Mikki skriver:
Beklager det sene svar.
Jeg synes det er en lidt grov anklage hvad han er for en type, når du nu ikke kender manden.
Det er ikke fordi han er umoden og 'vil have opmærksomhed', hans primære bekymring var egentlig mest om han havde tid til sine egne projekter/arbejde, eller om han kom til at bruge de næste par år på at fokusere på baby alene. Og det synes jeg egentlig er en reel bekymring.
Nu er der gået noget tid, og han har uden tvivl vænnet sig til tanken. Og nu glæder han sig! Men jeg synes bestemt ikke det er fair at mene det er en selvfølge at han skal være jublende glad og 'mandestolt'. At han ikke løber rundt og skriger af glæde, betyder ikke at han ikke bliver en god far eller er moden til opgaven, det betyder bare at han har nogen bekymringer - og hvem har ærlig talt ikke det, når man venter sit første barn? Ingen af os ved sådan for alvor, hvad det i sidste ende er vi går ind til.
Han var netop også irriteret over alle de her forventninger om hvordan man "skal" reagere når man får nyheden, og at det er en selvfølge at man er skrigende glad uden tanke på bekymringer.
Han er uden tvivl en små pessimistisk type til tider, men det betyder ikke nødvendigvis at han tager sorgerne på forskud. Han forbereder sig bare, på hans egen måde.
Det jeg oprindeligt søgte med oplægget var egentlig mere info om både graviditet og faderollen - skrevet til mænd. Langt det meste man kan finde er henvendt til kvinder, og er bare skrevet på en helt anden måde, eller tager hovedsageligt kun udgangspunkt i at være mor eller gravid. Det er forholdsvis svært at finde noget om tanker og følelser når man er mand, og venter sit første barn.
Det er dog lykkeds os at finde lidt bøger om det på biblio, som han selv har bestilt hjem.
Jeg vil gerne indrage ham på hans måde, fordi hele graviditets eventyret er (selv sagt) ret kvindedomineret, og det meste info er med ord som "bebs", lyserøde blomster og små fine sommerfugle. Det dur jo heller ikke han bare bliver en passiv passager på turen, fordi de fleste online artikler om den slags tit bliver ret pusse nusse agtige (og det gider jeg egentlig heller ikke, men jeg kan bedre se igennem fingre med det..)
Jeg syntes blot - og synes stadig ved genlæsning - at det var mange negative følelser at reagere på en planlagt graviditet med - på allerførste dag. - nærmest irritabel. meget bekymret for fødsel. ked af, at graviditeter primært er fokuseret på kvinden. bange for at blive overset.
Jeg fik mest lidt ondt af dig, fordi hans og efterfølgende dit fokus lå dér - og mit indlæg var primært ment som en opfordring til at "ruske" ham lidt og sige "Hey, du skal være far! - det bliver så fedt!". Han vil være far resten af livet - skulle han føle sig overset i graviditeten, så har det trods alt en relativt snarlig ende, og så "kommer han på" de næste mange år.
Det er muligt, jeg har en meget pragmatisk tilgang til det, men alle de bekymringer, du remsede op, gav mig næsten indtryk af, at han havde brug for krisehjælp, fordi du er gravid - og reaktionerne, som du formulerede dem, handlede slet ikke om dét at skulle være far, men alene om selve graviditeten. Der ville jeg nok mane til besindighed og minde ham om, at lige om lidt og resten af livet har I et barn, og at det bliver fantastisk!
Men du har da ret - jeg kender ham ikke og skrev udelukkende ud fra dine beskrivelser af hans reaktion, som på mig virkede overdrevent pessimistisk - og ja, jeg kunne godt have undt dig en ellevild mand i situationen, men det er selvfølgelig blot ud fra, hvad jeg selv har oplevet og glædet mig over fra min mands side.
