

Nu har jeg tænkt over noget i ret lang tid, og ikke helt vidst om jeg kunne tillade mig at spørge, men here it comes For syv år siden da vi fik vores første barn ønskede jeg mig en tatovering og det var jo lige til at vælge hendes navn op af underarmen eller på håndledet så alle kunne se hvor stolt jeg var og hvor meget jeg elskede hende. Men, jeg kunne alligevel ikke da jeg stod der, min bekymring gik i retning af at jeg selv ville ha syntes det var smadder pinligt hvis jeg skulle ha en mor, der til alle fødselsdage, skole hjem samtaler, gåture om sommeren og så videre havde mit navn et så synligt sted. Så jeg lod være og fik noget andet- som jeg stadig elsker og ikke behøver frygte er flovt for mine børn men, er jeg den eneste der tænker sådan? At det måske ikke er det fedeste at ens mor og far har ens navne skrevet i neon for alle at kunne se? Jeg ville ikke bryde mig om det, mit navn er mit, en del af min personlighed og identitet ligger der, og jeg ville føle mig lidt udstillet og 'bestjålet' hvis mine forældre tog det fra mig og plantede det på deres krop, især hvis de ikke engang spurgte først. Hvad tænker i, er jeres børns navne jeres eller deres at bestemme over hvor skal stå? Og jer der har dem, vil i få dem fjernet hvis jeres børn ønsker det en dag?? 

SandraXOXO skriver:

Nu har jeg tænkt over noget i ret lang tid, og ikke helt vidst om jeg kunne tillade mig at spørge, men here it comes For syv år siden da vi fik vores første barn ønskede jeg mig en tatovering og det var jo lige til at vælge hendes navn op af underarmen eller på håndledet så alle kunne se hvor stolt jeg var og hvor meget jeg elskede hende. Men, jeg kunne alligevel ikke da jeg stod der, min bekymring gik i retning af at jeg selv ville ha syntes det var smadder pinligt hvis jeg skulle ha en mor, der til alle fødselsdage, skole hjem samtaler, gåture om sommeren og så videre havde mit navn et så synligt sted. Så jeg lod være og fik noget andet- som jeg stadig elsker og ikke behøver frygte er flovt for mine børn men, er jeg den eneste der tænker sådan? At det måske ikke er det fedeste at ens mor og far har ens navne skrevet i neon for alle at kunne se? Jeg ville ikke bryde mig om det, mit navn er mit, en del af min personlighed og identitet ligger der, og jeg ville føle mig lidt udstillet og 'bestjålet' hvis mine forældre tog det fra mig og plantede det på deres krop, især hvis de ikke engang spurgte først. Hvad tænker i, er jeres børns navne jeres eller deres at bestemme over hvor skal stå? Og jer der har dem, vil i få dem fjernet hvis jeres børn ønsker det en dag?? 

Ville ikke synes, at det ligefrem var pinligt, hvis min mor havde mit navn tatoveret. Det er vel bare hvad, man gør det til. Egentlig ser jeg det mere som en kompliment. At en mor er så stolt, at hun vil have sit barns navn tatoveret.. 

Kunne dog aldrig selv drømme om at gøre det. Er generelt ikke til navne tatoveringer, om det så er børn, kærester, mand osv. Lige så vel som tribals f.eks. Synes der gennem tiden er gået mode i den slags tatoveringer. Og jeg synes en tatovering skal være unik. Noget, som ingen andre har - eller ihvertfald bare noget, som ikke halvdelen af befolkningen har 

Jeg har da tænkt tankerne, men har alligevel min datters navn tatoveret. Af den simple årsag at jeg gerne vil vise hende/alle hvor meget hun betyder.

Men nu er jeg også en der tager det meget stille og roligt med den slags. Nåh ja hvis jeg fortryder, hvad så? Man lever kun én gang, og når min datter bliver teenager, er hun stensikkert ikke den eneste med en forældre med en navne tatovering 

Synes på ingen måde at det er pinligt..

Når jeg en dag bliver mor så vil jeg da uden at tøve få tatoveret barnets navn på mig, som et tegn på hvor meget jeg elsker mit barn. 

Min far som er 54 år snakker den dag idag om at få lavet to tatoveringer med hans børns navne, han har ingen, men han tøver hele tiden fordi han er en kylling, men det synes jeg da er en kompliment at han har tænkt sig at ha mit navn på sin krop.

Jeg har ikke mine børns navne tatoveret. Men kan fortælle min præteen (ja hormonmæssigt er hun jo egentlig rigtig pubertetsunge) som er flov over stort set alt ved sin mor (samtidig med hun elsker sin mor vildt højt, kan bryde i krampegråd over hun måske kan miste mig, synes mor er den smukkeste og og og). Ja hun har en plan for livet og det er hun skal have 3 børn og hun skal have sine børns navne tatoveret på armen (lad os håbe hun også får flere drømme ). Så hun ville jo åbenbart ikke føle det flovt - hun sågar spurgt om jeg ikke skulle have det 

Jeg tror det er helt almindeligt, at have sine børns navne tatoveret, og de fleste børn vil da nok tolke det som en permanent kærlighedserklæring. Det ville jeg ihvertfald selv

jeg ville være stolt og glad for det som datter. Og nej, jeg ville ikke gå det fjernet.

SandraXOXO skriver:

Nu har jeg tænkt over noget i ret lang tid, og ikke helt vidst om jeg kunne tillade mig at spørge, men here it comes For syv år siden da vi fik vores første barn ønskede jeg mig en tatovering og det var jo lige til at vælge hendes navn op af underarmen eller på håndledet så alle kunne se hvor stolt jeg var og hvor meget jeg elskede hende. Men, jeg kunne alligevel ikke da jeg stod der, min bekymring gik i retning af at jeg selv ville ha syntes det var smadder pinligt hvis jeg skulle ha en mor, der til alle fødselsdage, skole hjem samtaler, gåture om sommeren og så videre havde mit navn et så synligt sted. Så jeg lod være og fik noget andet- som jeg stadig elsker og ikke behøver frygte er flovt for mine børn men, er jeg den eneste der tænker sådan? At det måske ikke er det fedeste at ens mor og far har ens navne skrevet i neon for alle at kunne se? Jeg ville ikke bryde mig om det, mit navn er mit, en del af min personlighed og identitet ligger der, og jeg ville føle mig lidt udstillet og 'bestjålet' hvis mine forældre tog det fra mig og plantede det på deres krop, især hvis de ikke engang spurgte først. Hvad tænker i, er jeres børns navne jeres eller deres at bestemme over hvor skal stå? Og jer der har dem, vil i få dem fjernet hvis jeres børn ønsker det en dag?? 

Min bror har sin søns navn stående ned af benet.

Synes ikke der er noget pinligt ved det, det er jo bare at man er stolt af ens børn. Hvorfor skal det gøres til at det skal være ens navn? Fremmede ved ikke hvem navnet hører til, bare at det er personens barn. Og venner og familie ved vel hvad børnene hedder, så det er vel ikke en overraskelse.

Jeg ville aldrig se det som noget pinligt, men at de er stolte af mig.. Kan slet ikke sætte mig ind i hvorfor det skal være pinligt eller at man skal be om lov til at sætte sine egne børns navn på ens egen krop?

Min mor har faktisk for nylig fåetlavet en med vores navne. Mit, min mors englebarns og min lillesøsters navn.

vi blev ikke spurgt, men blev spurgt til råds vedr farver og valg af blomster.

Jeg føler mig ikke frastjålet noget eller krænket. Snarere elsket og beæret over at vi betyder så meget for hende at hun altid vil have os nær. Om ikke andet så vores navne, der indeholder vores personlighed 

Jeg synes generelt at det er en smuk tanke

Jeg kan intet galt se i det. Umiddelbart kan jeg heller ikke forestille mig at jeg selv ville synes det var pinligt, hvis mine forældre havde haft mit navn tatoveret. Som flere andre nævner ville jeg se det som en kærlighedserklæring. Jeg synes faktisk det er enormt positivt at vi er en generation der vider vores følelser ved at tegne det på vores hud - eller at man bare fortæller sine unger at man elsker dem. Personligt er jeg barn af en generation (jeg skærer over én kam, da alle jeg kender og har talt med om dét emne siger det samme, selvom der selvfølgelig vil være afvigelser et sted derude) der ikke har været gode til at vise og tale om deres følelser, og det har indimellem været enormt problematisk for mig, da jeg har og altid har haft et enormt stort behov for at sætte ord på og vise mine følelser og st andre gør det samme overfor mig. Så snart jeg er færdig med at amme min nr 2, så skal jeg have tatoveret mine pigers navne, ét på hver arm og med blomster og billeder jeg selv tegner til... Måske udelader jeg endda navnet, da blomster (henholdsvis roser og violer) er/bliver mine pigers mellemnavne, så på en måde er tegningen af blomsten henvisning til dem - i mine øjne :-)

g,