Hej.
Hvordan gør i andre i forhold til familie, venner & kollegaer, ved de at i er i behandling? 
Jeg er under en paragraf 56, så min arbejdsgiver ved hvad vi går igennem. Vores forældre & en veninde.
Syntes bare nogle gange det er hårdt ikke at have nogle at snakke med om hvad vi går igennem, har selvfølgelig min kæreste & min mor. Men ingen gang min bedste veninde kan jeg snakke med om det.
Min kæreste vil ikke at vi fortæller det til nogen! & det var også det vi aftale dengang for er år siden da vi startede på barnløshedsbehandling - men nu er vi kommet til regensglasbehandling og skal være forberedt på oftere skanninger mm. som kræver en tur på sygehuset & syntes det er svært at blive ved "at lyve" overfor kollegerne om hvorfor man tit går før eller skal holde fri. Vi har 45-60 min. hjemmefra til sygehuset.
Det er mig som står med "lorten" og de gætter sig frem til både det ene og det andet om hvorfor jeg går så tit og har endda også gættet på det, men har måtte lyve. Syntes det er svært, jeg har endomitriose og har har været åben og ærlig omkring min sygdom så de kamille forstå jeg pludselig ikke er det længere.
Og ved snart ikke hvad jeg længere skal sige til dem når de spørger, syntes det er svært at finde en undskyldning for at går mellem 2-4 gange på en uge. Eller hvad det nu må blive.
Men min kæreste vil absolut ikke vi fortæller det til nogle & vi må tænke over hvad jeg skal sige, men ved jo godt, han ikke kommer med forslag og jeg står med den del alene. Ligesom sidste gang.
Og føler lidt han nu har besluttet ingen skal vide det, også skal det være sådan, for det er jo hans mening!
Og hvis jeg prøver at sige noget andet siger han bare: "Ja det mener dine forældre jo også!" Men hvad så, mine forældre og jeg er af sammeholdning, fordi de ved det er svært for mig at blive ved at lyve omkring mit fravær i behandlingsperioden. Det er jo ikke fordi de mener det - at jeg også mener det. Har altid ønsket at være åben omkring det. Men det har han ikke.
Det er jo en ærlig sag, og syntes ikke vi behøver at "skamme os" over det.
Det blev vist lidt langt, håber det giver mening. Havde vist brug for at komme ud med mine frustrationer! 
Da jeg føler jeg er meget alene omkring at skulle "lyve" og finde på hvorfor jeg går i tide og utide.
Det skal lige siges at min kæreste og jeg arbejde i samme virksomhed - bare i hver sin ende af byen, så vi kender jo begge to hinandens kollegaer godt - og han syntes de har alt for travlt med andre. Og ja det har de også, men syntes ikke det er sjovt de går og gætter & digter historier om hvorfor jeg går.
Herhjemme vidste veninderne allerede før vi kom i behandling at vi prøvede på at blive gravide. Mor og far fik det at vide umiddelbart inden vi startede behandling og resten af familien nogle måneder senere.
For mig var det en kæmpe lettelse af kunne snakke åbent om det, og at folk forstod hvorfor jeg hang med næbbet i de svære perioder. Det blev ligesom okay at være ked af det og ikke have lyst til at tage telefonen o.s.v. Og det hjalp også på humøret at kunne snakke om det åbent, uden at det skulle føles som "en slem, farlig hemmelighed".
Jeg er freelancer og arbejder alene, så jeg skal ikke kunne sige hvordan jeg ville have det med at kollegerne vidste det hvis jeg arbejdede på en stor arbejdsplads. Men jeg har selv arbejdet et sted hvor en kollega var i behandling, og hun snakkede åbent om det og det var slet ikke sådan at folk hang over hende og var nysgerrige hele tiden o.s.v.
Så lige den med kollegerne kan jeg ikke svare på, men ellers ville jeg klart foretrække at folk vidste det.
Herhjemme var det forresten omvendt - min mand der bare syntes at vi skulle fortælle folk det, og mig der ikke ville.
