At flytte sammen når man har børn?

Tror da at jeres barn til den tid, ville syntes at det var dejligt. Det minder da meget og hende præsten fra overgang 0. De boede jo heller ik sammen i flere år, fik 2 børn og flyttede så sammen. Vh stine

esiuol22 skriver:

Tror så længe i fungere godt sammen de gange i ses, at jeres datter vil have en naturlig drøm om at i bliver forenet mor far og barn, lige meget hvor gammelt barnet er på det aktuelle tidspunkt   

Nettet kan også bruges så de kan se hinanden lidt mere

Kender bagrunden og kan godt forstå jeres valg, håber folk svare på dit spørgsmål og ikke stiller dem

Tak for svar

Af en eller anden grund havde jeg fået den tanke at hun ville synes at det ville være mærkeligt og overvældende. Men jeg kan da godt se at det virker meget naturligt at man gerne vil have både mor og far sammen hele tiden

StineW79 skriver:

Tror da at jeres barn til den tid, ville syntes at det var dejligt. Det minder da meget og hende præsten fra overgang 0. De boede jo heller ik sammen i flere år, fik 2 børn og flyttede så sammen. Vh stine

Tak for svar

Af en eller anden grund havde jeg fået den tanke at hun ville synes at det ville være mærkeligt og overvældende. Men jeg kan da godt se at det virker meget naturligt at man gerne vil have både mor og far sammen hele tiden

Har ikke lige set Årgang 0, men det er da altid noget at høre at vi ikke er de eneste det gør det hele lidt bagvendt

Det vill jo ikke være anderledes end hvis du fik en ny kæreste. Altså stille og roligt mere kontakt og derefter overnatte og til sidst flytte sammen..

Jeg har lidt erfaring

min kæreste og jeg gik fra hinanden og min søn og jeg flyttede i egen lejlighed 60 km væk.

kæresten har aldrig været der meget da han arbejdede en del og ofte kom sent hjem, så de har altid været vandtil ikke at ses så meget. Efter følgende så de hinanden en eftermiddag i hverdagen og 3-4 timer lørdag eller søndag.

vi begyndte så småt at ses igen om samværet trappede derfor også op. Det var faktisk rigtig svært for vores søn, at gå fra 2-3, ikke fordi han ikke nyder at hans far er der mere, men det er en stor ændring i rutiner, hverdag og opdragelse og så det at skulle dele mor med far og omvendt.

vores sin var 2,2 og er nu 4,8 år

Det er slet ikke relevant i forhold til dit spørgsmål, men må sige, at jeg synes, du er så pokkers sej! En ting er, at du klarer jeres datter som alenemor, og samtidigt kan opretholde forholdet til din kæreste, selvom I ikke ses så tit. Ikke nok med det støtter du ham i at udleve sine drømme, også selvom det betyder, at han flytter endnu længere væk. I må virkelig have noget specielt sammen 

Ja jeres familieforhold er atypisk, men jeg synes altså, du er sej. Og så håber jeg virkelig, at du husker dig selv i alt det her 

2721 skriver:

Jeg har lidt erfaring

min kæreste og jeg gik fra hinanden og min søn og jeg flyttede i egen lejlighed 60 km væk.

kæresten har aldrig været der meget da han arbejdede en del og ofte kom sent hjem, så de har altid været vandtil ikke at ses så meget. Efter følgende så de hinanden en eftermiddag i hverdagen og 3-4 timer lørdag eller søndag.

vi begyndte så småt at ses igen om samværet trappede derfor også op. Det var faktisk rigtig svært for vores søn, at gå fra 2-3, ikke fordi han ikke nyder at hans far er der mere, men det er en stor ændring i rutiner, hverdag og opdragelse og så det at skulle dele mor med far og omvendt.

vores sin var 2,2 og er nu 4,8 år

Ja det er nemlig lidt der min bekymring har ligget også. At der bliver vendt op og ned på hverdagen.

Hvor længe gik der fra I flyttede sammen til jeres søn at de var godt at mor og far var sammen igen? (Ved ikke lige hvordan jeg skal formulere det)

Min kæreste og jeg kommer ikke til at have de vilde muligheder for at trappe samværet op lige så stille, da han jo skal flytte fra den anden ende af landet, så bliver jo en kæmpe omvæltning, tænker jeg.

Papillon skriver:

Det er slet ikke relevant i forhold til dit spørgsmål, men må sige, at jeg synes, du er så pokkers sej! En ting er, at du klarer jeres datter som alenemor, og samtidigt kan opretholde forholdet til din kæreste, selvom I ikke ses så tit. Ikke nok med det støtter du ham i at udleve sine drømme, også selvom det betyder, at han flytter endnu længere væk. I må virkelig have noget specielt sammen 

Ja jeres familieforhold er atypisk, men jeg synes altså, du er sej. Og så håber jeg virkelig, at du husker dig selv i alt det her 

Heh, tusind tak!

Ja, jeg støtter ham i at han flytter væk, selvom jeg måske ikke synes det er super fedt fordi jeg ville helt ærligt heller ikke synes det var fedt med en kæreste der bare keeeder sig i det han laver og ender med at gå ned med en depression. - For det er faktisk den vej han har kurs mod hvis han bliver boende, som det ser ud nu. 

Jeg er virkelig glad for dine ord, det er ikke altid at man lige husker at rose sig selv på den måde. Gør jo som jeg gør fordi jeg elsker ham

MummiT skriver:

Ja det er nemlig lidt der min bekymring har ligget også. At der bliver vendt op og ned på hverdagen.

Hvor længe gik der fra I flyttede sammen til jeres søn at de var godt at mor og far var sammen igen? (Ved ikke lige hvordan jeg skal formulere det)

Min kæreste og jeg kommer ikke til at have de vilde muligheder for at trappe samværet op lige så stille, da han jo skal flytte fra den anden ende af landet, så bliver jo en kæmpe omvæltning, tænker jeg.

Jeg forstår godt dine tanker

jeg tror der er stor forskel fra barn til barn. Vores Søn bliver nemt påvirket af ændringer og har svært ved at rumme det generelt. Vi bor stadig ikke 100 % sammen, men han er her en del. 

Vores søn syntes stadig det er svært, men jeg tror også det har noget at gøre med den personlighed han har.

det vigtigste er nok bare at acceptere og rumme at det kan være svært, så skal det hele nok gå

angående optrapning, så tror jeg ikke det er det vigtigste, hvis blot det er okay for alle at man kan syntes det er svært og tale åbent om det. 

2721 skriver:

Jeg forstår godt dine tanker

jeg tror der er stor forskel fra barn til barn. Vores Søn bliver nemt påvirket af ændringer og har svært ved at rumme det generelt. Vi bor stadig ikke 100 % sammen, men han er her en del. 

Vores søn syntes stadig det er svært, men jeg tror også det har noget at gøre med den personlighed han har.

det vigtigste er nok bare at acceptere og rumme at det kan være svært, så skal det hele nok gå

angående optrapning, så tror jeg ikke det er det vigtigste, hvis blot det er okay for alle at man kan syntes det er svært og tale åbent om det. 

 

Tusind tak for dit svar!

Der er jo længe til at det bliver relevant, men det var nu meget rart at høre fra nogen der har stået/står i noget a la den samme problematik