det var alligevel lidt vildt 6800....
nåh min historie....
Vi havde engang en hund, en stor en, mange sagde den lignede en ulv, men den var nu mest i chæfferfarver. Hunden led af hoftedysplaci, lige fra den var hvalp, og da den var 7 år gammel, kunne vi ikke længere hjælpe den med en panodil til natten (dyrlægens anvisning), hunden var begyndt at være lidt mere agressiv over for lyde, og folk i indkørslen (når den ikke kunne se dem). Hele dens familie var allerede inden 4 år aflivet pga. henholdsvis hoftedysplaci, og agressiv sindssyge. Så vi valgte at da den fik så ondt at den selv blev sur og gnaven, så måtte den aflives, det er ikke fedt at have en hund der skal smertebehandles for at leve godt. for hvor godt lever den så egentlig?
Nåh men hunden blev aflivet, i min onkels hjem, på en bondegård, og begravet der også, på en af hans folde fuld af dådyr og heste (de evige jagtmarker
)
Men efter et par dage begyndte jeg at få sådna en underlig fornemmelse af, at noget hele tiden var i vejen for mig. Fornemmelsen blev stærkere og stærkere, og selv jeg aldrig rigtig så hunden, så kunne jeg bare mærke at den ligesom spærrede vejen for mig hele tiden. For eksempel når jeg skulle fra spisestuen til køkkenet, så stod den ligeom i vejen, og ville ikke lade mig komme forbi.
Det fortsatte en uges tid, og jeg fik også en dag en kraftig fornemmelse af at den truede min familie, og generelt som dagene gik, føltes det som om hunden bare stod og snerrede af mig, og truede med at angribe hele tiden.
Til sidst var jeg sådan lidt nervøs, og en dag hvor jeg var alene hjemme (skulle jo nødig beskyldes for at være sindssyg) fik den altså simpelthen en skideballe......
Jeg gav den besked på, 'at der altså var en god grund til at den blev aflivet, og at det ikke var fordi vi ikke ville have ham. jeg savnede ham, men han fik også besked på at jeg ikke ville finde mig i, at han truede hverken mig eller min familie. Jeg sagde også at han altså skulle holde op med at gå i vejen for mig, for det ville jeg heller ikke have, og at hvis han skulle være her, måtte han fandme opføre sig ordentligt'
Da jeg var færdig med at skælde ud, føltes det som om der var en stiltiende magtkamp mellem os, som om han tænkte skal hun virkelig bestemme det. Og lige efter var alle de agressive fornemmelser væk, og jeg har ikke siden følt noget som helst...
det var lidt klamt synes jeg, og jeg anede ikke om det var rigtigt eller forkert, jeg tænkte at jeg da måtte være sindssyg.... Jeg har siden fået aflivet 1 hund, og der følte jeg ingenting overhovedet...
