Gravid efter MA- de første 12 uger?

Hej Jeg er lige blevet gravid efter MA. Jeg er rigtig glad for det ( det ved jeg) men jeg kan bare ikke mærke noget. Nok fordi jeg er bange for at miste igen. Jeg har været igennem en slem MA i nov. Til jer der desværre har prøvet at miste: hvordan kom i igennem de første 3 mdr? Håber i har nogle råd til mig. 

Jeg er i samme situation og har meget svært ved at glæde mig så søger også råd

Jeg mistede min søn i uge 33+2 og er nu gravid igen (5+0). Og er også ovenud lykkelig, men for søren det er svært! Især her i første trimester, hvor man bare ikke kan gøre hverken fra eller til.

Det jeg håber kommer til at virke for mig er, at tage en dag ad gangen. Acceptere at frygten er der for den kommer vi ikke udenom. Den er jo er et udtryk for kærligheden til den lille spire og hvor meget den betyder 

Men samtidig prøve at holde den i ave ved også at glæde mig og tvinge mig selv til at tro på det lykkes. Jeg har brugt en halv times tid hver dag den sidste uges tid på at ligge og hvile og bare nyde at jeg er gravid lige nu i det her øjeblik. Virkelig nyde den boblende glæde indeni og lukke af for alle tanker om scanninger og risici og sorg. Det har virket rigtigt godt og givet mig lidt luft til at klare de svære tanker bagefter.

Og så tænker jeg at sætte mig små delmål. For lige nu virker 9 måneder som en uendelighed, som på ingen måder kan gå godt. Men istedet fokuserer jeg på, at jeg om to uger skal til første ts og forhåbentlig se hjerteblink. Det er det, jeg holder fokus på. Skal bare lige klare to uger. Nu har jeg allerede klaret én uge så to mere kan jeg også godt! Og så sætter jeg et andet mål bagefter. Måske en uge eller to mere til næste scanning. Eller næste lægesamtale. Osv.

Og så har jeg et godt netværk som jeg kan dele mine tanker med og som forstår at man det ene øjeblik er lykkelig og det næste helt i panik. Lige at få læsset af er guld værd!

Men for pokker det er svært!

Kæmpe kæmpe kram 

Beem82 skriver:

Jeg mistede min søn i uge 33+2 og er nu gravid igen (5+0). Og er også ovenud lykkelig, men for søren det er svært! Især her i første trimester, hvor man bare ikke kan gøre hverken fra eller til.

Det jeg håber kommer til at virke for mig er, at tage en dag ad gangen. Acceptere at frygten er der for den kommer vi ikke udenom. Den er jo er et udtryk for kærligheden til den lille spire og hvor meget den betyder 

Men samtidig prøve at holde den i ave ved også at glæde mig og tvinge mig selv til at tro på det lykkes. Jeg har brugt en halv times tid hver dag den sidste uges tid på at ligge og hvile og bare nyde at jeg er gravid lige nu i det her øjeblik. Virkelig nyde den boblende glæde indeni og lukke af for alle tanker om scanninger og risici og sorg. Det har virket rigtigt godt og givet mig lidt luft til at klare de svære tanker bagefter.

Og så tænker jeg at sætte mig små delmål. For lige nu virker 9 måneder som en uendelighed, som på ingen måder kan gå godt. Men istedet fokuserer jeg på, at jeg om to uger skal til første ts og forhåbentlig se hjerteblink. Det er det, jeg holder fokus på. Skal bare lige klare to uger. Nu har jeg allerede klaret én uge så to mere kan jeg også godt! Og så sætter jeg et andet mål bagefter. Måske en uge eller to mere til næste scanning. Eller næste lægesamtale. Osv.

Og så har jeg et godt netværk som jeg kan dele mine tanker med og som forstår at man det ene øjeblik er lykkelig og det næste helt i panik. Lige at få læsset af er guld værd!

Men for pokker det er svært!

Kæmpe kæmpe kram 

Jeg krævede også af mig selv at være gravid en dag af gangen. Vågne, ligge hånden på maven om morgenen og tænke: i dag er jeg gravid. Og om aftenen når jeg lagde mig i sengen var jeg taknemmelig for jeg havde haft en dag mere som gravid.

Men der var også dage og perioder hvor det ikke var med glæde, men blot som konstatering: okay jeg er så også gravid i dag - kunne faktisk meget sjældent efter første hjertegennemscanning finde den boblende glæde ved at være gravid og måske få en baby. Måske var det fordi jeg fik kønnet at vide, måske var det fordi det var første virkelige indikation på min graviditet var anderledes fordi jeg havde mistet, måske var det fordi han der blev en baby som jeg kunne miste - jeg aner det ikke. 

Jeg nåede forresten til aller sidst at kunne være gravid en uge af gangen, men aldrig længere - skrev aldrig terminsdato i kalender, fortalte den kun til meget få, og alligevel da jeg nåede den så røg verden sammen. Og jeg måtte erkende jeg ikke kunne leve med at bare gå over og vente på han ville ud i verden.

Og kan jo så berette, det er okay ikke at være lykkelig for at være gravid hele graviditeten, ja sågar heller ikke de første dage man har fået sit mirakel. For man kommer til at elske dem, og det jeg gik glip af ved ikke at glæde mig på den rigtige måde fylder intet mere, for jeg har fået en masse andet nu. Og elsker ikke min søn mindre, har ikke mindre godt forhold osv til ham.

pøj pøj til jer alle med jeres graviditeter og med af holde frygten fra døren

Mange tak for jeres svar. Det er faktisk nogen konstruktiv råd. Tror også at jeg vil tage en dag ad gangen. Der er ikke andet at gøre. Kan mærke at det fylder alligevel rigtig meget. Er begyndt at drømme at jeg bløder, mister osv. Håber at jeg med tiden kan tage det mere afslappet. At miste i uge 33 Beem82 må være noget af det værreste man kan opleve. Hvad skete der med din søn? Hvornår mistede i andre? Min MA blev opdaget til NF. Havde smerter i 2 mdr efterfølgende. Og fik 2 udskrabninger. Tæt på 3 faktisk. Men heldigvis endte alt godt alligevel  

Er glad for du kan bruge svaret! Nu må vi bare se hvordan det bliver i praksis for os 

At miste sit barn på den måde er uden sammenligning det værste jeg har prøvet og noget jeg stadig arbejder på at lære at leve med. Men allerede da jeg lå med Bastian i armene kunne jeg mærke den overstrømmende kærlighed, der er langt større end nogen frygt og det er det jeg håber hjælper mig igennem endnu en graviditet.

Jeg mærkede lige pludselig ikke liv i maven mere og baby havde ellers været en fodboldspiller af rang derinde. Og på sygehuset fik vi at vide at det lille hjerte ikke slog mere  Det tyder på at det skyldtes en fejl i navlestrengen og derfor rent sort uheld.

Åh et forfærdeligt forløb du har været igennem, kæmpe kæmpe kram! At miste er modbydeligt nok, men så have sådan en oplevelse bagefter er bare ondt. Det er klart at det sætter sine spor nu 

lineog4 skriver:

Jeg krævede også af mig selv at være gravid en dag af gangen. Vågne, ligge hånden på maven om morgenen og tænke: i dag er jeg gravid. Og om aftenen når jeg lagde mig i sengen var jeg taknemmelig for jeg havde haft en dag mere som gravid.

Men der var også dage og perioder hvor det ikke var med glæde, men blot som konstatering: okay jeg er så også gravid i dag - kunne faktisk meget sjældent efter første hjertegennemscanning finde den boblende glæde ved at være gravid og måske få en baby. Måske var det fordi jeg fik kønnet at vide, måske var det fordi det var første virkelige indikation på min graviditet var anderledes fordi jeg havde mistet, måske var det fordi han der blev en baby som jeg kunne miste - jeg aner det ikke. 

Jeg nåede forresten til aller sidst at kunne være gravid en uge af gangen, men aldrig længere - skrev aldrig terminsdato i kalender, fortalte den kun til meget få, og alligevel da jeg nåede den så røg verden sammen. Og jeg måtte erkende jeg ikke kunne leve med at bare gå over og vente på han ville ud i verden.

Og kan jo så berette, det er okay ikke at være lykkelig for at være gravid hele graviditeten, ja sågar heller ikke de første dage man har fået sit mirakel. For man kommer til at elske dem, og det jeg gik glip af ved ikke at glæde mig på den rigtige måde fylder intet mere, for jeg har fået en masse andet nu. Og elsker ikke min søn mindre, har ikke mindre godt forhold osv til ham.

pøj pøj til jer alle med jeres graviditeter og med af holde frygten fra døren

Jeg er så glad for du skriver!Dine ord har altid givet mig en stor følelse af tryghed!

Det er godt at høre, at det er ok ikke at forvente/have en lykkelig graviditet, men at det nok bare bliver noget, der skal overstås.

Lige nu er jeg overrasket over at den boblende glæde er så stor ifht bekymringerne, men jeg nyder det fuldt ud vel vidende at det hurtigt kan ændre sig!

En kærlig tanke til smukke Lia 

Beem82 skriver:

Jeg er så glad for du skriver!Dine ord har altid givet mig en stor følelse af tryghed!

Det er godt at høre, at det er ok ikke at forvente/have en lykkelig graviditet, men at det nok bare bliver noget, der skal overstås.

Lige nu er jeg overrasket over at den boblende glæde er så stor ifht bekymringerne, men jeg nyder det fuldt ud vel vidende at det hurtigt kan ændre sig!

En kærlig tanke til smukke Lia 

 

Og det er lige så vigtigt at vide det også er normalt at boble over af glæde, nyde graviditeten de dage det kan lade sig gøre. Jeg nød ikke min graviditet, men jeg var heller ikke særlig bange - af hvad jeg følte, for er nu sikker på min manglende glæde var fordi jeg så troede jeg kunne beskytte mig selv og så ikke være ked af det når han døde (for det var aldrig hvis han døde). Og jeg havde en tjek liste over hvad børn kunne dø af og det var en lettelse hver gang jeg kunne sætte: tjek det dør han så ikke af.

Nyd de dage hvor boblerne af glæde kan fylde, og accepter de dage hvor boblerne ikke kan få lov at fylde - min oplevelse er at selv efter 8 år har jeg tidspunkter hvor sorgen fylder mere en lykken og ja så må jeg bare acceptere mit liv er sådan.

Beem82 skriver:

Jeg er så glad for du skriver!Dine ord har altid givet mig en stor følelse af tryghed!

Det er godt at høre, at det er ok ikke at forvente/have en lykkelig graviditet, men at det nok bare bliver noget, der skal overstås.

Lige nu er jeg overrasket over at den boblende glæde er så stor ifht bekymringerne, men jeg nyder det fuldt ud vel vidende at det hurtigt kan ændre sig!

En kærlig tanke til smukke Lia 

 

Først lige nu har jeg forbundet alle tråde inde i mit hoved - ikke alle det går lige stærkt. Hvor er jeg bare glad for at høre du er gravid og Bastian skal have en lillebrøster. Og har du brug for et sted at læsse de dumme tanker af eller andet så skriver du bare. 

lineog4 skriver:

Først lige nu har jeg forbundet alle tråde inde i mit hoved - ikke alle det går lige stærkt. Hvor er jeg bare glad for at høre du er gravid og Bastian skal have en lillebrøster. Og har du brug for et sted at læsse de dumme tanker af eller andet så skriver du bare. 

Vi er godtnok også glade og hvor er det bare en dejlig tanke at Bastian skal være storebror 

Og tusind tak for at jeg må læsse af på dig, det kommer jeg højst sandsynligt til  

Lige nu fungerer det for mig at tage en dag af gangen. Og så var det en kæmpe enorm lettelse at være til ts i fredags og se hjerteblink. Kunne mærke at det gav lidt mere tro på at det måske lykkes for os den her gang - men også en gevaldig frygt, for jeg kunne bare mærke hvordan jeg knyttede mig totalt til den lille spire på skærmen. Åh hvad nu hvis??