Mami skriver:
Årh det kan jeg godt forstå 
det er monster hårdt, jeg glæder mig til at komme igang og er samtidig dbyt frustreret over det er nødvendigt.
Det ene øjeblik griner og glæder jeg mig over fremtiden, det næste er jeg fuldstædnig sort seende 
At miste troen og håbet er en del af behandlingen, sådan ser jeg i hvert fald på det. Jeg gik ind til det med oprejst pande og tænkte det skal sgu nok gå, men når det ene forsøg efter det andet så mislykkedes ja så er der ikke meget håb tilbage.
Inderst inde VED jeg jo godt at jeg NOK skal blive mor, men jeg frygter hver dag at Isaac var den eneste graviditet jeg skulle opleve, og det eneste barn - de tanker forsvinder ikke før jeg står med et levende barn i armene.
Anmeld